Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

”Så Ane skal altså både læse i 20 minutter og stave i 15 minutter?”

Understøttet af faglige argumenter, forskelligartede læsemetoder og med Lene Tanggaard i tankerne, træder jeg op på min imaginære ølkasse og svarer ja på beskeden i Aula. 

To minutter efter træder jeg ned fra "ølkassen" og svarer så, at det selvfølgelig under ingen omstændigheder skal være en stressfaktor. Jeg er sågar tæt på at skrive, at den ellers så velmenende fællesbesked i virkeligheden slet ikke gælder Ane. Lektierne skulle så nødig stjæle Anes fritid eller tære på skolemotivationen.

Lektier er ikke nødvendigvis lig med trivsel og skoleglæde, men det er træning. Syvtabellen, tysk grammatik og daglig læsning kan og skal trænes hjemme, fordi det letter læringen, og fordi det giver bedre mulighed for deltagelse i undervisningen. Lektier er desuden med til at oparbejde evnen til at organisere sin tid, tage initiativ og behovsudsætte, som bliver mere og mere afgørende, jo længere man kommer i skolesystemet.

Med når det sagt, så er det med lektier, som det er med undervisning og i øvrigt de mange andre krav, vi stiller til vores elever, at de skal differentieres.

Når jeg beder Ane om at læse hjemme, er det, fordi jeg ved, at hun kan lære at læse, og fordi jeg ved, at hun skal lære at læse. Den bog, hun skal læse i, er ikke nødvendigvis den samme bog som klassekammeraterne, og den bog, hun skriver i, er ej heller nødvendigvis den samme bog som klassekammeraternes.

Det ændrer ikke på, at Ane skal rustes til modstand, og at det derfor også er vigtigt, at Ane mødes af forventninger og krav, som hun lykkes i. Det gælder både hjemme og i skolen.

Jeg leder ikke efter syndebukke

Jeg vil så gerne blive stående på ølkassen og indtage en mere myndig rolle, hvor jeg autoriserer mig selv, som Lene Tanggaard refererer til, men jeg har hverken tid eller lyst til at kæmpe alle kampe selv.

Når jeg informerer om andet end lektier såsom f.eks. for sent fremmøde, konflikter og manglende idrætstasker og computere, er det ikke for at pege fingre, men for at gøre opmærksom på, at for sent fremmøde forstyrrer undervisningen og stigmatiserer den enkelte elev. Jeg leder ikke efter syndebukke, når jeg informerer om konflikter, men jeg ønsker at informere forældre om oplevelser, som har været grænseoverskridende, så vi i fællesskab kan blive klogere på, hvordan vi undgår lignende situationer.

Jeg ved, at alle gør det bedste, de kan, men jeg kan ikke trylle hverken idrætstøj eller computer frem for flere elever på daglig basis, hvorfor deltagelsen i undervisningen og klassefællesskabet ikke er optimal.

Nemmest at stryge forældre med hårene

Når jeg først svarer Anes forældre fra ølkassen, for dernæst at træde ned fra den og tilnærmelsesvist fritager dem for at læse lektier, så er det, fordi det desværre er nemmere at stryge forældre med hårene og fritage dem for ansvar. I værste fald ender jeg med at lave elevernes lektier for dem, at løse konflikterne selv, at trylle glemte sager frem og at stille uret to minutter tilbage, så ingen kommer for sent. Og så er jeg desværre med til at sørge for, at folkeskolen ikke er et fælles ansvar.

Banen skal kridtes op for, hvad der er skolens opgave, og hvad der ikke er skolens opgave. Hvad der skal på skoleskemaet, og hvad der ikke skal.

Det kræver, at både ledere, lærere og forældre tør sætte fokus på ansvarsområder, og at vi i fællesskab forbereder hinanden på vores rolle, så vi alle medvirker til at danne et forpligtende fællesskab for vores elever.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk