Lektiehjælpen flytter ind i timerne, og hver 10. skole er lektiefri

Skolerne skal med reformen tilbyde en form for lektiehjælp. På halvdelen af skolerne indgår denne hjælp som et separat element på elevernes skemaer. Og hver 10. skole er i dag lektiefri. Det viser tal fra Epinion.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der gik ikke længe, fra eleverne var mødt ind til et nyt skoleår tilbage i august 2015, før avisspalterne var fyldt med kritiske røster fra både forældre og politikere.

Skoledagen var blevet længere, og mange mente, at den nu var blevet for lang. Nu skulle alle elever have lektiehjælp/faglig fordybelse i skoletiden. Og det gav mange steder obligatoriske lektiecafeer på elevernes skemaer.

I dag viser nye tal, at kun halvdelen af folkeskolerne har lektiehjælp eller faglig fordybelse som et selvstændigt element på skoleskemaet.

Ungdommens Røde Kors om lektiehjælp: Efterspørgslen er steget efter reformen 

Det viser tal fra Epinion, som for Undervisningsministeriet har spurgt et stort antal skoler til en række reformelementer.

Lidt flere end 4 ud af 10 skoler har lektiehjælpen og den faglige fordybelse som en integreret del af undervisningen (ændret d. 20/12). En lille gruppe skoler angiver, at de både kører med skemalagt lektiehjælp og hjælp, der er integreret i fagtimerne.

DLF: Størst udbytte, når hjælpen er integreret i undervisningen

Hos Danmarks Lærerforening er formand for foreningens undervisningsudvalg Bjørn Hansen glad for, at en stor del af skolerne nu  placerer lektiehjælpen i fagene.

"Det er et godt tegn, at mange skoler vælger at have hjælpen som en integreret del af undervisningen. På den måde har faglæreren mulighed for at støtte eleverne i de elementer i faget, som de har svært ved", siger han.

Riisager: Pædagoger på tynd is i lektiecafeerne 

I udskolingen er det på 9 ud af 10 skoler enten udelukkende eller primært lærere, der står til rådighed, når eleverne får hjælp til lektierne. For de mindste elever kommer hjælpen udelukkende eller primært fra pædagoger på hver femte skole.

Hver 10. skole er lektiefri

Skolerne er også blevet spurgt ind til, hvornår på dagen, de placerer lektiehjælpen. Størstedelen af skolerne har en del af deres lektiehjælp mellem kl. 12-14. For halvdelen af eleverne i udskolingen er en del af lektiehjælpen placeret efter kl. 14.

Og det bekymrer Bjørn Hansen.

"Eleverne er trætte sidst på dagen, og man kan også frygte, at eleverne ikke altid får hjælp fra deres egen faglærer, så det vil sjældent give den bedste udnyttelse af timerne", siger han.

Størstedelen af skolerne angiver, at de i gennemsnit har lavt 2-3 timer til lektiehjælp og faglig fordybelse på skemaet.

Lektiecafeer taber de dygtige elever 

11 procent af skolerne angiver, at de har valgt at blive en lektiefri skole, mens 42 procent angiver, at nogle klasser eller årgange er lektiefrie, mens andre stadig har lektie, der skal løses derhjemme.