Drømmen om et faglokale

Lærere søger inspiration hos hinanden om, hvordan de kan realisere drømmen om et kulturfagslokale.

Publiceret Senest opdateret

“Seriøst?! Det er jo nærmest åndssvagt!”

Ordene falder uden omsvøb fra Morten Marx, da han hører, hvad Peter Berggren har betalt for et knap 120 år gammelt eksemplar af Danmarks Riges Grundlov.

Sidstnævnte er historie- og samfundsfagslærer på Skolen ved Rønnebær Allé i Helsingør, som lige har indviet sit kulturfagslokale. Førstnævnte er lærer i alle tre kulturfag på Krogårdskolen i Greve godt 60 kilometer sydpå – og han drømmer om snart at få lov til at tage fat på at udforme et faglokale på sin skole.

Morten Marx (til venstre) rejste fra Greve til Helsingør for at se, hvordan hans kollega Peter Berggren er lykkedes med at få et faglokale til historie og samfundsfag.

Mens muligheden i Helsingør bød sig for Peter Berggren, fordi der blev et lokale i overskud, kæmper Morten Marx for, at der skal gøres plads til hans drømmefaglokale i forbindelse med en snarlig ombygning af skolen. Så for at have så stærke argumenter som muligt har han gennem folkeskolen.dk/kulturfag efterlyst skoler med kulturfagslokaler for at høre om deres erfaringer.

Peter Berggren reagerede på efterlysningen, og nu står de to lærere til åbningen af Skolen ved Rønnebær Allés kulturfagslokale og bladrer i en grundlov fra 1905 – købt på Den Blå Avis for kun 450 kroner.

Morten Marx havde også tænkt sig, at en kopi af Grundloven skulle være omdrejningspunktet i hans kulturfagslokale. Og det er langtfra de eneste tanker, de to lærere har tænkt i hver sin ende af Sjælland, der minder umiskendeligt om hinanden.

Begge vil de gøre undervisningen i kulturfag mere hands on ved at fylde lokalet med genstande, eleverne kan røre ved. Begge har de en forkærlighed for store vægkort. Begge har de afsøgt Den Blå Avis, loppemarkeder og antikvariater efter brugbare genstande.

Morten Marx har taget turen til Helsingør sammen med to kollegaer. Og de er alle tre begejstrede for, hvad de har set.

“Det er en rigtig god start. Jeg gad godt se, hvordan det ser ud om fem til ti år, hvis man løbende bliver ved med at tilføje ting. Jeg har tænkt mig at være lærer i mange år, så jeg ser det som et langsigtet projekt”, siger Morten Marx.

Han føler, han har fået gode argumenter med hjem i jagten på sit eget kulturfagslokale. Og han vil meget gerne fortsætte med at netværke med både Skolen ved Rønnebær Allé og andre skoler, der har eller er ved at indrette kulturfagslokaler.

“Jeg kan godt regne ud, at vi bliver konkurrenter på Den Blå Avis. Men det er en sjov konkurrence. Og jeg har også fået nye ideer. Den med at skrive til de politiske partier efter valgplakater havde jeg for eksempel ikke tænkt på”, siger han.