Hun er lærerens tredje øje. Den, der kommer ind for at observere klassen og hjælper med at få en størretrivsel. Hun er den kollega, lærerne sender bud efter, når der er problemer blandt eleverne.

Birgitte Hermann blev i efteråret 2001 ansat på Skævinge Skole som koordinator for specialundervisningen og som observationslærer/trivselsmedarbejder.

Selv kalder hun sig 'scholalog'.

Hun er uddannet lærer og har arbejdet i mange år som lærer.

Desuden har hun taget første del af cand.pæd.psych.-uddannelsen.

Hun har en terapeutisk sorg/ krise-uddannelse og har været skoleleder i nogle år.

'Når jeg bliver tilkaldt, begynder jeg altid med en uges observationeraf klassen. Jeg sidder simpelt hen bag i klassen med min computer og skriver alt det ned, som jeg ser. Eleverne får at vide, at de ikke kan bruge mig som lærer i den periode, og det accepterer de. Jeg skriver alle observationerne ud og giver papirerne til læreren. Ud fra dem begynder vi at tale om problemerne', fortæller Birgitte Hermann.

Før observationerne i klassen har forældrene modtaget et brev om, hvad der skal ske.

Ideen med at ansætte Birgitte Hermann som observationslærer kom på grund af løbende problemer på Skævinge Skole med at få sammenbragte elever fra kommunens tre skoler til at fungere godt sammen i 7. klasse.

'Der var altid problemer, når eleverne fra de to landsbyskoler kom til Skævinge Skole, og de tre grupper skulle i klasser sammen.

Nu gør vi det sådan, at jeg besøger alle 6.-klasserne og taler med lærere og elever. Det betyder, at jeg kender børnene både fagligt og trivselsmæssigt. De kender mig og ved, at de kan komme til mig med eventuelle problemer'.

Usikre elever

En af de sammenførte klasser har for eksempel det problem, at pigerne er skarpt opdelt i tre grupper, der ikke vil forholde sig til hinanden.

'Børnene er i puberteten, de kommer til den store skole, og klasserne bliver splittet op og sat sammen til nye klasser. Desuden har skolen her haft et dårligt ry, stor udskiftning i personalegruppen og skiftende ledere. Der er meget nyt på én gang', siger Birgitte Hermann.

Hun har observeret klassen i en uge og derefter haft samtaler enkeltvis med samtlige elever.

'Jeg har udarbejdet en skitse over, hvordan jeg ser problemerne i klassen, og bagefter har vi holdt teammøder og lavet forskellige øvelser med pigerne. Meget bunder i, at pigerne er meget usikre på sig selv. Men det giver sig blandt andet udslag i, at de laver 'splitting' i klassen, og det involverer også de voksne.

Ved splitting forstås, at pigerne danner kliker, udelukker nogen, bagtaler hinanden, kommenterer hinandens udseende og væremåde.

'Pigerne har mange fordomme over for hinanden, og de beskytter sig selv. De mangler simpelthen redskaber til at kunne være sammen på en ordentlig måde'.

Nogle af øvelserne gik ud på, at pigerne i mindre grupper på tværs af deres egne tre fasttømrede kliker skulle fortælle hinanden om deres fritidsinteresser, deres familie og hvordan de bor. Det betød, at flere af dem fandt ud af ting, de ikke vidste om hinanden, fordi fordommene havde blokeret for den naturlige interesse.

Samtalerne blev bagefter evalueret med eleverne.

'De vil gerne arbejde med trivslen, og efterhånden opnår jeg stor tillid hos eleverne. De er meget usikre på sig selv, og det betyder, at de altid hiver de dårlige ting frem. De synes slet ikke, der er noget, der er godt', siger Birgitte Hermann.

En øvelse er, at én af eleverne sidder i midten af rundkredsen.

De andre elever skal så sige noget positivt til personen i midten - og kun noget positivt.

'Jeg sørger for, at udsagnene bliver skrevet ned, og eleven får papiret. Til brug, når hun er ked af det. For at huske alle de positive egenskaber, hun har'

Spejl til at øve selvværd

Birgitte Hermann har sit eget store lokale på skolen. Her er hyggehjørne med sofa og lænestole, et stort mødebord i midten og et lille rundt bord med stole i et andet hjørne. Computer, skrivebord og reoler med materialer til specialundervisningen er der også plads til. Og så er der spejlet. Et ovalt spejl med stor guldramme over et lille bord med stol.

