Forskning

Gør vi børn fortræd?

Selvevaluering er blevet en naturlig del af skolen, men ofte har det hårde og utilsigtede konsekvenser for elever. Der er brug for kritisk refleksion fra lærere og ledere, lyder det i ny bog.

Publiceret

EN MODEL TIL KOLLEKTIVEVALUERING

De tre lektorer mener, at lærere og elever i højere grad skalsamarbejde om at udvikle undervisningen, så den understøtterbørnenes læring og deltagelse. Derfor har de udviklet en mereinkluderende evalueringsform, hvor klassen i fællesskab kanevaluere et forløb:

• Status: Hvad har vi arbejdet med? Hvad har vi lært? Hvad varinteressant?

• Refleksion: Hvilke arbejdsformer og aktiviteter oplevede visom gode? Hvordan har vi samarbejdet? Hvordan har læreren støttetos?

• Fremadrettet. Hvad er særlig betydningsfuldt for vores læringog deltagelse? Hvad synes vi, læreren skal være opmærksom påfremover?

POLITISK ØNSKE HAR BANET VEJEN

Evaluering i skolen har ændret karakter fra at være lærere, derevaluerer undervisningen, til at evalueringer også foretages afbarnet selv, og at barnet dermed også gøres ansvarlig for atudvikle og forbedre sig. I bogen »Jeg må være den dummeste iklassen« beskriver tre lektorer fra Københavns Professionshøjskole,hvordan selvevaluering er en del af et større skolepolitiskfelt.

Evaluering tæt på det enkelte barn opstår med skolereformen i1993. Her er en af udfordringerne, at det er vanskeligt atsammenligne skolerne. Det førte til et politisk ønske om at styreskolerne mere.

Tidligere var det politiske fokus på at evaluere skolensundervisning for at finde svar på, om undervisningen fungeredeefter hensigten. I dag er man fra politisk hold optaget af atimplementere evalueringsformer, der fokuserer på, hvilkelæreprocesser undervisningen giver anledning til hos det enkeltebarn. For at understøtte udviklingen har politikerne skabt særligestrukturer i skolen, for eksempel de digitale læringsplatforme.

Forfatterne ser politikernes ønske om at optimere børnenesudbytte af undervisningen som en vej til at skabe et stærkeresamfund. Det tog fart i nullerne med de første Pisa-resultater,elevplaner og målstyret undervisning. Der var en politisk antagelseom, at elevers faglige niveau kan løftes med solid viden om egenlæring og en individuel handleplan, der kan føre til merelæring.

»Når man forstår læring som processer, der kan optimeres påbaggrund af barnets bevidsthed om egen formåen, er vejen banet for,at selvevaluering finder vej til skolens undervisning«, fastslårforfatterne.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Der er tre små mål, læs dem … Jeg ved, I er virkelig gode til det. Der er tre små mål. I gør det bare, så godt som det er muligt. Det er ikke en stavekonkurrence, men man skal skrive det. Da jeg gik i 3. klasse, kunne jeg heller ikke skrive helt perfekt. I må love mig ikke at gå i spåner«.

Peter er natur- og teknologilærer i 3. klasse og er ved at lægge op til, at klassen skal evaluere udbyttet af et undervisningsforløb om kroppen. Som altid, når klassen har afsluttet et forløb, skal det evalueres i Meebook. De fleste sidder klar med iPads. Men Peter må hente iPads til dem, som mangler. Mens læreren er væk, løber en elev op til plakaten med påtegnede muskler og memorerer svarene, mens han holder en finger for læben for at vise, at ingen skal sige noget. Da evalueringen går i gang, må en enkelt elev føres ud, da han danser bag bordet. De fleste andre evaluerer de tre mål.

Alfred er en af de sidste tilbage. Han veksler mellem dybe suk, fordybelse og lange blikke mod døren, der jævnligt åbnes og lukkes af de mange børn, der er færdige. Til sidst lægger han hovedet i hænderne. De store øjne er let blanke. Da Peter blidt aer ham over håret, svarer han: »Jeg må være den dummeste og langsomste i klassen«.

