En stregtegning af en gris vises på overheaden. »Hvad tænker I? Kom med nogle bud«.

»Flæskesteg«. »Den er lidt skæv«. »Glad. Den har krølle på halen«. »Skuldersår og dårlig behandling af dyr«. »Marcipan«.

Buddene kommer fra en gruppe lærere fra Kolind Centralskole på Djursland. De er på kursus i konflikthåndtering, og de har lige fået at vide, at i en kommunikation har begge parter en forforståelse, der har betydning for, hvad man ser.

»Når I ser en vred forælder, så prøv at tænke på dette. Tænk på, hvordan vedkommende har det indeni, og vær undersøgende. Prøv at finde ud af, hvordan det kan være, at den forælder er så vred«, siger Bente Buskov, socialrådgiver og supervisor. Sammen med socialrådgiver Susanne Lyngsø holder hun kurset for skolens lærere.

I alt er de fire socialrådgivere, der har udviklet kurset i konflikthåndtering specielt med henblik på samarbejdet mellem lærere og forældre.

Skolens leder Birgit Smedegaard har bestilt kurset, fordi hun har oplevet, at flere lærere har haft oplevelser med vrede forældre. Samtaler, som de har haft svært ved at takle.

»Det er et fag, der ikke står på skemaet på seminariet, men med dette kursus ønsker vi at professionalisere relationen mellem lærere og forældre«, fortæller Birgit Smedegaard.

Lærerens ansvar

I optakten står, at de fleste lærere agerer, som om relationen mellem lærer og forældre er en almindelig symmetrisk relation med et lige magtforhold og et lige udgangspunkt. Men det er ikke tilfældet.

»Forældre-lærer-relationen er asymmetrisk ligesom leder-medarbejder-relationen og professionel-bruger-relationen. Det vil sige, at I som lærere har et udvidet ansvar her. Mellem kolleger og venner er ansvaret 50 procent til hver, men i skole-hjem-samarbejdet har I 80 procent af ansvaret for, at relationen lykkes«, siger Susanne Lyngsø.

Lærerne bliver tydeligt overraskede over denne melding.

»Jeg håber sørme, at forældrene opfatter det mere ligeværdigt. 80-20 procent er voldsomt«, mener en lærer.

Susanne Lyngsø understreger, at det er lærerne, der er de professionelle og dem, der har et system bag sig - nemlig ledelsen, kommunen og kollegerne.

»Der findes forældre, der ikke klager, fordi de frygter, at det vil gå ud over deres børn. Ligesom der også findes forældre, der klager over, at deres ordblinde barn ikke har lært at læse i skolen. I repræsenterer et system, og når forældrene kommer på skolen, har de deres egne skoleoplevelser med - både bevidst og ubevidst. Og så har de følelserne for deres barn«.

»Når relationen er skæv, er det jeres ansvar. Det er jer, der skal få en vred far til at falde ned, sådan at I kan kommunikere med hinanden. Hvis I synes, at en mor opfører sig hidsigt, kan I ikke tillade jer at opføre jer magen til«, siger Susanne Lyngsø.

Derfor er det vigtigt at kende sig selv og sine reaktionsmønstre. At kende sig selv er også at kende sine grænser og vide, hvornår man skal bede om hjælp hos ledelsen.

Kropssproget tæller mest

En lærer spørger, om ikke socialrådgiverne tror, at forældre indimellem har brug for, at man kalder en spade for en spade.

Susanne Lyngsø forklarer, at hun ikke mener, at man som lærer bare skal være sød og rar og lægge ryg til alt. Men læreren har forpligtelsen til at prøve at få den ophidsede samtale til at falde ned. Som professionel skal man gøre dét, der er hensigtsmæssigt i forhold til den opgave, man skal løse.

Måske kan man fortælle forældrene, at den opgave, de mener, man skal løse som lærer, egentlig ikke er skolens forpligtelse. Man kan gøre det mere klart for forældrene, hvilke muligheder og begrænsninger lærerne har i deres arbejde.

