Hun havde en brunternet
nederdel på, brune praktiske snøresko, krøllet kort hår, en gigantisk brille
med røgfarvet glas, ål i strømperne og hed Birte.
Jeg husker hende
tydeligt selvom det er 46 år siden, jeg så hende. Jeg skød hende dengang til at
være lige omkring 152 år gammel. I virkeligheden har hun måske været i 30’erne.
Jeg var 5,7 år gammel.
Sådan et vinterbarn, hvor det blev overvejet hvorvidt det nu var ’skolemodent’.
Året var 1976 og børnehaven mente bestemt, at jeg var ’skolemoden’.
Så jeg startede i
skole. Jeg var umiddelbart ikke dresseret til at sidde musestille på en stol.
Og jeg var slet ikke ’skolemoden’ eller parat til ikke at bidrage i
undervisningen, når nu jeg havde så utrolig meget på hjerte, som jeg gerne
ville berige fællesskabet med. Og når nu det hele blev lidt for kedeligt, ville
jeg da gerne være med til at gøre undervisningen både levende og varieret.
Men den slags
kompetencer var ikke efterspurgt af Birte, som jeg husker havde et stramt drag
om munden og store sorte rynkede bryn, når hun kiggede på mig og forgæves
forsøgte at få mig til at lade være med at bidrage og råbe frække ord ud i
klassen. Nogle gange prøvede hun at tysse på mig. Andre gange råbte hun. Men
ingen af delene hjalp.
Jeg tror faktisk ikke
helt jeg forstod det, for de andre i klassen syntes det var sjovt og vi grinede
alle sammen.
Så jeg endte hos
skolepsykologen. Jeg skulle testes og have en ’skolemodenhedsprøve’ som det hed
dengang.
Det var en
sensommereftermiddag og jeg havde fået nye røde træsko. De var så flotte og jeg
havde svært ved at tage blikket fra dem, mens jeg ihærdigt prøvede at
koncentrere mig om de opgaver, jeg blevet stillet hos skolepsykologen.
Alle, der har været 5,7
år og har fået nye røde træsko VED, at det er umuligt at koncentrere sig om opgaver
i den situation.
Havde det været i dag, var jeg med største sandsynlighed blevet et lille menneske i en lang kø til
udredning i børne- og ungepsykiatrien.
Svaret kom. Jeg havde
scoret et point for lidt til at kunne fortsætte i børnehaveklassen.
Jeg har i mit
arbejdsliv som både børnehaveklasseleder og pædagogisk konsulent i PPR regi mødt mange af de børn, hvis kompetencer ikke umiddelbart er efterspurgt i folkeskolens ramme.
Jeg har mødt mange
børn, hvor interessen for, hvad det mon er, der er på spil hos dem, har været
fraværende. Ikke fordi de fagprofessionelle omkring dem ikke har villet dem det
bedste, men fordi rammebetingelserne de skal bedrive undervisning og pædagogik
indenfor, er blevet så syg, som den er. Men det er en anden og meget lang og
forstemmende samtale. Den tager vi en anden gang.
Jeg har siddet til et
utal af overleveringsmøder fra børnehaver med grædende forældre, og pædagoger der fortæller om udadreagerende børn, der stak af, når de ville tale med eller
råbe til dem, at de altså ikke måtte slå. Egentlig en ganske udmærket
mestringsstrategi at løbe væk når nogen står og råber ad en, og vedkommende er
mindst en meter højere. Den benyttede jeg mig også af i 1976.
Jeg har efterfølgende
mødt de samme børn fra overleveringsmøder, i skolen og slet ikke kunnet
genkende den beskrevne adfærd.
Jeg har mødt et utal af
fagprofessionelle, der på baggrund af erfaringer med bestemte børn, har haft
negative forventninger til deres adfærd. Og børn er fremragende læremestre.
Men vi skal vende
blikket fra at kigge ‘på’ dem til at kigge ‘fra’ dem.
De vil gerne indfri
vores forventninger. De gør faktisk alt hvad de kan for at leve op til dem. Jeg
gjorde også alt hvad jeg kunne for at leve op til Birtes forventning. Men lige
meget hvor flittigt jeg lod mine spontane initiativer få frit løb, lige lidt
hjalp det.
Jeg har mødt mange
læremestre i skoleregi i mange år. Læremestre med lidt kortere ben en vores,
med nysgerrighed og masser af initiativer og videbegærlighed. Og med de
allerbedste intentioner.
Og de små læremestre er
heldigvis insisterende. Jo mindre vi ser dem, forstår deres intentioner og jo
mere vi slår os på dem, jo højere larmer de. De giver os med andre ord så mange
muligheder for at blive klogere i vores pædagogiske praksis.
Vi skal bare øve os i
at være nysgerrige på deres perspektiver.
Ingen børn sidder
derhjemme om morgenen over morgenmaden og udtænker en plan for, hvordan de kan
gøre livet allermest surt for deres lærere.
I dag kan jeg se
hvilken læremester, Birte var for mig og mine møder med små mennesker senere i
livet.
De små mennesker, vi
slår os mest på, kan være vores største læremestre.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
