Lærer til lærer

HDS Design og arkitektur - Digital kreativitet

Vær arkitekt på dit eget drømmehus. Et målrettet dialogbaseret undervisningsforløb i HDS med 65 elever på 6. årgang, med fokus på digital kreativitet, til deling.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

HDS Design og arkitektur - Digital kreativitet

Vær arkitekt på dit eget drømmehus

Et målrettet dialogbaseret undervisningsforløb i HDS med 65 elever på 6. årgang, med fokus på digital kreativitet, til deling.

Projektet er planlagt af lærerne Jens Christiansen og Hanne Bindslev Gregersen fra Sct. Jørgens Skole i Roskilde.

Formål med opgaven:

Eleverne skal tilegne sig følgende viden, teori og praksis:

· Kendskab til digital kreativitet

· Kendskab til tegneprogrammet Sketch Up

· Kendskab til begreber som arbejdstegning, plantegning og 3D tegning

· Kendskab til målestoksforhold når der arbejdes med modeller

· Kunne foretage en analyse, vurdering og et skøn ud fra et oplæg

· Kunne omsætte en modeltegning til konstruktion af drømmehuset

· Kunne præsentere og beskrive sit hus for andre

Mål for projektet er at lære at bruge digitalt værktøj, 3D tegneprogrammet Sketch Up, som grundlag for at løse praktiske opgaver. Design og konstruktion af ”Drømmehuset”. Vi ønsker, at vores elever kan tilegne sig viden om en sammenhæng mellem form og funktion i bygninger. Det konkrete mål er at de skal fremstiller en arkitekturmodel af deres drømmehus ud fra egen planlægning.

Vedhæftet vores elevoplæg nederst i pdf-filer:

1 Lav jeres eget drømmehus/grundplan

2 Lav jeres eget drømmehus/modelbygning

3 Indretning og design

4 Ekstra IKEA køkken

UV-forløbet er en del af et forsøg på skolen, at skabe fleksible muligheder for at tilrettelægge skoledagen. Udover de tre HDS-lærere, betyder det, at 6. årgang har tilknyttet en klubpædagog i de 2 ugentlige HDS lektioner.

Undervisningen veksler mellem teorioplæg og læse praktiske opgaver.

6. årgang er opdelt i små grupper af 4-5 elever, grupperne er dannet på tværs af de tre klasser.

Optakt

Inden vi går i gang med projektet har alle eleverne fået et lille grundkursus i brugen af tegneprogrammet Sketch Up https://www.sketchup.com/ (3 x 2 lektioner). Alle vores elever har deres egen personlige skolecomputer.

Processen af det praktiske arbejde

Inspirationsfasen:

Elevgrupperne starter med at surfe rundt hos ejendomsmæglerne på nettet og ser på flere af de huse, som er til salg. Særligt plantegningerne, bliver de bedt om at studere, og nøje lægge mærke til hvordan husene er indrettet. Derudover bliver de bedt om at se på husenes udseende. (se vedhæftet elevoplæg 1).

De voksnes rolle er at supervisere. Udover at undervise og praksisøvelser, skal der være plads til gode debatter, diskussioner om de dilemmaer, hver især møder i processen. Det giver eleverne personlig udvikling.

Undervejs snakkes der om hvilke erhverv og faggrupper, der er nødvendige ved et husbyggeri og hvad det er for et arbejde de udfører. Erhverv som arkitekt, bygningsingeniør, entreprenører (jord og beton og kloakfolk), VVSer (vand, varme og sanitet), elektriker, ventilationsmand, murer, tømrer og maler.

Vi snakker også om udviklingen af husets udseende ude, fx hvilke typer huse vi møder på ejendomsmæglernes hjemmesider, fx patriciavilla, murermestervilla, parcelhus mv.

Vi vender også udviklingen af husets udseende inde, fx at i starten af 1980’erne valgt de nye husejere at købe brugte huse, fremfor at bygge nyt. I 1990’erne var det store hit panoramavinduer og samtalekøkkener. I 00’erne blev stilen meget mere enkel, og fokus var på køkkendesign. Man byggede husene med forskudte bygninger, og runde vinduer var et hit.

2010’erne kaldes for, fornuftens årti, på grund af finanskrisen. Det kunne blandt andet ses på indretningen, hvor individualitet og fleksibilitet var i centrum. Og i dag hvor dit hus viser hvem du er, og derfor er det vigtigt, at det er designet og indrettet efter lige præcis hvordan du ønsker det.

Innovationsfasen:

Grupperne deler sig op i mindre grupper af to og to, det giver plads til at alles ideer, ønsker og holdninger kommer i spil.

Grupperne får nogle punkter som de skal tænke over og arbejde med. Fx Start med at tænke over hvem og hvor mange, der skal bo i huset. Hvilke rum vil I have i huset? Hvordan skal rummene placeres i forhold til hinanden? Find en størrelse på hvert rum – længde og bredde? Tegn nogle skitser på papir, og sæt mål på, sæt vinduer og døre i. Tænk på hvilke vinduer der passer til rummene.

