"Spillet fortæller en historie om soldater og forsvaret, men det har samtidig et meget bredere sigte, og kan bruges i så mange andre situationer", siger Trine Bramsen.

Skoleelever skal lære at snakke om deres udsendte forældre

I dag blev et nyt spil, der skal lære børn at tale om savnet af deres udsendte forældre, lanceret. Forsvarsministeren var med til at spille og mener, at denne gruppe børn i for lang tid er blevet glemt.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På Ny Hollænderskolen på Frederiksberg sidder en klasse på mellemtrinnet klar til en noget anderledes time. I dag skal eleverne nemlig både spille et nyt spil, udviklet af Forsvarets Veterancenter, og have besøg af forsvarsministeren.

Spillet skal styrke elevernes viden om, hvordan det er at have en far eller mor, der er udsendt som soldat.

Det skal komme de børn, som har forældre, der er udsendt til gode - men også de klassekammerater, der ikke har udsendte familiemedlemmer.

I klasseværelset er eleverne klar, og spændingen forløses først, da forsvarsminister Trine Bramsen ankommer, og spillet, som har fået navnet Julie, går i gang.

I spillet følger eleverne pigen Julie, hvis far skal udsendes. Børnene skal i løbet af spillet forholde sig til en række dilemmaer og sætte sig i Julies sted.

"Jeg kan godt forstå, at hun bliver ked af det", lyder det fra en af eleverne i klassen, mens hendes medspillere nikkende giver hende ret.

Genkendeligt for alle

Eleverne lærer under spillet både, hvad det betyder at være udsendt, og relaterer til Julies følelser og dilemmaer. Fra en af eleverne lyder det:

"Før det her spil, vidste jeg ikke, at man kunne være væk i så lang tid. Et halvt år er jo lang tid".

"Man kommer til at tænke på sin egen far. Det gør en lidt ked af det", lyder det fra en anden af klassens elever.

Ifølge forsvarsminister Trine Bramsen er det en god kvalitet ved spillet, at eleverne kan relatere til Julie, også selvom deres egne forældre ikke er udsendt.

"Spillet fortæller en historie om soldater og forsvaret, men det har samtidig et meget bredere sigte, og kan bruges i så mange andre situationer", siger Trine Bramsen.

Børn af udsendte soldater mobbes i skolen

Spillet er testet på børn både med og uden udsendte forældre og er relevant for begge grupper, lyder det fra Sebastian Søby, som er kommunikationsmedarbejder på Veterancenteret, der står bag initiativet.

"Ret mange af de følelser, der er hos børnene, selvom det er en unik situation med udsendte forældre, er faktisk nogle ting, som alle børn godt kan genkende. Andre børn prøver også at savne deres forældre, uanset om det så er fordi, de er skilt eller bor langt væk", fortæller han.

En overset gruppe børn

Det primære mål med spillet er dog klart. Man ønsker at hjælpe de børn, der har udsendte forældre, til lettere at kunne tale om deres tanker. Det har der været brug for, lyder det fra forsvarsministeren.

"Jeg synes ikke, at vi var har været gode nok til at rette veteranindsatsen mod de børn, som jo er en lige så stor del af en udsendelse. Vi har haft meget fokus på dem, som var udsendt, men ikke så meget på det andet", siger Trine Bramsen.

Også fra Veterancenteret lyder det, at man har manglet en indsats som denne.

"Der er helt klart brug for initiativer målrettet den her gruppe børn. Det her er en del af et større projekt, hvor vi laver et fuldt undervisningsmateriale hele vejen fra børnehaven og op til udskolingen", fortæller Sebastian Søby.

På centeret for veteraner har man længe haft et ønske om at gøre noget for netop den gruppe af børn, som har udsendte forældre.

"Vi ville gerne prøve at gøre det nemmere for de børn, der rent faktisk har en far eller en mor, der er udsendt, fordi vi ved, at det er en stor belastning for familien", siger Sebastian Søby.