I forhold til omgivelserne i Berlin-bydelen Wedding virker Herbert-Hoover-Real­schule som et levn fra en svunden tid. Den gamle murstensbygning med sine høje vinduer, søjler og svungne ornamenter står omringet af boligkarréer i moderne, gråt beton. Skolen vækker billeder til live af en epoke, hvor tugt og tvang sørgede for orden blandt vandkæmmede tyske elever. Senest sørgede mobning og vold for kaos blandt skolens unge, der i dag hovedsageligt kommer fra indvandrerfamilier.

Så indførte skolen en regel, der umiddelbart synes grebet ud af en mørk fortid: Eleverne blev forpligtet til kun at tale tysk - ikke blot i undervisningen, men også i frikvartererne.

»Grædende børn, endeløse irettesættelser og bortvisninger. Vi havde løbende problemer med vold og dens følger«, siger viceinspektør Hans-Joachim Schriefer, der har fulgt skolens udvikling i 26 år. Han husker, at problemerne begyndte i slutningen af 90'erne: »Der skete et skred. Flere og flere talte dårligt tysk. Præstationerne i undervisningen blev derefter«. Skolen indførte i første omgang et nyt undervisningssystem med to ekstra tysktimer om ugen. Det kunne dog ikke bremse en udvikling, der senere mundede ud i massiv vold: »I 2004 eskalerede situationen. Da var 90 procent af eleverne børn af indvandrere - fra over 15 forskellige nationer«, tilføjer Hans-Joachim Schriefer.

Gruppe af konfliktløsere

Nicola Erdmann er kunstlærer på Herbert-Hoover. Hun står i spidsen for gruppen Konfliktlotsen, der består af lærere og elever uddannet til at løse de konflikter, der opstår i skolegården. I efteråret 2004 gjorde man en vigtig opdagelse: »De mange forskellige sprog indeholdt et stort konfliktpotentiale«, fortæller Erdmann. Elever fortalte ofte om situationer, hvor de blev mobbet af andre etniske gruppers sprogbrug. »I en typisk situation gik en pige forbi en gruppe unge. Hun hørte sit navn i en sætning på et fremmed sprog. Alle i gruppen grinede, og pigen følte sig udgrænset. Derefter eskalerede situationen. Pludselig stod det klart for os, at de unge brugte sproget som våben«.

Beslutningen om at indføre tyskpligt som løsning blev taget i begyndelsen af 2005. »Vold er jo ekstremt dårligt for en skoles image«, konstaterer viceinspektør Schriefer, »så vi valgte at gå i offensiven«. Kort efter modtog alle forældre et brev, der beskrev den ny regel: Fra nu af skulle der tales tysk overalt på skolens område. Også i frikvartererne. »Nogle ældre elever strittede imod«, siger Schriefer. Nicola Erdmann tilføjer: »De argumenterede med deres stolthed og identitet. 'I tager vores modersmål fra os', sagde de - eller 'I vil proppe jeres patriotisme ned over hovedet på os og gøre os til gode tyskere'«.

Trods spredte protester bar løsningen frugt. Det fælles sprog forhindrede mange misforståelser, og volden gik mærkbart tilbage. Samtidig blev præstationerne i undervisningen bedre. Viceinspektøren forklarer, at man med den nye regel gjorde ekstra opmærksom på, hvor vigtig gode tyskkundskaber er for elevernes vej gennem livet. De unge tog initiativet til sig. En ny ro sænkede sig over Herbert-Hoover-skolen - og varede næsten et år.

»Tvangs-germanisering«

I januar 2006 brød helvede løs. I Muhammed-krisens dønninger kom det tyrkiske dagblad Hürriyet på gaden med en eksplosiv nyhed: Herbert-Hoover-skolen diskriminerede sine elever ved at forbyde deres modersmål. Det tyrkiske forbund i Berlin råbte straks vagt i gevær, hvorpå tyske medier fangede bolden. Kritikken haglede ned over skolens ledelse. Sprogreglen blev flere steder beskrevet som »tvangs-germanisering« af etniske minoriteter - en betegnelse, der vakte ubehagelige associationer til de mørkeste kapitler i Tysklands historie. Offentligheden reagerede derfor yderst allergisk på emnet.

Forrest i rækken af kritikere stod partiet Die Grünen, hvis partichef Claudia Roth understregede, at man ikke måtte forcere integration med reglementer for frikvartererne. Hendes partifælle Özcan Mutlu kaldte det direkte grundlovsstridigt og anførte, at når ét sprog dominerer, vil børn trække sig tilbage i deres »etniske nicher«. Det tyrkiske forbunds talskvinde, Eren Ünsal, supplerede, at »ingen har lov til at forbyde et sprog. Det fremmer ikke den fredelige sameksistens mellem kulturerne. Med forbud opnår man det stik modsatte«.

