Rettet 21/6, red.: I en tidligere version af artiklen fremstod begge kapitlets to forfattere som afsendere på artiklens budskaber. Dette er nu rettet, idet Folkeskolen ikke har interviewet lektor Helle Plauborg. Hun er derfor skrevet ud. 

“Normal børneadfærd er at være højlydt og ikke at kunne sidde stille – indimellem i hvert fald. Men vi er meget hurtige til at sygeliggøre og diagnosticere og gøre det til barnets problem, når der for eksempel er uro”.

Sådan siger Lotte Hedegaard-Sørensen, forsker i inklusion på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet. 

Sammen med lektor Helle Plauborg er hun forfatter til et kapitel om undervisningsforstyrrende uro i bogen “Børn og unge med diagnoser – en grundbog til lærere”.

Forsker Lotte Hedegaard-Sørensen vil gerne gøre op med rationalet om, at når der er uro, er det, fordi barnet mangler noget indeni for at kunne finde ud af at være en god elev. Så involveres AKT-teamet (adfærd, kontakt, trivsel), eller man har en forældresamtale. 

Udgangspunktet er hele tiden, at det er barnet, som har et problem, og en anden end læreren må hjælpe med løsningen.

“Man kunne også kigge på det på en helt anden måde. Om vi kalder det undervisningsforstyrrende uro, bekymringsadfærd eller børn, det er virkelig svært for lærerne at nå, så kan vi finde forklaringen i måden, der undervises på”, siger Lotte Hedegaard-Sørensen.

Samtidig advarer hun i utvetydige vendinger om at gøre det til lærernes problem – eller skyld, om man vil.

“Vi må ikke gøre det til børnenes skyld, at de ikke tilpasser sig noget, som det er umuligt for dem at tilpasse sig. Vi sætter børnene i nogle sammenhænge, som ikke er rimelige, og så reagerer de. Vi giver børnene diagnoser i stedet for at diskutere sammenhængene”, siger Lotte Hedegaard-Sørensen og fortsætter:

“På fuldstændig samme måde kan vi sige, at vi sætter lærerne i nogle sammenhænge, der er benhårde og, synes jeg, urimelige. Og så siger vi til lærerne: ’Arbejd lidt med dit mindset. Bliv dygtigere til klasseledelse. Gør et eller andet. Du må ændre dig lidt. Du må lige blive lidt dygtigere på en særlig måde. Så skal du nok løse det der’. Lige nu er der nogle, som snakker om etisk stress og moralsk stress for professionsudøvere, og vi kan finde forklaringen i de vilkår, lærere har for at løfte den opgave, vi politisk har sat dem til”.

OM FORSKEREN

Lotte Hedegaard-Sørensen er ph.d. og lektor på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet, hvor hun forsker i specialpædagogik, inklusion og eksklusion med fokus på undervisning i folkeskolen – emner, hun har skrevet flere bøger om.

Sammen med Helle Plauborg har hun skrevet kapitlet “Undervisnings-forstyrrende uro som ubestemt fænomen og elever i udsatte positioner” i “Børn og unge med diagnoser – en grundbog til lærere”, som netop er udkommet.

Arkivfoto: Bo Tornvig

Lærerne har et handlerum

Lotte Hedegaard-Sørensen fortæller, at når hun holder foredrag for lærere – og det gør hun tit – så bruger hun omkring halvdelen af tiden på at fortælle lærerne, at de ikke skal tage ansvaret for den undervisningsforstyrrende uro på sig. 

Men hun bruger også tid på at fortælle dem, at de har handlemuligheder, selv om de er begrænsede af dårlige rammer. For eksempel kan de tilrettelægge deres undervisning, så der bliver mindre af den forstyrrende uro.

“Jeg synes faktisk, det er vigtigt at sætte ord på, at det ikke er dig som individ, der skal bære det her. Det er en større samfundsmæssig problematik. Hvad er det så for et handlerum, man står med som lærer, og hvordan kan man blive ved med at holde gejsten oppe?” spørger hun og svarer selv:

“Som lærer kan du målrettet arbejde med at imødekomme den forskellighed af elever, du står med. Også dem med diagnoser og dem fra uddannelsesfremmede hjem. Men det kræver, at du tør give slip på lidt af kontrollen”.

Og det kræver en meget stor kulturforandring på skolerne og en ny definition af, hvad godt lærerarbejde er, mener forskeren.

“Lærerarbejdet er ikke først og fremmest fagdidaktisk, hvor læreren kommer ind med sit fag og gennemgår det faglige stof. For alle, altså for hele klassen, sætter det samme arbejdsprogram i gang og en fælles opsamling og evaluering. Det er den type undervisning, man kan kalde en one size fits all-undervisning. Men den skaber uro for dem, som ikke passer ind i den undervisning. Og det er ikke bare børn med specialpædagogiske udfordringer og behov. Der er andre typer af børn, som heller ikke passer særlig godt ind i den type undervisning”, siger Lotte Hedegaard-Sørensen.

