Skovmand: Læringsmålstyring var ikke baseret på forskning

”Der er et mønster i systemet. To ministerier er gået sammen med to forskere og (i det ene ministeriums tilfælde) to konsulenthuse om at skabe en sammenhængende målstyringslogik, der omfatter både læreruddannelsen og folkeskolen. Ganske få aktører har forestået omstillingen til målstyring i et tilsyneladende lukket kredsløb. Omstillingen hviler på en systematisk misrepræsentation af EU-dokumenter, udenlandsk forskning og internationale reformerfaringer samt en forskningsmæssigt enten meget ukritisk eller decideret forkert gengivelse af to rapporter, som Danmarks Evalueringsinstitut og Rambøll står bag”, skriver Keld Skovmand i bogen.

"Mine analyser viser, at der er sket en på flere måder uhensigtsmæssig opblanding af politik og videnskab". Sådan lyder det fra Keld Skovmand i hans nye bog "Folkeskolen - efter læringsmålstyringen" (hent et uddrag af bogen under denne artikel), som er baseret på hans ph.d. Bogen er en 260 siders kritik af dansk uddannelsesforskning med navngivne forskere i spidsen, samt Skolerådet, Undervisningsministeriet, Danmarks Evalueringsinstitut og Rambøll. Emnet er læringsmålstyret undervisning. Med opblødningen af målene og nye retningslinjer fra rådgivningsgruppen for Fælles Mål er læringsmålstyringen af mange erklæret afgået ved døden, men Keld Skovmand mener, at det er langt fra sandheden.

Rapporter fra Eva og Rambøll refereres som forskning

Men lad os se på Skovmands konkrete kritik. Han skyder mod tre dele af skoleverdenen, som var med ved indførelsen af læringsmålstyret undervisning:

1) Danmarks Evalueringsinstitut og Rambøll, som i rapporter definerer læringsmål og kompetencemål som mål for, hvad eleverne skal kunne, med ifølge Skovmand urigtige henvisninger. Og Skolerådet, som han mener, rådgav politikerne uden tilstrækkeligt forskningsmæssigt belæg.

2) Undervisningsministeriet, som han mener i deres vejledninger citerer internationale forskere for ting, de ikke har skrevet og fejlfremstiller en amerikansk lærer som bruger af læringsmålstyret undervisning.

3) En række danske forskere, som han mener, fejlciterer internationale forskeres udsagn for at skabe dækning for målstyret undervisning.

I præsentationen af læringsmålstyret undervisning fra ministeriet og en række forskere bliver der blandt andet henvist til rapporten 'Fælles Mål i Folkeskolen', udarbejdet af Evalueringsinstituttet i 2012. Rapporten fremfører, at der skete et paradigmeskifte i 1993-loven, der betød, at "lærerne skulle planlægge, gennemføre og evaluere undervisningen med afsætning i læringsmål for den enkelte elev".

Rapporten præsenterer også en model for, hvordan lærerne skal gå fra trinmål til årsplan, forløb og aktivitet med henvisning til princippet om undervisningsdifferentiering.

Skovmands kritik går dels på, at paradigmeskiftet opfindes af Eva, og dels at individuelle læringsmål ikke kan udledes af princippet om undervisningsdifferentiering. Han kritiserer også, at indholdet af rapporten bliver brugt af ministeriet og andre forskere på niveau med en forskningsrapport til trods for, at Evalueringsinstituttets rapporter ikke er peer reviewet forskning, men alene er udarbejdet af de to forskere, instituttet har udpeget til opgaven.

Rambøll blev bedt om at give en oversigt over læreplaner i en række sammenlignelige lande. Ifølge Skovmand er der ingen dækning for konklusionen om, at disse lande har læreplaner, der formulerer mål for, hvad eleverne skal kunne. Skovmand peger derudover på en række problemer i rapporter om læringsmålstyring i læreruddannelsen.

Desuden retter Keld Skovmand i sin nye bog også skytset mod det daværende Skoleråd, som skulle rådgive undervisningsministeren om kvalitet i skolen, for at rekvirere rapporten fra Evalueringsinstituttet og videregive rapportens indhold som validt og dermed blåstemple den. Han fremhæver også, at Skolerådet efter hans mening legitimerer målstyringen med fejlfortolkninger af den new zealandske forsker John Hatties forskning.

