Syv år efter at hollandske Gert Biesta udgav bogen ”Letting Art Teach”, er den udkommet på dansk med den direkte oversatte titel ”Lad kunst undervise”. Forlaget Klim markerede udgivelsen i går med et arrangement på læreruddannelsen på Via i Aarhus, hvor den internationalt anerkendte pædagogiske tænker præsenterede sin bog om kunst i uddannelse.

”Bogen udkom i 2017, så har den stadig en pointe? Er den stadig relevant? Ja, det tror jeg, for vi ser samme tendens som for et årti siden. Hvor er kunst i undervisningen?", spurgte Gert Biesta, da han indledningsvist fortalte om sine overvejelser om at lade bogen oversætte til dansk.

I bogen kredser professoren om, hvordan børn og unge igen kan få en opmuntrende undervisning uden konstant at være under overvågning og kontrol. Gert Biesta mener, at kunsten og pædagogikken kan hjælpe hinanden med at genfinde den menneskelige dimension.

”Når magthaverne instrumentaliserer livet, spørger de, om kunst er brugbar for elevernes testscore og for udviklingen af deres empati, færdigheder, hjerne og så videre. Hvis kunst kan hjælpe til med den udvikling, bliver det et argument for at inddrage kunst i undervisningen, men for mig er det ikke at tage kunst seriøst. Vi har ikke kun brug for kunst, fordi det gavner noget andet”, sagde Gert Biesta.

Kunst fremkalder ikke bestemte svar

Udfordringen er, at politikerne betragter undervisning som en produktion, påpegede Gert Biesta,

Anmeldelse

Pædagogikprofessor:  Kunstundervisning er i krise

”De taler om læringsudbytte, og nogle mener ligefrem, at skolen skal være forudsigelig som et urværk, hvor tandhjulene griber ind i hinanden. Det er, hvad totalitære regeringer ønsker – at de får eleverne til at tænke ens. Derfor er der ikke tale om undervisning, men om indoktrinering. Kunst fremkalder ikke bestemte svar og kontrollerer heller ikke vores bedømmelse af den. Det er det fine ved kunst”.

For Gert Biesta er det ikke et spørgsmål om, hvad undervisning skaber, men hvad den gør muligt.

”Undervisning handler om at åbne døre for eleverne, så de kan møde verden. Vores opgave er at få dem til at træde igennem dørene. Tag blot dette lokale, hvor I alle ser i samme retning. Det er ikke godt”, sagde han til tilhørerene i det pænt fyldte auditorium.

Gert Biesta trak en parallel til Pisa.

”Pisa er ikke interesseret i mennesket, men i nationale præstationer. Men hvad hvis stemningen er i klasseværelset er racistisk, at kreativiteten er destruktiv, eller at eleverne kun er interesserede i sig selv? Det er ikke underviserens opgave at sige, hvad der er rigtigt og forkert, men at styrke elevernes ønske om at eksistere. Det er ikke en let opgave, og måske er det endda sværere lige nu, fordi verden viser sit ansigt i nyhederne hver morgen”.

Kunst bringer eleven i dialog med verden

Hvad betyder det at eksistere i verden? spurgte Gert Biesta. I svaret bragte han sig ind på kunst.

”Hvis du tager en klump ler, kan du finde ud af, hvad du kan lave af det. Det samme med sten, metal og andre materialer. Du må tage initiativ, samtidig med at materialerne giver dig modstand. Den modstand må du prøve at overkomme. Ellers destruerer du dig selv. Alt det giver dig erfaring med at eksistere”.

Det centrale er ikke, at læreren giver eleverne mulighed for at udtrykke sig, for kunst er med sine mangfoldige udtryksformer et vedholdende forsøg på helt bogstaveligt at finde ud af, hvad det indebærer at være i dialog i verden, og hvad det vil sige at eksistere.

”Kunstnere prøver konstant at være i dialog om, hvad verden betyder for dem. Deres kunst handler ikke om at skabe et udbytte. Deres værker er en måde for dem at være i verden på, men uden at sætte sig selv i centrum, for vi skal være her sammen med andre på en planet, som lider. Mennesket står ikke overfor et mentalt problem, som lægevidenskaben kan løse. Problemet er eksistentielt, og derfor skal vi tage kunst og undervisning seriøst”, sagde Gert Biesta.

Den pædagogiske gestus skal forstyrre

Læreren skal altså vække elevernes lyst til at eksistere. I bogen udtrykker Gert Biesta den ambition i udsagnet: ”Se, der er noget dér, som jeg tror, kunne være godt, vigtigt og meningsfuldt for dig at rette din opmærksomhed imod”.

Han peger på tre kvaliteter i dette arbejde: Forstyrrelse, suspension og understøttelse.

”Den pædagogiske gestus – at vise og pege – vil altid fremstå som en gestus, der forstyrrer. Den forstyrrer barnet der, hvor det er, i forhold til, hvad barnet er i gang med, og den forstyrrer barnets identitet. Det vil sige, hvad og hvem barnet er. Og den forstyrrer, hvad barnet vil og har af ønsker. Alle forstyrrelserne sker, fordi pædagogikken udspilles med fokus på den enkle opfordring ’Se der!’”, skriver han i bogen.

Suspension handler om at skabe tid, give rum og sørge for former, hvor eleven kan forholde sig til sine lyster og ønsker på en helt og holdent eksperimenterende måde. Det vil sige uden sikkerhed for udfaldet.

”Det tager tid at skabe muligheder for, at børn og elever kan foretage ’springet’ og træde ind i verden på en voksen måde”, udbybede Gert Biesta i sin forelæsning.

Den tredje kvalitet med at understøtte skal sikre, at elevene ikke bare flakker alene rundt i undervisningen.

Ikke en luksus at inddrage kunst

Hvis man alene har den tilgang, at den bedste uddannelse er hurtig og personlig, mister man en væsentlig del, pointerede Gert Biesta.

”For mig er kunst først og fremmest musik og sang. God kunst afbryder og forstyrrer, men det lever også sit eget liv: Hvis en musiker ikke kan lide Mozart og derfor spiller hans stykker dobbelt så hurtigt for at få det overstået, er det ikke længere Mozart. Kunst er også en fornøjelse, så vi skal huske at nyde det”.

Kan kunst hjælpe os til at forstå verden bedre, spurgte Gert Biesta refleksivt. Og svarede ja, men det er ikke hele billedet.

”Nogle gange giver kunst ikke mening, men det gør livet heller ikke altid. Vi kan ikke gå væk fra livet, men det kan vi fra kunst. