Peter Vinther Rasmussen vil gerne gøre abstrakte begreber som økonomi og politik konkrete for eleverne. Derfor drømmer samfundsfagslæreren om længere forløb uden for klasseværelset.

"Samfundsfag skal læres i virkeligheden"

På Østervangsskolen i Roskilde underviser Peter Vinther Rasmussen 7. og 8. klasse i dansk, geografi, historie og samfundsfag. Han vil gerne bryde med de fastlagte timer på skemaet og sende eleverne ud i samfundet.

Publiceret

FAGLIG FUSER

Skolens fag blev ikke styrket af folkeskolereformen fra 2013.Det viser en undersøgelse foretaget af Folkeskolen. Ilangt de fleste fag har lærerne svært ved at lave den undervisning,de drømmer om.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Samfundsfag kan være et meget abstrakt fag for eleverne at forstå og forholde sig til. Økonomi, politik og forskellige systemer kan nogle gange være svære at greje for eleverne. Derfor føler jeg også, at vi bør gøre det så virkelighedsnært, som vi overhovedet kan.

Jeg drømmer om, at eleverne kan komme i en form for praktik. De trænger til at komme ud i samfundet og opleve, hvordan det fungerer i forskellige virksomheder, institutioner og erhverv. Vi kunne besøge Christiansborg eller den nærliggende kommune og på den måde gøre stoffet mindre abstrakt for eleverne.

Lærerne: Reformen svækkede vores fag 

Reformen fortalte os, at vi skulle gøre skolen mere aktiv i lokalsamfundet. Men det gør vi ikke rigtigt i forhold til samfundsfag, selv om det er helt oplagt. Men det har været svært for skolerne, fordi dagene er brudt op i så mange forskellige fag. Det kunne være dejligt, hvis vi kunne gøre op med det. Indtil nu er der blevet kigget for meget på resultater og test.

Jeg kunne godt tænke mig, at der er plads i skemaet til længere forløb, hvor vi kan være der, hvor det sker. Men det er svært, sådan som skolen fungerer lige nu. Jeg har ellers indtrykket af, at mange virksomheder er interesserede i at få elever på besøg eller i praktik, så det ville være fantastisk med den mulighed.

En dag viste jeg en dokumentarfilm i min samfundsfagstime, som handlede om drab mellem to venner. Vi fulgte retssagen og så, hvordan alt det juridiske og selve systemet fungerer. De opdagede, at det slet ikke fungerer som i amerikanske film, og det gjorde enormt indtryk på dem. Tænk hvad det kunne give eleverne, hvis de kunne opleve realiteterne i virkeligheden. Det ville være en drøm for min samfundsfagsundervisning.

Vi kunne snakke med mennesker, som vi normalt kun læser om i bøgerne, og det ville blive en anderledes og mere virkelighedsnær skoledag og undervisning. Det ville gøre en stor forskel for de lange skoledage, hvis vi nogle dage kunne tage på faglige ture ude i virkeligheden over middag.

Jeg har håb for, at det kommer til at ske en dag - at samfundsfag kan blive et samfundsnært fag. Men spørgsmålet er, hvor lang tid der går. Det handler i sidste ende om politisk vilje".