Scenen er taget fra en ny lærebog til lærerstuderende: »Jeg må være den dummeste i klassen«. Bogen tager afsæt i et forskningsprojekt fra 2017 til 2019, som de tre lektorer på Københavns Professionshøjskole Sine Penthin Grumløse, Lise Aagaard Kaas og Mathias Sune Berg står bag. De tre forfattere var interesserede i at undersøge, hvordan selvevaluering i skolen foregår og opleves af børn.

»Der er ingen tvivl om, at hensigten er god. Men hvad er det for en praksis, der udvikler sig? Får lærere, ledere, kommuner og politikere kigget på det?« spørger Sine Penthin Grumløse.

De tre lektorer zoomer ind på skolens hverdag med mange forskellige evalueringstyper, som i mange tilfælde er en selvfølgelig del af skolehverdagen. Men når man kommer helt tæt på, bliver det tydeligt, at der er brug for et kritisk blik.

»Evalueringsformer er ikke særligt differentierede. Man udsætter alle børn for det samme. Vi peger på, at evalueringer ser ud til at være særligt sårbarhedsskabende for børn, når de er individuelle. Det sker sjældnere, hvis man reflekterer i fællesskab. Så er det mere gruppen end individet, man er optaget af«, siger Lise Aagaard Kaas.

Mathias Sune Berg er ikke i tvivl om, at det er tid til at stoppe op og tænke over, hvordan man bruger evaluering og særligt selvevaluering i skolen:

»Gør vi børn fortræd med den her evalueringsform, fordi vi ikke tænker os om?«

Tungt ansvar på små skuldre

Politikernes ønske om, at alle børn skal blive så dygtige, som de kan, har medført et øget politisk ønske om styring. Det har ført til en eksplosion af både faglig og social evaluering og selvevaluering i skolen. Lektorerne sætter spørgsmålstegn ved, om de mange evalueringer overhovedet bidrager til, at alle børn kan forløse deres potentiale.

»Når man kigger på en børnegruppe, så er der nogle, der oplever, at evaluering er særligt svært, at de ikke er dygtige nok i skolen. De oplever, at den rygsæk, de har på, bliver tungere og tungere. Der er nogle børn, der befinder sig meget dårligt i den måde at lave skole på«, siger Sine Penthin Grumløse.

»Vi kunne se det med det samme. Der var børn, der gemte sig bag gardinet. Som græd og måtte hjem. Når man kom udefra, var det meget tydeligt, at nogle havde det meget dårligt ved kravet om gentagne gange at skulle tage stilling til deres personlige og faglige udvikling, supplerer Mathias Sune Berg.

Han mener, det er vigtigt, at lærere og eventuelt pædagoger i fællesskab reflekterer over, hvad evalueringerne gør ved det enkelte barn. For det overraskede forfatterne, at det ikke kun var fagligt svage elever, men også fagligt dygtige elever, der blev påvirket.

»Nogle af de børn, der ellers ubesværet lever op til skolens faglige krav, tænker meget over, hvordan de besvarer evalueringerne«, siger Lise Aagaard Kaas.

»Det er pligtopfyldende børn, der virkelig prøver at leve op til kravene, samtidig med at de godt kan se, at det er umuligt. Men de bliver ved med at kæmpe for at svare på den måde, som opgaverne bliver stillet på. Derfor kan man godt overse dem«, siger Mathias Sune Berg.

Børn bliver tvunget til selvevaluering

Forfatterne understreger, at selvevaluering ikke er en metode, der står alene, men at den ofte rammesættes af konkrete værktøjer som for eksempel logbog og portfolio. Mange læringsplatforme og læremidler lægger også op til elevernes selvevaluering. Men det er meget forskelligt, hvordan selvevalueringen foregår på skolerne, observerer forfatterne.

Forfatterne har et kritisk blik på læringsplatforme, hvor eleverne eksempelvis individuelt skal sætte stjerner, hvis de vurderer, at de har nået de mål, som er sat. Men den største kritik retter de tre lektorer mod evalueringstyper, hvor det er børnenes personlighed, som evalueres.

De har observeret daglige humørmålinger og følelseshåndteringsforløb. Et fælles kendetegn for disse aktiviteter er, at elever »træder frem« foran klassen og reflekterer over sig selv eksempelvis ved at sætte tal og ord på, hvordan de har det, eller hvorfor de opfører sig, som de gør - eksempelvis hvis de har haft en dårlig morgen.

