Lektiecafeen er et frivilligt tilbud frem til folketingsvalget - også i Kerteminde

Skoleleder: Landspolitikerne gør det ikke let at planlægge

Skolelederne i Kerteminde Kommune retter ind og planlægger foreløbig – frem til det folketingsvalg, vi endnu ikke kender datoen for - med frivillige lektiehjælpsordninger. Men det gør planlægningen besværlig, siger skoleleder Jesper Bech Madsen. Opdateret med kommentar fra SF's Annette Vilhelmsen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Formanden for skolelederne i Kerteminde Jesper Bech Madsen sagde forleden til P4Fyn, at han og hans kolleger var klar til lidt civil ulydighed, fordi KL havde meldt ud, at man forventede obligatorisk lektiehjælp efter sommerferien.

"Hvis valget kommer på denne side af ferien, er det helt i orden", siger chefjurist i Undervisningsministeriet Liz Nymann Lausten om de fynske planer. Men hvis valget ikke er udskrevet, når eleverne møder efter ferien, så må lektiehjælpsordningerne være frivillige ind til valget, som kommer senest 15. september, lyder meldingen fra ministeriet. Det er som bekendt en følge af De Konservatives modstand mod obligatoriske lektiecafeer ved aftalen om folkeskolereformen, og De Konservative vil fortsat ikke være med til at give skolerne mulighed for at vælge obligatorisk lektiecafe fra næste skoleår.

Konservative står fast: Nej til obligatorisk lektiecafe fra august 

Og nu retter Kerteminde-skolerne altså ind:

"Da jeg fremkom med de udtalelser, lå der en anbefaling fra KL om, at det var ok at operere med obligatoriske lektiecafeer efter sommerferien. Den anbefaling er efterfølgende blevet ændret, og det vil vi naturligvis rette os efter og gøre lektiecafeerne frivillige indtil efter et folketingsvalg", forklarer Jesper Bech Madsen.

"Når det er sagt, skal det også bemærkes, at vores landspolitikere ikke gør det nemt for os at planlægge skole med sådan en lovgivning. Det giver megen unødig dobbelt arbejde for skoleledelserne i en i forvejen meget travl og kompleks hverdag. Den tid vi nu skal bruge på at operere med en plan A og en plan B, er tidskrævende og kunne være brugt på megen anden konstruktiv udvikling af folkeskolen og kommende skoleår".

SF: De Konservative er ufleksible

(Opdateret kl. 12.15, red.) Undervisningsordfører for SF Annette Vilhelmsen giver Jesper Bech Madsen helt ret, men placerer skylden helt og holdent på ét partis skuldre, nemlig De Konservative, som ikke har villet åbne for, at skolerne må indføre obligatoriske lektiecafeer ved skoleårets start uanset valgdato.

"Alle ved, at valget kommer senest 15. september, og vi ved at placeringen af de frivillige lektiehjælpsordningerne er en akilleshæl, der giver problemer i skolehverdagen", siger hun til folkeskolen.dk og mener, at De Konservatives modstand mod obligatoriske lektiehjælpsordninger er blevet overhalet af virkeligheden.