Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Jeg har nogle gange de senere år deltaget i Danmarks Lærerforenings kongres. Det har været fascinerende og stimulerende på samme tid. 

Fascinerende at se en profession bekræfte sit sammenhold og sin betydning i medgang og modgang. Stimulerende fordi det hver gang har understreget lærerne og skolens position i vores samfund, demokrati og kultur. 

Hver gang har det bekræftet mig i, at lærerne både kan være en transformativ kraft og en konserverende faktor. Uagtet om taktikken er det stille diplomati eller de knyttede næver, om skjorten er spraglet eller krøllet.

Jeg har haft det privilegium at have ansvar for læreruddannelsen i mere end 15 år og dermed tjene de idealer, der er nedlagt i den danske folkeskoles formålsparagraf – vores trosbekendelse til fælles værdier, som Knud Heinesen kaldte den. Nu stopper jeg som rektor og spørger: hvad er der i gære?

Der skal trækkes en streg

Det første, der ihukommer mig er, at skolen er i midten af samfundet. Det er her, fortid og fremtid løber sammen. Det er her, samfundets tungeste problemer skal knuses, og her dets drømme forløses. 

Samtidig kan og skal skolen ikke alt. Det er måske den første læresætning for navnlig politikerne, lokalt som nationalt. At vælge fra. At sige: ”Til dette problem er skolen ikke det rigtige værktøj”. Det er således ikke nok at sætte skolen fri. Der skal trækkes en streg. Over for forældrene, lærerprofessionen selv, over for pædagogikkens bløde hjerte. Det gjorde Fogh i sin tid, men han satte den et sted, skolefolket ikke brød sig om. Det samme skete for Helle Thorning-Schmidt.

Det andet har med skolens integrerende kraft at gøre. Den er i dag svækket, selvom mit bud er, at lærerne gør mere end nogensinde, og folkeskolen is punching above its weight. 

Den ene udfordring kommer nedefra. Den anden udefra. Problemet nedefra kaldes inklusionsudfordringen. Det har været diskuteret og studeret i mindst et halvt århundrede gennem psykologiske og pædagogiske linser. Nu defineres inklusionen primært af sundhedsvidenskabeligt beskrevne afvigefænomener og diagnoser. Opdragelse og pædagogik fortrænges, men skal revitaliseres. I læreruddannelse og efter- og videreuddannelse, i forskning, skolestrategier og skolens tilgang til elever og forældre.

Udefra trues folkeskolen som mødested og dermed som løftestang. En fortsat stigning i tilgangen til de frie skoler og boligmæssig segregering vil langsomt, men sikkert underminere folkeskolens integrerende kraft. Og det vil svække de frie grundskoler, som kommer til at arve styring og forstyrrende politisk hittepåsomhed.

Et trivselsbegreb uden hæmninger 

Det tredje har med skolens indhold at gøre. Jeg hylder udvidelsen af skolens dannelsesbegreb, så det ikke alene er elevernes omgang med symboler, som er afgørende, men også deres møde med materialer, genstande og praksis, som anses som menneskeligt myndiggørende. 

Men den egentlige faglige 'krise' har ikke med for lidt eller for megen praksisfaglighed at gøre, men med fordybelse. Den kræver fravalg, men det er i fordybelsen, eleverne dannes, glemmer sig selv og dukker op igen, højere og større. 

Og om lidt er det ikke for mange mål og styring, der truer dannelsen, men et trivselsbegreb, der uden hængsler og hæmninger gør skolen forvirret om sit formål, lærerne om deres autoritet, eleverne om deres rolle.

Hvor er skolen i naturkrisens tid?

”Sønner! Det er stort i gære, gennem en kaotisk strid, der er meget nu at lære, mest dog at forstå sin tid”. Ordene er Grundtvigs. Vi har altid vendt os mod skolen, når vi skulle begribe og gribe vores tid. Da vi skulle være danskere efter de slesvigske krige, da vi skulle være frigjorte demokrater efter Anden Verdenskrig. 

Men hvor er skolen i naturkrisens tid? Skal naturen overlades til teknikere og politikere eller har den også at gøre med menneskets (u)myndighed og dermed med skole og pædagogik? 

Hvem andre end skolen kan gøre grøn omstilling til grøn oplysning og grøn almen dannelse. Så en ny balance i vores forhold til naturen ikke alene bliver effektfuld, men også bliver legitim og kulturelt, folkeligt forankret.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 4-600 ord til debat@folkeskolen.dk