Sketch Up -fasen:

De små grupper, på to og to, starter hver med at tegne en hurtig plantegning. Dernæst samles gruppen igen. Nu skal eleverne i gruppen drøfte, og blive enige om, hvilke indretningsideer fra de to huse, der er smartest og mest funktionel til deres fælles hus.

Derefter skal de tegne en grundplan af deres fælles hus, som de senere skal printe ud. Når grundplanen er færdigtegnet, trækkes væggene op fra grundplanen (så huset bliver i 3D), og vinduer og døre placeres.

Når 3D-tegningen er færdig, printes den ud og sættes op på en planche. På planchen skal der også være en beskrivelse, af hvorfor huset ser ud som det gør. Fx hvorfor er der det antal værelser, åben køkken etc. etc.

Modelbygningen:

Nu er det tid til at grupperne skal starte byggeriet af drømmehuset, efter deres eget oplæg. (se vedhæftet elevoplæg 2).

Der er på forhånd stillet nogle krav til modellen, fx at modellen skal være i størrelsesforholdet 1:24, 1cm =24 cm og alt skal være i lige vinkler – dvs. der skal bruges linealer og vinkler.

Materialer:

Limpistoler, limpinde (mange), knive, linealer og vinkler.

Modellen laves af:

Flamingoplader (strimler, bredde 10 cm)

Masonitplader til at stille modellen på

De tegnede vinduer og døre kopieres i det antal der er behov for. Vinduer og døre klistres på flamingovæggen med limstift.

Nu kan grupperne gå i gang med at bygge deres model af deres drømmehus i praksis.

Når man arbejder med en kreativ opgave, er det ikke alle elever, der er færdige på samme tid. Eleverne arbejder meget forskelligt. Der er elever som sidder koncentreret i lang tid og arbejder med opgaven, men der er også elever der hurtigt bliver færdig med deres del.

Derfor bliver grupperne bedt om at have fokus på indretning og design, når deres huse så småt er ved at være færdige. Til inspiration er der boligkataloger og udvalgte links på nettet (se vedhæftet elevoplæg 3).

Elevernes opgave er, at designe model-møbler ud af genbrugsmaterialer og naturmaterialer. Processen er interessant at følge, genbrugsmaterialer kan ofte hurtigt omsættes til et velkendt møbel fx bord eller en sofa, hvori mod naturmaterialer som mos, kogler, bark, uld mv. er en udfordring i design-processen, da materialet ikke umiddelbart giver en hjælp til form og funktion, men udfordringen er ikke større end, at det ender med en masse spændende og innovative møbler. Møblerne designes i størrelsen ”Duplo mand”.

Vi oplever stor interesse for at designe model-møbler, og har i den efterfølgende evaluering tænkt at, det kunne vi godt have afsat mere tid til.

Materialer:

Limpistoler, limpinde (mange), limstifter, knive, sakse

Diverse typer genbrugsmaterialer fx syltetøjslåg, tuds propper, mælke/juicelåg, kapsler (andre små dimsedutter)

Diverse typer naturmaterialer fx mos, kogler (fyr-lærke), skind, bark, uld, pinde, korkpropper, ispinde

Evalueringsfasen:

Alle huse og møbler præsenteres og udstilles. På Intra oprettes et foto-galleri med fotos af processen, fotoalbummet opdateres løbende.

Ekstra opgave (se vedhæftet elevoplæg 4). I baghånden havde vi en ekstra opgave. Opgaven var at vores elever kunne designe et IKEA køkken i IKEAs tegneprogram. Da vores elever var meget optaget af at bygge drømmehuset og designe møbler, nåede de ikke at bruge programmet, indenfor den tidsramme, vi havde afsat til UV-forløbet. Og da vi var nået til sommerferien, kunne vi ikke forlænge projektet. Opgaven er vedhæftet hvis andre skulle have lyst til at bruge den.

Afsluttende kommentar:

Vores elever oplevede en succes. Alle præsenterede et flot kreativt produkt, som de selv var meget stolte af. Da emnet strækker sig over et stykke tid, får eleverne en god fordybelse, tid til refleksion og tid til løbende forbedringer. De får mulighed for at stille mange nysgerrige og videbegærlige spørgsmål. Processen giver mulighed for at ændre og italesætte fx drømme, ideer og ønsker, altså lige det, som kreativitet kan. Alle kommer godt og flot i mål, glade og tilfredse.

Vedhæftet dokumenter til download:

1 Lav jeres eget drømmehus/grundplan

2 Lav jeres eget drømmehus/modelbygning

3 Indretning og design

4 Ekstra IKEA køkken

Vedhæftede fotos viser:

Elever i gang med modelbygning

Planche med arbejdstegning, plantegning og 3D tegning

Elev i gang

Møbeldesign i værdiløst materiale og naturmateriale