En del børn møder ind i skolen med traumatiske livserfaringer, som påvirker deres forudsætninger for at lære og deres evne til at fungere i sociale fællesskaber. Disse børn risikerer at blive misforstået af lærerne, fordi de opfører sig på en måde, som trigger lærerne.

“Børnene har ofte en larmende og oppositionel adfærd eller trækker sig tilbage og er mentalt fraværende. Den adfærd gør noget ved os som voksne og risikerer at skabe en følelse af afmægtighed hos lærerne, fordi børnenes adfærd kan fremstå uforståelig og nogle gange intenderet”, fortæller psykolog Trine Schmiegelow.

Hun er en del af U-start i Hvidovre Kommune, som arbejder med børn med problematisk skolefravær og deres skolemiljø på blandt andet Avedøre Skole. For børn, hvis alarmsystem er mere eller mindre kronisk aktiveret, har frem for alt behov for lærere, der signalerer ro og tryghed, forklarer Trine Schmiegelow. Og det er her, traumeinformeret pædagogik kommer ind i billedet.

Det bruges især i klasser med megen uro og mistrivsel, hvor stressede nervesystemer hos både børn og voksne smitter på kryds og tværs. Traumeinformeret pædagogik har derfor fokus på, hvordan lærerne kan signalere ro og tryghed ved at være bevidste om, hvilken adfærd hos børnene der særligt trigger dem, og hvordan de selv finder ro.

En grundsten i traumeinformeret pædagogik er, at man kender og forstår børnenes historie. Hvorfor er det vigtigt?

”I dag kan du høre en knappenål falde til jorden”

“Fordi børnenes erfaringer påvirker deres adfærd i skolen. Og nøglen til at forstå deres adfærd er at forstå deres historie. Hos nogle børn kan det være enkeltstående svære begivenheder som alvorlig trafikulykke eller dødsfald, og det kan være vedvarende forhold i børnenes liv som uforudsigelige forældre, vold i hjemmet, omsorgssvigt, fysiske og psykiske overgreb, voldsomt konfliktfyldte hjem og hårde skilsmisser. Det kan komme til udtryk på måder, som kan være svære at rumme.

Børnene kan fremstå vrede, hyperaktive, umotiverede, vagtsomme, nervøse og meget sensitive i skolen. Børn, hvis tidligere opvækst er præget af traumatiske erfaringer, er oftest hyperårvågne og vagtsomme i forhold til potentielle trusler omkring dem. De er i konstant alarmberedskab og har en oplevelse af, at der er fare på færde, også når faren ikke er reel. Den vagtsomhed trigges særligt i situationer, hvor de oplever ikke at være i kontrol. Dem er der mange af i skolen”.

Hvilke situationer kan det være?

“I den frie leg, ved pludselige skift i undervisningen, eller når de voksne hæver stemmen. Skoledagen er for disse børn præget af stor uforudsigelighed. Situationer og forandringer, som børnene ikke er forberedt på, og som for lærerne kan virke små og ubetydelige. Bare et blik fra sidekammeraten kan for et sårbart barn opfattes som en trussel, selv om det ikke er intentionen. Ved konflikter hører man ofte de voksne sige, at barnet reagerede ud af det blå, men det er ikke rigtigt. Der går altid noget forud, det er bare ikke sikkert, vi ser det. Derfor er vi voksne nødt til at tolke børnenes adfærd på en anden måde og være nysgerrige på årsagen til børnenes adfærd i stedet for at blive vrede eller irriterede”.

Hvad har disse elever brug for fra deres lærere?

“Børnene har brug for at føle sig trygge for at kunne lære. De har derfor brug for lærere, som kan sætte ord på, at der er gode grunde til, at de reagerer, som de gør. At lærerne forstår, at børnene med adfærden ofte beskytter sig mod skam over ikke at passe ind, frygt for at blive ekskluderet fra fællesskabet eller angst for ikke at være vellidte. Børnene har brug for at få følelsesmæssig tilknytning og relation til lærerne. De har behov for velforberedte lærere i undervisningen, som kan forberede og berolige børnene inden skift og overgange. Og så har de behov for ’mindre snak og mere krop’, særligt i overgange, der kan være konfliktfyldte, for eksempel efter frikvartererne eller ved opstart om morgenen”.

Hvorfor er det vigtigt at komme ned i kroppen?

“Vi har som voksne en tendens til at tale meget, når der er problemer. Men når børnenes alarmsystemer er aktiverede, og de er urolige eller i konflikt, er de ikke i stand til at lytte eller omsætte information til handling. Det er i de situationer, at regulerende, små øvelser er samlende og nedregulerende. Og så bidrager de til en følelse af fællesskab i klassen. Børn med traumatiske erfaringer har behov for hele tiden at blive hjulpet tilbage i fællesskabet, ikke mindst når de overreagerer eller bliver vrede”.

Er det ikke meget at kræve af en lærer, når der lige er fløjet en saks gennem lokalet?

“Jo, det er det. Men min oplevelse er, at det er enormt slidsomt at være lærer i en klasse med megen uro, og at lærerne har et grundlæggende ønske om at hjælpe børnene bedst muligt. Viden om traumeinformeret pædagogik kan bidrage til, at lærerne får en oplevelse af at kunne nå de urolige børn på en ny måde. Det kræver tid og sparring at blive klædt på til det, men når først det er på plads, er det vores erfaring, at der falder mere ro over klassen”.