Tag højde for børnenes forskelligheder

I stedet skal man, helst sammen med en anden lærer eller en pædagog, skabe en undervisning, som tager højde for børnenes forskellige forudsætninger, interesser, potentialer, baggrunde og så videre, mener  forskeren. 

For lærere vil det sige målrettet at arbejde med at undersøge, hvad børnene kunne blive engagerede i, og opdage børnenes forskellige måder at tilgå undervisningen på.

Lotte Hedegaard-Sørensen giver et eksempel fra et forløb om noveller i en 6. klasse, som hun har iagttaget som led i sin forskning. En gruppe børn i klassen havde veluddannede forældre og var vant til at læse litteratur. Det vil sige, at disse elever har det beredskab, der skal til for at kaste sig over emnet, forklarer forskeren. 

Men i samme klasse var en mindre gruppe børn, hvis forældre ikke læser litteratur, og derfor har børnene ikke den nødvendige indsigt.

“Så vil spørgsmålet for læreren være: ’Hvordan kan jeg nå det her barn? Hvilke læremidler? Hvad skal novellerne handle om, sådan at barnet med sit engagement og sin interesse bliver lukket ind i at forholde sig til novellegenren’”, siger forskeren.

I klassen var også fire børn fra muslimske lande, fortsætter hun.

“Hvad kunne passe til dem? Skal de have lov til at læse noveller på deres eget sprog? Findes der helt fantastiske noveller af mennesker, som kommer derfra, hvor de kommer? Ja, det gør der. Er de oversat? Ja, det er de. Pointen er her, at man har klassen, man vil noget som lærer, men at man tænker: ’Hvordan kan jeg åbne novellegenren forskelligt for de her forskellige børn’”.

Og her er det så, at man som lærer må give slip på lidt af kontrollen. 

Nogle elever skal måske en tur forbi YouTube og blive klogere, inden de fordyber sig i novellen, andre skal i gang med et lille rollespil med udgangspunkt i pointen. Hvis man får eleverne engagerede på hver deres måde, bliver der muligvis ikke ro forstået som stilhed. 

Men der bliver mindre undervisningsforstyrrende uro, lover Lotte Hedegaard-Sørensen.

Tør du slippe lidt af kontrollen?

Forskeren opfordrer til, at man holder op med at tænke i ro eller uro. I stedet skal man tænke i engagement og lade lærerarbejdet være noget, der faciliterer børnenes egne processer.

“Jeg tror, at de fleste lærere er blevet lærere, fordi de synes, at børn er dejlige. Og at det er sjovt og meningsfuldt at se børn kaste sig over stoffet. Så tror jeg bare, at man lige skal vende skråen om fire gange og spørge sig selv, hvordan man kan slippe kontrollen uden at slippe den helt. For det er altid lærerens ansvar, og det er altid læreren, der styrer, men hvordan kan man styre sådan, at børnene bliver mere engagerede? For engagerede børn er mindre forstyrrende, selv om de ikke nødvendigvis sidder på deres flade og tier stille”.

Lærerne kan hjælpes på vej ved at få flere tovoksentimer og mere tid til forberedelse – og så skal der siges farvel til målstyret læring og goddag til mere undersøgende og eksperimenterende undervisning, mener Lotte Hedegaard-Sørensen.

“Man har bedt lærerne om at lære børnene så meget som overhovedet muligt, så hurtigt som overhovedet muligt, så de kan komme ud og være produktive på et arbejdsmarked. Så tænker lærerne, at de må skynde sig at få hældt noget viden på børnene, og det fører let til den førnævnte one size fits all-undervisning”, siger hun.

Heldigvis ser vi i disse år en bevægelse lidt væk fra det meget outputorienterede, og vi ser, at det kan lykkes, i hvert fald delvist, også under de rammer, der er i dag, mener forskeren. Og så gør det ikke noget, at der nogle gange er en time, der går op i hat og briller. Det betyder ikke, at man er fejlslagen som lærer.

“Børn er børn, og nogle gange kommer det til at handle om noget andet end det, man havde troet”, siger hun og fortsætter:

“Det er jo et mysterium, hvordan får du åbnet et barn, så det bliver nysgerrigt? Det er en kæmpestor, pædagogisk opgave, og som lærer er det ikke nødvendigvis dig, der gør noget forkert. Hvis det tager lang tid at nå et barn, er det, fordi det er en svær opgave, og fordi rammerne for at udføre den ikke er gode. Men du skal være dygtig og se din egen dygtighed som noget, der er forbundet med at være eksperimenterende”.