”Man skal ikke lade en god krise gå til spilde”, har Winston Churchill engang udtalt.

Tillad mig at konstatere, at vi oplever krisetider, som har mange ansigter. På såvel den internationale som på den nationale arena kan vi iagttage en stor grad af polarisering, hvor de i forvejen ressourcestærke oplever at blive rigere, mens det modsatte gælder for de mindre ressourcestærke.

I det danske samfund kan man også øjne konturerne af et A-hold og et B-hold, alt imens vi som samfund bliver materielt rigere og rigere. Desværre har det store omkostninger. Det er ikke i alle samfundslag, at situationen føles lige behageligt og bekvemt - og det er ved at udvikle sig til, at ikke alle børn og unge har de samme muligheder.

Fra politisk side er der heldigvis fokus på det, senest da statsministeren i sin nytårstale udtrykte sine tanker og bekymringer om de mange unge mennesker (ca. 45.000), der står uden arbejde og uddannelse.

De seneste årtier har været præget af fremdrift, stort fokus på egoet og dets individuelle muligheder. Især har det haft høj status at have et arbejde inden for håndværksfagene, mens det har stået og stadig står temmelig meget dårligere til med de såkaldte velfærdsfag samt med søgningen til de mere humanistiske fag.

Vores samfunds vigtigste ressource er vores børn og unge, der i løbet af deres første mange leveår skal dannes og uddannes til at tage vare på det samfund, som deres forældre har valgt, at de skal være en del af. Derfor skal vi som samfund blive væsentlig bedre til at kunne skabe gunstigere vilkår for alle vores børn og unge at vokse op under.

Er der så en vej ud af denne samfunds-, uddannelses- og dannelseskrise?

Ja, det mener jeg helt klart, at der er, men det vil kræve langt mere end bare politiske lovforslag fra centralt hold. Det vil sikkert også kræve, at vi gør op med tænkningen om kun økonomisk fremdrift og profit, med målet om at få de unge hurtigst muligt gennem uddannelserne, at kun karakteren 12 dur osv. I den sammenhæng må vi give vores samfund, skoler og uddannelsesinstitutioner et nærmere serviceeftersyn. For at kunne sætte ind med diverse forandringer og forbedringer, vil det kræve at man gør sig nogle tanker om årsag/virkning og prøver at sætte disse ind i en kontekst af fortid, nutid og fremtid.

Med den tidligere statsminister Helle Thorning i spidsen for et reformudvalg, der valgte at kigge kritisk på Folkeskolen samt lærernes arbejdstid, blev man efter min overbevisning vidne til et klart politisk overgreb mod netop lærerne og deres arbejdstid. Daværende finansminister Bjarne Corydon samt formand for Kommunernes Landsforening Michael Ziegler, stod for det reelle arbejde med udformningen af lov nr. 409 af 26.4.2013 og dette foregik uden overhovedet at lytte til eller inddrage Danmarks lærerforening. Hensigten med denne lov var efter min helt klare overbevisning ene og alene at tvinge lærerne til at arbejde noget mere for den samme løn.

Med lov nr. 409 blev der fra centralt politisk hold taget et meget uheldigt og negativt skridt, som efter min mening har ført skolen og dens undervisnings- og dannelsesmiljø i den forkerte retning. Man opererede også med et uddannelsesloft og en hurtigstartsbonus med det formål, at de unge bare skulle se at få sig en uddannelse og så komme ud i samfundet og tjene nogle penge og derigennem betale noget skat. Heldigvis har man fået et mere nuanceret syn på disse med justeringer for øje.

Førhen var lærerjobbet et anseeligt og attraktivt job med et godt renomme. Sådan er det ikke længere. Der er alt for få, som ønsker at være lærer.

Det fag-faglige niveau blandt underviserne på læreruddannelsen er efter min vurdering faldet drastisk. Det kan skyldes mange ting, heriblandt indholdet i selve læreruddannelsen. Læreruddannelsen er netop nu genstand for et kritisk serviceeftersyn. Jeg håber inderligt, at den nye læreruddannelse vil indebære, at uddannelsen dels bliver et 5 års forløb, kommer til at indeholde mere praktik dvs. praktisk lærergerning, og i endnu højere grad kommer ud i marken og agerer lærere og med mindre fokus på selvstudie. I relation til classroom ledelse ser jeg også gerne, at de lærerstuderende får opgraderet deres viden om og erfaring i, hvordan man i praksis kan benytte sig af forskellige ledelsesværktøjer, så der dels skabes nogle gode undervisningsmiljøer, dels får tilrettelagt og gennemført deres undervisning med et godt og konstruktivt flow. En hjørnesten i den nye læreruddannelse bliver en såkaldt professionsprøve (Folkeskolen, den 30.9.2022), hvilket peger i den rigtige retning.

Ifølge Børns Vilkår er højt skolefravær et udbredt fænomen i den danske folkeskole. Mere end 61.000 elever havde et fravær på over 10% i skoleåret 2020/2021. Lærerne udtrykker i den sammenhæng, at de mangler såvel tid som viden til at kunne sætte ind over for dette. Mens lærerne i undersøgelsen peger på årsager til fraværet i hjemmene, peger forældrene på problemer og mistrivsel i skolen, som væsentlige årsager til det store fravær.

Mistrivsel blandt børn og unge er et stort fokuspunkt. Uddannelsesaktører (bl.a. formand for skolelederforeningen, Claus Hjortdal) udtrykker i Altinget, at vi ikke kan behandle os ud af trivselskrisen, og at mistrivselen allerede starter i daginstitutionerne, hvor pædagogerne oplever, at et stigende antal børn ikke trives.

Mennesket er et socialt væsen og er ikke skabt til at være alene. At vi i dag lever i en sammenlignings- og evalueringskultur, gør de unge mere sårbare end tidligere. Det er et velkendt fænomen, at alle landvindinger i moderne tid netop er opstået i fællesskaber. Her er teamet det bærende element omkring individernes præstationer. Gode relationelle færdigheder handler fra kollektivets side (familien, institutionerne, skolen, klubben osv.) om god ledelse, målretning og en afklaret kultur med klare værdier, normer og forventninger samt interesse og omsorg for det enkelte menneske. Fra individets side handler det om udvikling af en tryg kerne (karakterdannelsen), evnen til selvkontrol, vedholdenhed og færdigheder som kommunikation, prioritering samt planlægning.

Jeg har i et tidligere debatindlæg omtalt dobbeltsocialiseringen. Med henvisning til relations- og dannelsesmodellen er det for mig indiskutabelt at slå fast: Fremadrettet skal der holdes fokus på den lange bane. Dette fokus kan man med fordel først og fremmest rette mod at styrke individuelle, relationelle og kollektive færdigheder, der sætter børn og unge i stand til at agere selvstændigt og med færdigheder og mental styrke til at begå sig i et fællesskab i voksenlivet. Det er forældrene, der har hovedansvaret for udviklingen af kernen – dvs. børnenes opdragelse med prægning af grundholdninger og en klar rammesætning - især selvfølelsen og de individuelle færdigheder samt planlægning, struktur og kommunikation i hverdagen. Til gengæld ligger en stor del af udviklingen af de relationelle og kollektive færdigheder hos lærere, pædagoger, SFO-personale, foreninger osv.

Krise betyder vendepunkt, så alle med tætte relationer til vores børn og unge: Engager jer, involver jer og tag først og fremmest børnenes og de unges parti, så I kan medvirke til, at vort samfund på såvel den korte som på den lange bane arbejder sig ud af samfunds-, uddannelses- og dannelseskrisen. Vore børn og unge er vores samfunds vigtigste råstof.

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.