De tidligere formænd for henholdsvis Skolerådet og Evalueringsinstituttet og Rambølls kommunikationsafdeling har haft mulighed, men ikke ønsket at svare på kritikken.

Ministeriet henviser til forskning

Anden del af Skovmands kritik er vendt mod Undervisningsministeriet, som præsenterer begrebet læringsmålstyret undervisning i forbindelse med forenklingen af Fælles Mål i 2014 og frem.

Skovmand peger på tre centrale vejledninger fra Undervisningsministeriet, hvor han finder fejl. I præsentationen af læringsmålstyret undervisning udarbejdet af ministeriet i samarbejde med DPU og en række professionshøjskoler findes en definition af begrebet i en boks med kilden Morisano og Locke, 2013:

"Læringsmål er et mål for, hvad eleverne skal kunne - altså mål for elevernes læringsudbytte. Læringsmålstyret undervisning, hvor lærer og elever er engageret om at nå læringsmål, giver større læringsudbytte for eleverne end undervisning, hvor læringsmål er fraværende eller ikke tydelige for eleverne". Men ifølge Skovmand er der ingen dækning for det udsagn i den oprindelige tekst af Morisano og Locke, som han finder bruges til seks forskellige formål i de undersøgte tekster.

I introduktionen til læringsmålstyret undervisning fra 2014 er forklaringen på, hvorfor man skal bruge læringsmålstyret undervisning, simpelthen "Fordi det virker". Og i den senere vejledning fra 2016 er der ingen referencer, der står bare, at "Forskningen viser, at tydelige læringsmål fremmer elevernes læring og motiverer dem for at lære". Skovmand finder i sin undersøgelse intet belæg for dette udsagn.

Derudover har Skovmand gjort sig den ulejlighed at finde den lærer, som i ministeriets vejledning bliver citeret for at arbejde med læringsmål. Hun viser sig at være fra Kansas, og i hendes blog står der intet om målstyring, men alene noget om at arbejde med big ideas og basic concepts i naturfag.

Den daværende undervisningsminister Christine Antorini fortalte i flere interview om reformen, at den var baseret på international forskning, og da hun blev direkte adspurgt af sin senere efterfølger Merete Riisager om, hvilken forskning der lå bag, lød svaret:

"Det er summen af den bedst tilgængelige viden, vi har brugt til folkeskolereformen", men mere konkrete forskningsmæssigt belæg er aldrig kommet ud af ministeriet. Skovmands kritik af ministeriets manglende belæg for forskningen er blevet fremført flere gange blandt andet i fagbladet Folkeskolen.

Og i 2016 lyder det så fra kontorchef i Undervisningsministeriet Anders Andersen, at det var ministeriet selv, der havde opfundet selve begrebet 'læringsmålstyret undervisning', og det derfor ikke er så mærkeligt, at Keld Skovmand ikke kan finde begrebet i international forskning.

Skovmand finder derudover, at Rasmussen og Rasch tillægger den tyske forsker Andreas Helmke et udsagn, som viser sig at stamme fra ministeriets vejledning i læringsmålstyret undervisning, og mener, at de har fejlgengivet både Helmke og den new zealandske forsker John Hattie, så den internationale forskning kan understøtte læringsmålstyret undervisning.

Rasmussen: Det er ikke muligt at måle effekten

Rasmussen: Det er ikke muligt at måle effekten

Andreas Rasch og Jens Rasmussen mener, at det er en uskik at debattere indholdet af en verserende sag offentligt, og de mener derfor ikke, at de kan svare på kritikken nu. Dele af kritikken har dog været fremført tidligere, hvor de to forskere er blevet interviewet på folkeskolen.dk. Jens Rasmussen har tidligere bekræftet, at der ikke foreligger evidens for, at læringsmålstyret undervisning virker, simpelthen fordi der er mange forskellige måder at gennemføre den form for undervisning.

"Når man vil måle effekt, må man kunne isolere det, man vil se effekten af, og det kan man ikke med en sammensat undervisningsform som læringsmålstyret undervisning. Det er for komplekst. Dels er der for mange elementer i læringsstyret undervisning, dels er læringsmål formuleret på mange forskellige måder i de nationale læreplaner, og dels bliver der undervist efter læringsmål på mange forskellige måder", sagde Jens Rasmussen i 2016 til folkeskolen.dk.