Kursisterne får til opgave to og to at fortælle hinanden, hvordan man taklede konflikter i deres barndomshjem. Snakken går. Blev der lagt låg på konflikter, eller blev de blæst ud?

En lærer siger, at man jo også reagerer forskelligt, alt efter hvad man har i klemme over for den person, man står over for. En anden bekræfter, at det er rigtig svært, hvis man virkelig synes, man har lagt sit hjerteblod i en opgave og så bliver kritiseret.

Socialrådgiverne fortæller, at jo bedre man kender sig selv og sine reaktionsmønstre, jo lettere kan man ændre sig og måske lære at tælle til ti, inden man siger noget. Måske skal man også nogle gange bare lytte og lade den vrede forælder få luft.

De kommer med gode råd om, at man ikke kan ændre på andre, men man kan ændre sig selv. Og når man gør det, sker der noget andet, end der plejer at ske. De opfordrer til, at læreren er fremadrettet og ikke leder efter årsagen til en konflikt. Den er ikke interessant, fordi den blot bringer en masse skam og skyld med sig.

»I kommunikation mellem mennesker tæller ordene syv procent. 38 procent er betoningen, og hele 55 procent er stemmeleje, kropssprog, udseende og fysisk adfærd«, siger Bente Buskov.

Man optrapper en konflikt ved at bruge »du-sprog«. Ved at sige til den anden, at »du gør altid sådan og sådan«. Hvis man derimod ikke går efter personen, men efter sagen, kan man nedtrappe en konflikt. Man bør fokusere på nutiden og tale i »jeg-sprog«. For eksempel forklare, hvordan man har det, når den anden bliver så vred.

»Når vi bliver angrebet, reagerer vi personligt«, mener en lærer. »Vi tænker ikke over, at det er lærerrollen, der bliver angrebet, og ikke mig personligt«.

En anden mener, at det er svært at reagere professionelt, når en vred far har »en fuldstændig urealistisk opfattelse af sin egen ubehøvlede søn«. »Så fortæl ham, at du godt har forstået, at han er rigtig vred på dig, men at du ikke er enig«, siger Bente Buskov. »Og fortæl så din opfattelse«. Susanne Lyngsø påpeger, at man sagtens kan være ekstemt tydelig og samtidig tale nedtrappende.

Faglige udfordringer

Det er tid til rollespil. En skal spille skoleleder, og en anden skal være en lærer, der ikke har fået sit drømmekursus, men i stedet har set kurset gå til en kollega. Lederen skal spille rigtig grov og streng, mens læreren skal forklare, hvorfor han gerne vil have kurset og ikke kan forstå, at kollegaen fik det. Men læreren skal ikke lade sig provokere. Han skal være tydelig, men også nedtrappe konflikten.

Bagefter fortæller »lederen«, at det er svært at være et rigtig dumt svin, når den anden reagerer så ordentligt.

En konflikt mellem en mor og en lærer spilles igennem. Moren synes ikke, at skolen gør nok for hendes barn, der mistrives og ikke har venner. Bagefter fortæller én, at hun har prøvet en lignende situation, hvor hun sagde til moren, at hun gerne ville tale med hende, men ikke hvis hun blev så personlig og talte så groft, for så måtte hun hellere gå. Det endte med, at moren gik, men senere ringede hun, og de havde en god snak om problemet med barnet.

Kursisterne bliver delt i to grupper. Alle har taget en historie med om en konflikt fra deres hverdag, og de to grupper prøver nu at spille en konflikt igennem. Flere fremhæver, at det er rart at prøve at gøre det om i et rollespil og prøve nogle andre muligheder. De taler om, hvordan de har det, når de kommer hjem efter en opslidende samtale, og hvordan det føles, når maven kører rundt med en hastighed, ligesom når en vaskemaskine centrifugerer.

På dagens sidste overhead står: »Enhver idiot kan samarbejde med de pæne og høflige, det er de andre, der udgør den faglige udfordring«.