"Måske er det ikke altid reformen i sig selv, der er problemet", siger formand for Rådet for Børns Læring Charlotte Rønhoff.

Charlotte Rønhof: "Folkeskolereformen fik den hårdeste fødsel ever"

I dag offentliggør Rådet for Børns Læring sin årsberetning, hvor formandskabet giver undervisningsministeren sine råd om, hvad der fremmer kvaliteten. Her opfordrer formandskabet til en ærlig snak om omkostningerne ved inklusion – men der er ikke et ord om folkeskolereformen.

Publiceret

FORMANDSKABETS SPØRGSMÅL TIL DEBAT OMINKLUSION

1. Der er 7 pct. af eleverne, som 15 måneder efter afslutning af9. klasse ikke er i gang med en ungdomsuddannelse, hvilketindikerer, at en del elever ikke får den tilstrækkelige støtte ialmenundervisningen. Skal skolerne fortsat arbejde med et ønske ominklusion for så mange som muligt, selvom man ikke har succes medat få alle elever i den almene undervisning godt igennem?

2. Intentionen med inklusion er god, men når den rammer skolenshverdag, er den vanskelig at gennemføre. Lovgivning tilsigerf.eks., at alle børn har ret til et fyldestgørendeundervisningstilbud, og at behov for ekstra støtte beror på enindividuel kvalitativ vurdering. I den perfekte verden vil detteudgangspunkt være garant for, at alle børn får præcis detskoletilbud, de har behov for. Praksis taler dog et andet sprog,hvor der på tværs af skoleklasser sidder elever, som ikke bliverset/hørt eller får den tilstrækkelige støtte. Er der behov for atsikre forældre og elever flere værktøjer til at hævde deres ret tildifferentieret undervisning?

Eller skal man erkende, at praksis i en verden uden flere pengeovertrumfer lovgivningen, så forældre og elever bør få klaremeldinger om, at man i praksis ikke kan give alle børn denundervisning, som passer til deres behov?

3. Der er et voksende støttebehov blandt børn og unge, somskolen (i samarbejde med andre aktører) i vid udstrækning skal tagehånd om i inklusionens navn. Men hvor mange opgaver kan/skal vibede skolen om at løfte inden for almenundervisningen? Er detskolens ansvar at give undervisning til elever, som ikke møderlæringsparate? Bør skolen kunne henvise til socialemyndigheder/institutioner, hvis eleverne ikke møder læringsparate?Er der for mange sundhedsmæssige og sociale problemstillinger, somvi i dag i for høj grad forventer, at skolen skal løse i den almeneundervisning?

4. I forsøget på at skabe en inkluderende almenundervisning ogsåfor meget udadreagerende elever ender man indimellem med etskoletilbud, der i praksis kan virke ekskluderende for de almeneelever. Hvordan skal vi forholde os til, at målet med inklusion kanresultere i det modsatte - nemlig eksklusion af nogle elever?

5. Der vil formentlig altid være uhensigtsmæssige effekter fornogle elever, når vi stræber efter inklusion. Men er derkonsekvenser af inklusion, som vi ikke kan og vil acceptere?

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg undrer mig over, at beretningen slet ikke kommer ind på folkeskolereformen, hvor følgeforskningen jo er slut, og ministeren har måttet konstatere, at ingen af resultatmålene er opfyldt?

"Det kan jeg godt forstå, du undrer dig over", siger formand for Rådet for Børns Læring Charlotte Rønhof. "Vi ventede på den afsluttende redegørelse fra ministeren, men den er blevet udskudt til begyndelsen af næste år. Så vi tager det op i vores næste beretning, som også bliver den afsluttende i dette formandskabs beskikkelsesperiode, så der vil det være meget naturligt at runde af med en slags state of the nation".

Charlotte Rønhof, der er tidligere underdirektør i Dansk Industri og udpeget af daværende undervisningsminister Merete Riisager til at stå i spidsen for formandskabet for Rådet for Børns Læring, har naturligvis læst både følgeforskningsrapporterne og set, hvordan hverken testresultater eller trivselsmålinger viser de fremskridt, som var fastsat som mål for folkeskolereformen.

Inklusionens konsekvenser

Inklusionens konsekvenser

Formandskabet i Rådet for Børns Læring - en slags skolens vismænd udpeget af ministeren inspireret af modellen fra de økonomiske vismænd - bestemmer selv, hvilke emner, de vil tage op. Og de har kigget meget på erfaringerne med inklusionsreformen fra 2012, hvor man fastlagde målet om, at 96 procent af en børneårgang skal gå i en almindelig skole/klasse. Målet blev løsnet igen i efter inklusionseftersynet for et par år siden, men inklusionen står stadig som en af de største udfordringer for både lærerne, som man bl.a. kunne se det i Lærerkommissionens rapport, og for mange forældre.

"Ikke ret mange tør sige ærligt, hvad der foregår, og der prøver vi nu at invitere til, at man tør stille de lidt svære, lidt mere ærlige spørgsmål", forklarer Charlotte Rønhof.

Som udgangspunkt er intentionen god, alle skal rummes, og alle skal udfordres til toppen af deres potentiale. Men sandheden er, at der også ligger et ønske bag om, at det ikke må koste for mange penge.

"Alle kender forældre, der har børn, som de føler klemt ind i et forkert tilbud og ikke får den støtte, de har brug for - eller som er ved at skrige over, at der er børn i klassen der kaster med sakse. Børns ret til undervisning er blevet overladt til en egenkamp, og så ved vi jo godt, hvem der bliver taberne. Fordi vi gerne vil inklusionen, ender vi med en de facto eksklusion af nogle", siger Charlotte Rønhof og nævner både, at mange vælger at flytte deres børn til friskoler, så folkeskolen havner i en ond spiral, og at inklusionen ikke længere kun handler om børn med handicap eller børn med bogstav-diagnoser, men nu også nogle skrøbelige børn med angst og skolevægring.

"Så vi prøver egentlig at sige: Skulle vi ikke tage en ærlig snak om det her, hvor vi taler højt om, at det har konsekvenser, hvis vi ikke vil bruge flere resurser".

Læs mere

Årsberetning fra Formandskabet for Rådet for BørnsLæring 2020

Powered by Labrador CMS