
Sådan faldt ministerordene om skoleændringer i "elefantstørrelsen"
Der er brug for ændringer af folkeskolen i elefantstørrelsen. Sådan lød det fra undervisningsministeren under onsdagens spørgetime i folketingssalen, refererede Altinget her til morgen. Folkeskolen.dk gengiver her, hvordan ministerens ord faldt.
Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er ikke kendt som en minister, der udtrykker sig med vage formuleringer. Således heller ikke i gårsdagens spørgetime i Folketinget, kunne Altinget her til morgen referere. Mediet citerer ministeren for at, at skolereformen ikke har flyttet eleverne fagligt, og der derfor er der "brug for ændringer af folkeskolen i elefantstørrelse".
Det må siges at være ny markant udmelding fra ministeren. Folkeskolen.dk har læst Folketingets udskrift af gårsdagens spørgetime for at finde ud af, om ministeren undervejs uddybede, hvad det så er for store ændringer, hun har ambitioner om.
Hertil lød svaret fra Pernille Rosenkrantz-Theil, at det er "helt uacceptabelt", at mange forlader folkeskolen "uden at tilegne sig de læse- og regnekundskaber, der skal til for at kunne klare sig i vores samfund".
Det skal der gøres noget ved politisk, understregede ministeren, og slog fast, at hun ikke mener, at der er "tilstrækkelige redskaber i redskabskassen" til, at man kan løse problemet "på det nuværende grundlag".
Hovedløst fokus på testresultater
Ministeren præsenterede ingen konkrete bud på, hvordan politiske ændringer kan løfte elevernes læse- og regnekundskaber. Men Pernille Rosenkrantz-Theil fortalte, at hun mener, at man i årevis har været for dårlig til at bruge de mange resultater, man har om elevernes evner.
"Vi har fokuseret for meget på selve testene og for lidt på, hvad der skal ske, når vi har resultatet af testene. År efter år konstaterer vi bare en lille smule hovedløst, at nu har vi resultaterne igen, og at de ser sådan og sådan ud, men der ligger ikke nogen forpligtelse over for hinanden, over for kommunerne, over for skolerne eller over for lærerne til at sige, at så er det den her gruppe elever, man skal se på, og at de skal løftes. Der mener jeg simpelt hen, at vi har grebet det politisk forkert an, i forhold til hvad vi måler på", lød det fra Pernille Rosenkrantz-Theil.
Kig mere på de fagligt svageste
Ifølge ministeren vil det være en god ide at måle mere på, om skolen er i stand til at løfte de fagligt svageste elever.
"Vi skulle måle lidt på, hvor god man er til at løfte dem, der er i bunden, og det har vi ikke gjort godt nok", sagde hun og tilføjede, at hun har store forventninger til det kommende bedømmelses- og evalueringssystem, som endnu ikke er præsenteret.
Regeringen skulle efter planen have præsenteret et udspil til en erstatning for de udskældte nationale test inden sommerferien. Udspillet blev udskudt på grund af corona-situationen.