De tre lektorer oplevede, at flere elever ikke havde lyst til at deltage i et vredeshåndteringsforløb. I et eksempel, hvor læreren hængte billeder op i klassen, og hvor eleverne skulle stå sammen med noget, som illustrerede deres opførsel, eksempelvis en vulkan, en bombe eller en slange, prøvede flere - uden held - at undslå sig.

Personlig selvevaluering kan være grænseoverskridende, fortæller Mathias Sune Berg.

»Det peger ind i den personlige eller private sfære. Der kan man stå helt alene og være anderledes end de andre og blive sat i en kasse, som er svær at komme ud af. Med humørbarometeret er budskabet: 'Nå, nu er du ked af det igen'. Svaret kan være: 'Det er jeg altid'. Det er ikke til gavn for alle børn. Det gør dem mere sårbare, og det er, som om børnene ikke kan vælge det fra at deltage i de her selvevalueringer. De skal stille sig selv til skue og være på hele tiden«.

Sine Penthin Grumløse er enig: »I det øjeblik de takker nej eller prøver at komme udenom, bliver det tolket som en hån mod fællesskabet, fordi evalueringen er en måde at være en del af fællesskabet på. Vi mangler en dialog om, hvad børn skal dele med hinanden«.

Lise Aagaard Kaas mener, at flere voksne burde overveje at lave en lakmusprøve på, hvordan de selv ville have det med en personlighedsvurdering foran kollegerne.

»Hvis en arbejdsgiver udsatte mig for det samme, ville jeg takke nej, og så ville jeg blive vred. Men det kan børn ikke, for så kommer de i konflikt med de krav, der stilles i skolen. Derfor bliver vi nødt til at reflektere over, hvor tæt kan man tillade sig at gå på børn. Umiddelbart ser det ud til, at hvis det er børn, så kan vi tillade os alting«.

Lærerne er i klemme

I observationerne i klasserne har forfatterne set, at der ofte kun er én rigtig måde at deltage på i selvevalueringerne. Det betyder, at evalueringsaktiviteterne nemt gør, at nogle børn er udenfor, fordi de ikke deltager som forventet.

»Resultatet bliver, at det i sidste ende er børnene, der efterlades med ansvaret for at leve op til skolens krav. Med det individualiserede blik, så handler barnet. Du nåede ikke at lære det med kroppen, men det må du se at få lært, for nu skal vi videre. Vi må flytte fokus fra, at det er barnet, der skal lære, til at det er didaktikken, der skal ændres. Det er læreren, der har ansvaret. Det er ikke det enkelte barn«, siger Mathias Sune Berg.

En nærliggende forklaring er, at lærerne ikke er gode nok til at bruge værktøjerne. Men det afviser lektorerne. Mathias Sune Berg understreger flere gange, at de har set dygtige lærere, der kæmper for at opfylde kravene og samtidig passe på eleverne.

Lise Aagaard Kaas mener, at lærerne befinder sig i en klemme.

»På den ene side skal de leve op til de forventninger, de mødes af kommunalt, af deres ledelse og af politikerne, og på den anden side skal de passe på børnene«, siger hun og tilføjer, at lærerne skal have mere hjælp ovenfra:

»Der skal udvikles flere værktøjer, der understøtter udviklingen af en inkluderende undervisningspraksis frem for at nære den præstationskultur, der aktuelt præger skolens evalueringskultur«.

Styrk fokus på fællesskabet

En vej til at passe bedre på eleverne er sammen i for eksempel teamet at reflektere over den evalueringskultur, som i dag bliver betragtet som en naturlig del af en skolehverdag. For der skal en kulturændring til, mener de tre forfattere, som også mener, at opgøret med målstyring er et skridt på vejen, og at lærerne kan bidrage til kulturændringen.

»Der er en ret udpræget grad af metode- og handlefrihed, som lægger op til en mere fællesskabende didaktik, som også inddrager kolleger. Det handler om at stille spørgsmål til det, man bliver præsenteret for. Evaluering kan være godt, hvis det bliver brugt på den rigtige måde, hvor det skaber værdi for både lærere og børn. Men mange steder bliver det ikke brugt meningsfuldt«, siger Mathias Sune Berg.

Anmeldelse: Ekskluderende selvevaluering