Ekspert i undervisning (kommentar)

Lærere er altså semi-psykologer og skal ikke kun kunne undervise, mener en nyuddannet lærer. Man skal også blive klog på sig selv i løbet af sin uddannelse

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Professor Jens Rasmussen mener, at lærerstuderende skal lære noget mere teori om undervisning og mindre filosofi. Marie Bylov Falgren, der blev færdiguddannet for godt et år siden, er enig med ham et stykke af vejen. Men også kun et stykke.

»Jeg har selv oplevet undervisere på seminariet, der var tæt på virkeligheden, og undervisere, der var langt væk fra virkeligheden, og jeg kan da godt mærke, hvad det er for noget af undervisningen, jeg bruger nu aktivt som lærer«, siger hun.

»Men jeg synes alligevel ikke, at man skal give køb på tanken om, at læreruddannelsen skal være en dannelsesproces. Det brede teoretiske fundament, man får, giver perspektiv på det at være lærer, og det synes jeg er meget godt at have med sig, når man står ude i den hektiske hverdag«, tilføjer hun.

»Man møder et voldsomt forventningspres som lærer. Forventninger fra ledelse, fra forældre, fra kolleger og fra politikere; nogle gange er det som at stå i en orkan, og det kan være svært at finde meningen. Så hjælper det, at man er blevet klogere på sig selv igennem sin uddannelse. Det er en personlig dannelsesproces, som er god at tage med, når man skal ud og være lærer«.

Jens Rasmussen mener, at de studerende skal uddannes til eksperter i undervisning, de skal ikke blive semi-psykologer eller semi-sociologer eller semi-filosoffer. Det er Marie Bylov Falgren uenig i.

»Som lærer i den danske folkeskole er man ikke bare underviser. Langt hen ad vejen er vi altså semi-psykologer og semi-sociologer«, siger hun.

»Det kan godt være, at der er et krav om, at vi skal være eksperter i undervisning, fordi vi skal levere nogle resultater ved kasse ét; men det betyder ikke, at skolens dannelsesmæssige opgave er forsvundet. Det betyder bare, at vi skal løbe hurtigere. For selv om jeg hver eneste dag skal forholde mig til min egen undervisningspraksis, så skal jeg altså også forholde mig til eleven, der er midt i en sorgproces, og løse en konflikt, der er opstået i skolegården. Og jeg skal også samtidig rumme en dreng med Asperger og én med ADHD og så videre«, tilføjer hun.

»Og hvis jeg ikke har et teoretisk fundament for at vide, hvordan jeg skal håndtere de her børn, som ikke kun handler om metode, men om indsigt i diagnoser og indsigt i, hvordan de her børn reagerer i forskellige psykologiske sammenhænge - jamen, så synes jeg, den opgave er svær at magte. Og den bliver større, fordi kravene om inklusion vokser«.

Der skal mere how to do ind i læreruddannelsen, foreslår Jens Rasmussen. Men Marie Bylov Falgren er imod en mere lærebogsorienteret undervisning på læreruddannelsen.

»Jeg kan kun støtte tanken om, at man gør læreruddannelsen mere praksisorienteret. Måske skal fagdidaktikken også fylde noget mere, og man kunne godt være lidt mere konkret med hensyn til, hvordan man underviser i folkeskolen«.

»Men når Jens Rasmussen taler om de her såkaldte lærebøger, så tænker jeg, at sådan nogle bøger har jeg stiftet rigtig meget bekendtskab med i min tid på seminariet. Jeg har haft mange fagdidaktiske bøger, hvor der var masser af forslag til, hvordan man kunne gribe undervisningen an«.

»Man skal bare huske, at der er mange forskellige metoder, og det skal der også være, fordi der er forskel på, hvad der virker i den ene klasse og i den anden klasse og på den ene skole og den anden skole«.

»Min frygt er, at det bliver: Godt, så kan vi slå op i den her bog, og så kan du køre efter den her manual, og at det er det, man skal lære på seminariet. Det fungerer ikke ude i virkeligheden, fordi børnene bare ikke altid reagerer efter lærebøgerne«.

I modsætning til Jens Rasmussen ville Marie Bylov Falgren gerne have mere praktik i læreruddannelsen.

»Jeg har svært ved at følge argumentet om, at så skal man bare øve sig på nogle medstuderende«, siger hun. »Ikke at der som sådan er noget galt med det, men jeg synes, der er umådelig stor forskel på at øve sig på studiekammerater og på rigtige børn, som ikke altid lige reagerer efter lærebogen«.

»Man bliver nødt til at komme ud i virkeligheden. Stod det til mig, skulle man opprioritere praktikken. Man skulle ud flere gange og i længere perioder, hvor man var alene. Som det er nu, hvor man ofte er ude i en gruppe på fire, er det en meget simuleret virkelighed«.

Marie Bylov Falgren synes derimod, at Jens Rasmussens idé om et obligatorisk introduktionsår er god. Blot skal man sikre sig, at dette første år som lærer ikke får status af en prøveansættelse.

»Det lyder interessant, at man det første år stadig er ved at lære at blive lærer. Men der skal være klare regler, som sikrer, at man kan blive fastansat, selv om ens undervisning ikke lykkes. For hvad er man ude i, hvis man lige får en problematisk klasse eller har været for meget syg det år«.

Og så til sidst et hjertesuk fra Marie Bylov Falgren: »Jeg synes ikke, at læreruddannelsen skal ligge på universitetet. Jeg er ikke sikker på, det vil give en bedre kobling mellem teori og praksis, som Jens Rasmussen taler for. Jeg frygter, at der vil ske det modsatte«. |

Marie Bylov Falgren blev færdig med sin uddannelse på Frederiksberg Seminarium i 2009. Da havde hun allerede arbejdet som lærer på halv tid i et år på Lergravsparkens Skole på Amager, hvor hun nu er fastansat. Hun var næstformand for Lærerstuderendes Landskreds fra 2006 til 2008.

Powered by Labrador CMS