Eleverne oplevede, at alle har noget at byde ind med.

International handicapdag fører special- og almenelever sammen

Det er i mødet med det, vi ikke kender, at vi bliver klogere. Det er tanken bag, at Skrillingeskolens elever med behov for vidtgående specialundervisning hvert år samarbejder med en af Middelfarts almenskoler i anledning af FN’s internationale handicapdag.

Publiceret
Nogle af klasserne på Lillebæltskolen har aftalt, at de skal mødes med elever fra Skrillingeskolen igen til foråret.
En elev forklarer, hvordan eleverne i hendes gruppe har lavet blade med deres hænder, så træet symboliserer fællesskab.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Allerede for en måned siden tyvstartede Skrillingeskolen og Lillebæltskolen på FN's internationale handicapdag, som fandt sted i søndags. Eleverne fra de to skoler mødtes i en halv dag, og en klasse fra Skrillingeskolen blev koblet sammen med to venskabsklasser fra Lillebæltskolen, så hvert hold bestod af både yngre og ældre elever og elever fra specialskolen. Eleverne skulle give bud på, hvordan mennesker med handicap hjælpes ind i fællesskabet.

"Holdene arbejdede med forskellige temaer. For eksempel tog et hold udgangspunkt i sangen 'Alle børn har ret', som de blandt andet lavede kulisser til. Et andet hold havde efterår som tema, og en tredje gruppe lavede en redskabsbane, hvor det gjaldt om at få flest bolde med sig. Vi har en elev med muskelsvind, som kunne fragte en masse bolde på én gang", fortæller skoleleder Karin Munk, som er Skrillingeskolens tovholder på samarbejdet.

Elev fra specialskolen lagde grunden til sejr

I torsdags mødtes eleverne igen for at vise deres produkter fra den første halve dag frem. Først gjorde holdene klar, og til middag kom en jury, som bestod af en kunstner, en repræsentant fra Middelfart Kommune og formanden for det lokale handicapråd, for at bedømme elevernes arbejde.

Vinderne blev 2. A og 7. A fra Lillebæltskolen, som sammen med B3 fra Skrillingeskolen havde lavet en video med deres egen dans. Eleverne i B3 går i 4. til 6. klasse.

"Det var en af vores elever, som fik alle på holdet til at danse. Han er god til Michael Jackson-danse gik spontant i gang med at danse, da eleverne mødtes førte gang. De andre koblede sig på, og så opstod ideen om en video. Det er i det reelle møde, at man lærer at se igennem et handicap", siger Karin Munk.

Miljøet skal give plads til specialskolens elever

Det er tredje gang, Skrillingeskolen samarbejder med en almenskole i anledning af den internationale handicapdag. Ideen stammer fra Middelfart Kommune, som gør en del ud af at bringe elever fra kommunes skoler sammen, og det går på skift mellem skolerne at fejre handicapdagen sammen med Skrillingeskolen.

Almen skole fejrer handicapdag med innovative og inkluderende projekter

"Vi bliver dygtigere og dygtigere til samarbejdet. Det første år blev vi koblet på et projekt hos almenskolen, men vi er nødt til at indrette miljøet, så vores elever kan være med. Der var 500 elever i hallen i torsdags, og nogle af vores elever kan ikke klare at være sammen med så mange mennesker. Derfor havde vi et rum, hvor de kunne trække sig tilbage og finde ro", fortæller Karin Munk.

En dreng med multiple funktionsnedsættelser er meget følsom over for støj, så han havde tilknyttet en medarbejder på, som kunne gå væk med ham, når støjen blev for meget for ham.

"Samarbejdet kan lade sig gøre, fordi det er en enkeltstående begivenhed. Hvis det var hver dag, ville det blive for voldsomt for eleverne. Vi har alt personale i gang for at støtte op om dem", siger Karin Munk.

Forskellighed er en kompetence i sig selv

Indsatsen er det hele værd, mener Karin Munk.

"Vi har fået et samfund, som har svært ved at rumme forskellighed, fordi vi vil være sammen med nogle, som ligner os selv. Men alle har noget at byde ind med, også vores børn. Forskellighed er en kompetence i sig selv", siger skolelederen.

Det er i mødet med det, vi ikke kender, at vi bliver klogere, tilføjer hun.

"Formanden for handicaprådet sagde det så fint i sin tale i torsdags: Når vi er små, lægger vi ikke mærke til det, der adskiller os. Det er tillært, at vi helst vil være sammen med nogle som os selv. Men vi bliver kun rigere af at møde nogle, der siger noget andet end det, vi selv tænker", fortæller Karin Munk.

Eleverne på Skrillingeskolen er vant til forskellighed. Alligevel får de udbytte af dagen.

"De har en skæg dag sammen med andre børn, og det har altid værdi. Vi har elever, som har venner uden for Skrillingeskolen. Nogle går for eksempel til spejder, og en er god til speedway. Vores elever har blot brug for endnu mere særligt tilrettelagt undervisning end de fleste andre, men ellers er de også forskellige", siger Karin Munk om skolens 104 elever.

Samarbejdet en del af elevernes dannelse

På Lillebæltskolen ser skoleleder Morten Bonde samarbejdet som en del af elevernes dannelse.

"Vores elever har oplevet, at nogle børn har udfordringer, de ikke ser til daglig, men når de mødes i en projektgruppe, finder de ud af, at så forskellige er de heller ikke, for eleverne fra begge skoler byder ind med forslag til løsninger", siger han.

Lillebæltskolens elever fandt også ud af, at de sagtens kan lave aktiviteter sammen med elever, der har en funktionsnedsættelse.

"Det handler blot om at indrette aktiviteterne efter det. Vi har alene fået tilbagemeldinger om, at det har været en god oplevelse for alle, og nogle af vores klasser har aftalt, at de skal mødes med elever fra Skrillingeskolen igen til foråret. Det viser, at samarbejdet giver noget", siger Morten Bonde.

Karin Munk har endnu ikke fået at vide af Middelfart Kommune, hvilken almen skole Skrillingeskolen skal samarbejde med om næste års internationale handicapdag.