Debat

Svar: Stor respekt for lærernes professionalisme 

Svar på Bjarke Pihlkjær Gades kritik af kurset ”Flersprogethed i uddannelsessystemet”

Publiceret Senest opdateret

Vi har med stor undren læst Bjarke Pihlkjær Gade’s kritik af vores kursus ”Flersprogethed i uddannelsessystemet”. Vi er altid glade for engagerede studerende, og påskønner at Bjarke Pihlkjær Gade forholder sig til kursets pensum og indhold, og rejser en kritisk drøftelse om et komplekst emne. Men som lektor i udviklingspsykologi, der er tidligere folkeskolelærer, og som lektor i pædagogisk psykologi, der begge har stor respekt for lærergerningen og for folkeskolen, er det ærgerligt at se kursets pensum og undervisningen blive misrepræsenteret på denne måde. Den interesserede læser kan se kursusbeskrivelsen her

Kurset har til formål at introducere de studerende for en række forskellige psykologiske perspektiver på de muligheder og udfordringer, som kendetegner det pædagogiske og didaktiske arbejde med flersprogede børn og unge i dagtilbud, folkeskolen og ungdomsuddannelser. Cirka halvdelen af pensum handler om forskning i sprogtilegnelse hos børn med flere sprog og om, hvorledes man skaber hensigtsmæssige didaktiske rum for at styrke børns sprog- og læsetilegnelse. Dette indebærer diskussioner om betydningen af modersmålsundervisning, ”translanguaging” og flersprogethedens betydning for udviklingen af øvrige kognitive funktioner. Den anden halvdel af pensum adresserer forældresamarbejde, identitetsdannelse, marginaliseringsprocesser, og læringsteorier.

Bjarke Pihlkjær Gade hævder, at der i kursets pensum findes ”den rigtige lærer” og ”den forkerte lærer”, og redegør for en række eksempler fra pensum. Det er dog vanskeligt at genkende Bjarke Pihlkjær Gades redegørelse. Kurset trækker på en lang række relevante teorier indenfor den pædagogiske psykologiske forskning i Danmark, og beskriver feltets sammensathed. Ingen af artiklerne/bøgerne beskriver ”forkerte lærere”. I stedet beskriver de en pædagogisk praksis der er kendetegnet ved modstridende krav, paradokser, og komplekse mulighedsbetingelser, der skaber potentialer og udfordringer for det pædagogiske arbejde, som tager hånd om den mangfoldighed der præger et flersproget og multikulturelt klasseværelse.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

I kurset er der også drøftet politik og love og den praktiske udmøntning af dem. Vi har eksempelvis drøftet, hvilke muligheder og udfordringer der knytter sig til den praksis, at flersprogede børn i Aarhus bliver kørt i busser til andre skoler end deres distriktskole. Undervisningen på kurset har ikke forholdt sig til, hvorvidt § 5 stk. 7 i folkeskoleloven, der muliggør denne praksis, er rigtig eller forkert set i politisk øjemed, men har opfordret de studerende til at reflektere over, hvad disse strukturer betyder for børns læring og sociale liv, for lærers arbejdsvilkår, og forældres muligheder for at leve op til deres ansvar. Ved at undersøge strukturer og love kan vi afindividualisere problemstillinger, og det bliver muligt at få øje på, at de udfordringer, der udspiller sig i hverdagen, netop ikke handler om forkerte lærere, ej heller om forkerte forældre eller forkerte børn. Kursets formål har været at arbejde med psykologiske, sociologiske og antropologiske teorier for at øge de studerendes problemanalytiske kompetencer, så man ikke falder i ”playing the blame game” eller dikotomiske fortolkninger som henholdsvis ”forkerte” og ”rigtige” lærere.

Bjarke Pihlkjær Gade slutter sit debatindlæg med en beskrivelse af en anekdote fortalt af Noomi Matthiesen om sit forsvar for snart 9 år siden. Anekdoten er groft fejlgengivet. Der var aldrig noget pres for at bryde forskningsdeltagernes anonymitet, som Bjarke Pihlkjær Gade hævder. Anekdoten berettede om en opponent, som skriftligt undrede sig over, hvorfor nogle udsagn ikke blev fortolket som racistiske, hvilket gav anledning til en diskussion ved forsvaret omkring, hvornår et udtryk kan betragtes som racistisk – ikke et nemt diskussionsemne. Noomi fortalte anekdoten i forbindelse med en samtale på kurset, der drejede sig om forsknings- og formidlingsetik. Anekdoten skulle illustrere, hvor vanskeligt et felt det er at navigere i for alle, da mange vigtige diskussioner kan være særdeles sårbare. Det er dog helt afgørende for vores pædagogiske praksis (både i folkeskolen, i ungdomsuddannelserne og på universitetet), at vi i fællesskab kan undersøge og tale om det komplekse, det bøvlede og det som skaber både muligheder og dilemmaer i det mangfoldige klasseværelse.

De lærere/pædagoger som vi møder i vores forskning, og i den forskning vi sætter på pensum, er dygtige og engagerede professionelle, som brænder for deres fag. Vi er evigt taknemmelige for dem, der bidrager til forskningen, og håber at andre læsere kan se de konstruktive og mulighedsudvidende potentialer, der ligger i forskningsanalyser der handler om de vanskelige mulighedsbetingelser, der konstituerer det mangfoldige læringsrum. Og vi håber, at alle os, der kerer os om børn og unge, fortsat kan drøfte hverdagens udfordringer på måder, der fastholder respekten, kompleksiteten og nuancerne, og som peger mod betydningen af fællesskabet og dets strukturelle betingelser.

Hvis læseren ønsker at dykke ned i litteraturen på pensum som vi har været forfatter på, kan vi anbefale at læse følgende:

1. denne artikel af Hanne B.S. Knudsen og hendes kollegaer

2. denne anmeldelse på folkekolen.dk af Noomi Matthiesen og Maria Ovesens bog om forældresamarbejde med etniske minoritetsfamilier

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.