Spejlet bruges flittigt. Til elever med lavt selvværd - især piger. De skal se på sig selv i spejlet og fortælle noget godt om dét, de ser. Det falder dem ofte helt umuligt, men det er en god øvelse, mener Birgitte Hermann.

Rummet kan møbleres om. For eksempel har skolen købt et klassesæt af skamler, så eleverne kan sidde i rundkreds og tale sammen. Skamlerne kan hurtigt sættes op som erstatning for det store mødebord, men lige nu er skamlerne lånt ud til en klasse, der har store problemer med uro og har brugt en del tid på at arbejde med dét.

'Skamlerne hjælper eleverne med at vide, hvornår de har fagligt skolearbejde, og hvornår vi taler om trivslen', siger hun.

Birgitte Hermann har været meget involveret i arbejdet med klassens uro. Hun har holdt møde med klassens forældre, og eleverne har arbejdet med at udforme regler for klassens opførsel over for hinanden.

'I en måned kom jeg én gang om ugen og talte med eleverne.

Lærerne fortalte, at det hjalp meget, men senere henvendte de sig igen, fordi klassen atter var præget af uro. Jeg holdt skole-hjem-samtaler med de seks elever, vi kan se er mest urolige. Forældrene var meget positive og med i arbejdet. Det gik så godt en tid mere, men nu er der uro i klassen igen. Derfor beholder de skamlerne, indtil 'sagen' er afsluttet'.

Hun fortæller, at eleverne hurtigt lærer betydningen af rundkredsen og arbejdet med trivslen. De sætter lynhurtigt skamlerne op og sætter sig i kredsen, klar til at tale om problemerne.

Hjælper både elever og lærere

'Pigernes intriger er tydelige. Der er drama, skrig og skrål, men jeg ser også mange ensomme drenge. Nogle klarer sig ved at løbe med, når de andre laver noget, andre gemmer sig bag computeren, og nogle spiller Karl Smart. Der er meget at tage fat på med elevernes trivsel', mener Birgitte Hermann.

Hun har besluttet fast at tale med alle 4.-klasser og 6.-klasser om trivsel, og derudover tager hun sig af de sammenbragte klasser på 7. klassetrin samt alt det akutte.

'Lærerne henvender sig med forskellige ting. For eksempel har jeg været inde i en klasse, hvor undervisningen kørte dårligt. Dér observerede jeg og hjalp bagefter med organisering af undervisningen'. 'Ellers bruges jeg af lærerne, når de ønsker at finde ud af, om dét, de ser, er rigtigt. Eller hvis et barn har det dårligt. Så taler jeg med barnet. Men jeg skelner meget i dét arbejde. Jeg fører elevsamtaler. Jeg er ikke psykolog, men jeg kan tage kontakt til psykologen, hvis jeg skønner det nødvendigt'.

For tiden har Birgitte Hermann ugentlige samtaler med nogle piger, der er kommet til hende med deres problemer.

'Pigernes lave selvværd bruger jeg en del tid på. Fordi det betyder meget for pigerne selv, for gruppens trivsel og også for de kvindelige lærere, der underviser pigerne. Det er svært at være lærer for piger, der laver 'splitting'.

Pigerne fremprovokerer de kvindelige læreres dårlige selvværd, og lærerne skal så passe på deres rolle. De skal være de voksne i dét spil, og dér kan de godt have behov for at tale med en anden voksen'.

Birgitte Hermann mener, at pigernes lave selvværd ofte skyldes mødrenes misforståede opdragelse.

'Som mor skal man ikke have venindeforhold til sine børn.

Men nogle mødre har utroligt svært ved at slippe deres børn.

Ligesom nogle forældres dårlige samvittighed gør meget dårligt for børnene, fordi forældrene ikke sætter de grænser op, der skal sættes. De fremstår ikke som de voksne, og det skal de være over for børnene'.

Dette emne har blandt andet været diskuteret i lærergruppen på en temaeftermiddag.