Ikke tale om et forbud

På Herbert-Hoover var man chokeret over den storm, sprogreglen udløste. »Det var hårdt«, sukker viceinspektøren og lister en række af Tysklands største medier, der alle var imod. »De talte alle om os. Ingen talte med os. Det interesserede dem ikke, at projektet havde kørt med succes i et år. De ignorerede, at reglen var blevet til i en demokratisk proces - på et møde mellem lærer-, elev- og forældrerepræsentanter, hvor alle bifaldt det«. Nicola Erdmann understreger, at der ikke var tale om et forbud mod andre sprog - men en fælles forpligtelse til at tale tysk. »Og så ligger vi jo ikke på lur for at straffe eleverne, når de taler deres modersmål. Tværtimod ser vi det humoristisk og siger: 'Jeg forstod ikke lige, hvad du sagde - kan du gentage det på tysk?'«

Ledelsen holdt stand over for presset udefra og blev bakket op af Berlins socialdemokratiske skoleborgmester. Også det tyske lærerforbund kom skolen til undsætning. Formand Josef Kraus siger: »Vi mente dengang som nu, at unge i Europa skal kunne deres landes hovedsprog - for karrierens skyld og som middel til løsning af konflikter. Sprogreglens succes beviser, at skolen gjorde det rigtige«. Faruk Sen, leder af Tysklands »Centrum for Tyrkiet-studier«, giver Josef Kraus ret: »Hvis man vil gøre karriere i Tyskland, bør man udelukkende tale tysk i skolen«.

Den mest overraskende rygdækning kom fra eleverne selv. »De unge var stolte af initiativet«, siger viceinspektør Hans-Joachim Schriefer med et smil. »Den negative pressedækning forstærkede deres identifikation med skolen. De forsvarede os endda i en pressemeddelelse«.

Billedet af institutionen, der tugtede sine elever med tvivlsomme metoder, begyndte at falme. Og da skolen overraskende fik overrakt den ansete pris Deutscher Nationalpreis for den frivillige forpligtelse til at tale tysk, faldt de sidste kritikere til ro. Ifølge juryen havde forældre og elever forstået, hvad det tyske sprog betyder for unges fremtid.

Nu er det slut med vold

I dag synes eleverne ganske rigtigt at være fokuseret på mål og midler. Hver gang læreren stiller et spørgsmål, ryger en skov af hænder i vejret. »Jeg vil gerne til Tyrkiet og arbejde«, svarer Tugba, da Hans-Joachim Schriefer spørger til fremtiden. »Der er det en fordel, at jeg er god til tysk«. Hendes veninde, Gülecer, tilføjer: »Min søster gik også her på skolen. Hun havde ingen problemer med at finde en læreplads«. Havan, der med sine gode karakterer snart kan skifte fra realskolen til gymnasiet, fortæller: »Mange skoler her i Wedding har masser af vold. Det er der ikke længere noget af her. Så min lillesøster skal også gå her«.

Når lærere og udenforstående er ude af syne, tisker eleverne stadig på deres egne sprog. Det kan og bør ikke være anderledes. Men alle gør et bevidst forsøg på at tale så meget tysk som muligt. Især siden mediestormen svejsede elever og lærere sammen, og skolen som forsidestof gjorde de unge endnu mere stolte af den. Man mærker det, når de plager viceinspektøren med spørgsmål om, hvornår de kan få lov at se »den ny aula«.

»Vi restaurerer vores historiske aula med de 75.000 euro (cirka 560.000 kroner), der fulgte med Deutscher Nationalpreis«, siger Hans-Joachim Schriefer. Med smilende øjne og store armbevægelser beskriver han, hvordan salen skal være mødested for alle kulturer og udstyres med den mest moderne teknik. Gammeldags udenpå - tidssvarende indeni. Sådan vil Hans-Joachim Schriefer gerne se Herbert-Hoover-skolen. Sprogreglen, som nu bliver vendt og drejet af forskere og skoler i ind- og udland, har allerede gjort sit.

I Tyskland begynder børn med en fire- eller seksårig grundskole. Der gives karakterer fra 1. klasse, i alle fag og for alle præstationer. Karaktererne afgør, hvilken af de følgende, prioriterede skoleformer man kan fortsætte i efter 4. eller 6. klasse:

1. Gymnasium (afsluttes med studentereksamen efter 13. klasse) - svarer til vores gymnasium og giver de bedste uddannelseschancer, blandt andet til universiteter.

2. Realschule (afsluttes med eksamen efter 10. klasse) - svarer omtrent til den afskaffede danske realskole og giver middelgode uddannelseschancer, især lærepladser.

3. Hauptschule (afsluttes efter 9. klasse eller tidligere) -»Hovedskolen« giver dårlige uddannelseschancer.

Alt efter elevens præstationer er det muligt at blive flyttet op eller ned i systemet (for eksempel fra realskolen til gymnasiet).

Herbert-Hoover-skolen er en realskole.

I slutningen af juni sørgede en bølge af overgreb på Berlins skoler for fornyet opmærksomhed omkring volden, der er gået stærkt frem i de senere år. Den socialt stærkt belastede bydel Wedding fører statistikken med flest anmeldte tilfælde.

Sprogreglen på Herbert-Hoover er en del af et overordnet undervisningssystem, skolen selv har udviklet, og som skal sikre optimal indlæring - især af det tyske sprog:

. Hver årgang består af tre klasser, der i hver lektion deles op i fem mindre grupper a cirka 18-20 elever og med én lærer per gruppe.

. Grupperne er heterogene. Det vil sige, at gode elever sættes sammen med dårlige afhængig af faget.

. Alle klasser/grupper arbejder med det samme læremateriale og får de samme lektier for.

. Hvis lærere(n) bliver syg(e), slås to eller flere grupper sammen.

. Eleverne har to tysktimer mere end elever på andre skoler i Berlin.