Topmødet bliver i år afholdt i Valencias vartegn for kunst og videnskab: Ciudad de las Artes y las Ciencias.

Topmøde: DLF-formand og ministeren skal diskutere inklusion i Valencia

I dag begynder det internationale lærertopmøde ISTP i Valencia, Spanien, hvor undervisningsministre og lærerorganisationsledere mødes for at høre forskere og besøge skoler. I år skal de diskutere inklusion, bæredygtighed og digitalisering baseret på corona-erfaringerne.

Publiceret

Ideen med det årlige topmøde International Summit of The Teaching Profession er, at lærerorganisationsformænd og undervisningsministre sidder sammen, hører de samme oplæg og besøger de samme skoler, så de kan blive klogere sammen og inspirere hinanden. Det koncept har haft varierende succes set fra et dansk synspunkt i de 12 år, topmødet har været afholdt. Nogle år har ministeren ikke kunnet deltage, hvilket gør, at lærerformanden heller ikke kan deltage i alle dele af konferencen. Nogle år har samarbejdsklimaet mellem minister og formandskab været køligt. Men sådan er det ikke i år, fortæller DLF-formand Gordon Ørskov Madsen.

”Det er klart, at det er meget nemmere i år, end det var i fx 2013. For selv om undervisningsministeren og jeg ikke er enige om alting eller om, præcis hvordan verden skal se ud, så er vi enige om, at det, der skal ske med skolen, skal foregå i et tæt samarbejde. Vi er helt enige om, at vi bestræber os på at gøre alt, hvad vi kan for at finde fælles løsninger til gavn for lærere, elever og forældre”, siger han.

Præsenterer Sammen om Skolen

På topmødet vil der blive arbejdet med temaerne digital udvikling i undervisningen, bæredygtighed og inklusion. Der vil være oplæg fra forskere, besøg på skoler i Valencia, og så skal ministre og organisationsledere i fællesskab fortælle, hvordan de arbejder med de tre temaer.

”Vi vil præsentere, hvordan vi arbejder i Sammen om Skolen, og hvordan vi inddrager praksis, så lærerne kan give deres perspektiver videre til politikerne, før de skal træffe beslutninger. Vi mener kun, at det er i samarbejdet, at vi kan finde holdbare løsninger, og at vi er gensidigt afhængige. Det tænker jeg kan være en fin inspiration til de andre landes deltagere”, fortæller Gordon Ørskov Madsen.

Der er fem forskellige spanske skoler og en læreruddannelse at besøge for ledere og ministre. Derudover vil der fx være oplæg om skoler, der har fundet gode løsninger på inklusion, hvilken rolle uddannelse skal spille i forhold til bæredygtighedsdagsordenen og oplæg fra forskere om emnerne.

”Det er et rigtigt godt koncept. Det bliver en mulighed for, at vi sammen med en række andre undervisningsministre og lærerforeningsformænd kan diskutere væsentlige temaer på tværs af landegrænserne. I forhold til digitalisering er det jo både væsentligt at tale corona-erfaringer, men også at vende, hvordan vi sikrer, at teknologiske giganter på det private marked ikke overtager undervisningen. Vi har jo udfordringer i forhold til digitale platforme, som kan sætte lærernes faglighed ud af spil. Der er en international bevægelse, som vi er en del af og kan lære noget af”, fortæller Gordon Ørskov Madsen.