6. a på Kollund Skole har været i tre landsdækkende skolefinaler inden for et år, og i oktober i år kunne klassen så kalde sig danmarksmestre i historie.
Foto: Axel Schwenke
6. a konkurrerer sig til bedre sammenhold
6.a fra Kollund Skole i Kruså har været med i tre landsdækkende finaler på 11 måneder. Elevernes engagement og samarbejde i forbindelse med konkurrencerne har styrket sammenholdet i klassen, fortæller klasselærer Melanie Weedfald.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det hele startede sidste efterår med et forløb i dansk, hvor klassen fra Kollund Skole arbejdede med at være levende fortællere. Her tilmeldte klasselærer Melanie Weedfald de 18 elever til den landsdækkende konkurrence "Gi en historie", hvor en af eleverne kom i finalen og fik en tredje plads.
På den måde fik den sønderjyske klasse smag for at dyste mod klasser rundt om i landet, hvilket de siden har gjort i blandt andet høvdingebold og historisk paratviden.
I foråret kvalificerede klassen sig til den store finale i høvdingebold på Ramasjang, hvor de blev placeret som nummer fem, og nu kan 6.a på Kollund Skole også kalde sig danmarksmestre i historie.
Det kan de, fordi de i oktober vandt historiedysten på Frederiksborg Slot efter at have svaret rigtigt på, hvilken konge som underskrev november-forfatningen. Lige nu deltager klassen i en landsdækkende fodboldturnering.
Danmarksmestrene i historie er fundet
Giver et godt sammenhold Klasselærer Melanie Weedfald fortæller, at uanset om det har været en konkurrence om høvdingebold eller historie, så har klassen gået engageret til opgaven.
"Høvdingeboldskonkurrencen blev meget brugt som et socialt projekt, som ikke var for lærestyret. Nogle var cheerleaders og andre trænede høvdingebold samtidig med, at der skulle laves heppe-bannere og en maskot", fortæller hun. I et par måneder brugte klassen timerne i idræt og billedkunst samt klassens time på at kvalificere sig til den store høvdingebold-finale.
Melanie Weedfald fremhæver, at denne konkurrence var med til at styrke klassefællesskabet.
"Her blev eleverne opmærksomme på at se hinandens styrker og svagheder, og det har gjort, at eleverne gerne vil være sammen med hinanden på kryds og tværs. Og når man ikke skal kæmpe med en masse konflikter i klassen, så har man tid og overskud til at tilmelde sig nye konkurrencer".
Integration i bedste sendetid
Konkurrencer er besværet værd Nogle lærere vil måske tænke, at det er for besværligt at tilmelde en klasse til landsdækkende konkurrencer. Melanie Weedfald kan dog kun anbefale sine kolleger til at deltage i konkurrencer som 'Gi en historie', Høvdingebold og Historiedysten. Især hvis man i forvejen har en klasse, som fungerer rigtig godt.
"Ellers går man glip af en masse oplevelser med børnene. Man får et helt andet forhold til dem ved at komme ud af huset med dem og snakke om nogle andre ting end det, som står i skolebøgerne", siger hun.
Melanie Weedfald understreger dog, at det altid er en afvejning, hvor mange konkurrencer, klassen kan være med i, da det også skal passe med årsplanen og de mål, man skal nå.