Anmeldelse

Omfavn mig måne / Film, medier og medieforståelse / Historie, samfund og religion

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En ægte kulturperle af en film, som man skal unde sig selv og sine elever at se, også selv om den ikke lige er med på årsplanen. Derved vil det måske som det skete for filmens skaber gå op for eleverne, at Tyrkiet og tyrkere er andet og mangfoldigt meget mere end det stereotype billede, de opsnapper fra andre medier. Filmen havde premiere i 2002 og har fået tre tyrkiske filmpriser, mens den har været nomineret til to danske hvorfor den så ingen har fået, er en gåde.

Nu er der udkommet to små hæfter, som kan være en hjælp, når man vil bruge filmen i sin undervisning. De er beregnet på de ældste klasser, men filmen selv er så universel, at den sagtens kan ses som oplevelse og udgangspunkt for samtale i hele skoleforløbet. Den er et stykke iscenesat virkelighed og handler om de dramatiske begivenheder, der førte til, at en familie flyttede fra en lille landsby i Anatolien til Danmark, hvor faderen blev fremmed- eller gæstearbejder. Ved filmens slutning er faderen gammel og vil gerne hjem til Tyrkiet, mens sønnen føler sig dansk, er dansk gift og vil blive.

Rollerne er besat med tyrkiske skuespillere, moderen er smuk, og faderen skulle også falde i kvinders smag. Men allerbedst er sønnen som dreng et helt fantastisk naturtalent, Tyrkiets svar på Buster Oregon Olsen. Også alle biroller er professionelt udført, så resultatet er i høj grad seværdigt.

Handlingen er dramatisk, men også poetisk, humoristisk, bevægende og gribende, og undervejs får man et fint indblik i denne del af Tyrkiets kultur og den nærmeste historie. Skulle man pege på en svaghed ved filmen, vil det være, at den foregår hos en minoritet, alevitterne, som bekender sig til en udogmatisk gren af islam.

Filmen går de knap 50 år tilbage, hvor Danmark blev et industriland og pludselig efterspurgte mere arbejdskraft, end vi selv kunne levere. Vi følger familien i Tyrkiet, og temaerne undervejs er kærlighed, familiesammenhold og generationsopgør, kultur og natur, kampen for det daglige brød og en bolig, afhængigheden af hinanden og andre i det lille samfund. En onkel kommer på besøg fra Danmark, her har han fået arbejde på et fjerkræslagteri og er dagens mand i skysovs, da han arriverer i sin flyder af en Opel Kapitän. Og da alt til sidst går galt for familien, giver faderen op og tager til Danmark. Vi får således også indirekte et stykke dansk historie.

De to hæfter rummer baggrund, forslag og opgaver til forskellige tværfaglige emner, overordnet om films og specielt denne films tilblivelse og om Tyrkiets historie og de tyrkiske indvandreres historie i Danmark. Hæfternes udstyr er beskedent, men det er prisen også, og de er nydelige og brugbare hæfter, som rigtigt anvendt vil kunne danne udgangspunkt og grundlag for givende forløb.

Filmen kan købes hos DBC (telefon 4486 7888) eller lånes på folkebiblioteket eller hos Blockbuster. I øvrigt har Elisabeth Rygaard en hjemmeside: www.elisabethrygaard.dk

Så nu har du chancen for at få sat et relevant emne på din nye årsplan.