Andelen af elever, som bruger skolebiblioteket, falder med alderen

Færre elever bruger skolebiblioteket

En ny stor undersøgelse har set på børns læselyst. Her viser det sig, at selv om næsten alle børn oplever PLC-medarbejderen som venlig, så fortæller halvdelen af 5.-klasserne, at de aldrig bruger vejlederen. ”Det giver anledning til eftertanke”, siger formanden for PLC-foreningen.

Publiceret Senest opdateret

En tredjedel af alle elever kommer på skolens bibliotek flere gange om måneden, viser den nye store undersøgelse, Børn og Unges Læsning. Men brugen af biblioteket daler med alderen, så 72 procent af eleverne i 8. klasse fortæller, at de sjældent eller aldrig kommer på skolens bibliotek, og en tredjedel af dem kommer kun, fordi der lærer siger, at de skal. Markant færre elever låner bøger på skolebiblioteket nu, end sidst en lignende undersøgelse blev gennemført i 2017.

”Jeg mener, at alle dansklærere og PLC-medarbejdere bør læse den her undersøgelse. Vi har en opgave foran os. Der er masser af steder, hvor man gør en masse for at motivere og inspirere eleverne. Men det handler også meget om tid. Jeg har tre timer på mit PLC om ugen. Det er ikke meget til at gøre alle de ting, jeg godt ved ville være godt for elevernes lyst til at læse”, fortæller formand for Pædagogisk LæringsCenterForening Marlene Drost.

Marlene Drost mener, at alle PLC-medarbejdere og dansklærere bør læse undersøgelsen.

Hun hæfter sig også ved, at mange elever i undersøgelsen ikke oplever læsefællesskaber på samme måde som læreren gør.

”Hvis man læser af lyst i udskolingen, så gør man det hemmeligt. Så de ville hade, hvis jeg spurgte dem, når de kommer på biblioteket hele klassen, hvad de læser hver især. Vi er simpelthen nødt til at arbejde med den måde, vi ser læsefællesskaber på, og være åbne overfor at det også er godt at høre en lydbog eller læse en e-bog, ikke kun at læse en fysisk bog. Ligesom det at læse en graphic novel i den grad også er læsning".

Så skal vil man skabe læsefællesskaber, skal man være åben for mangfoldighedens veje til læselyst, mener hun, og som lærer være åben for de mange muligheder der er for at læse på forskellige måder og via forskellige medier.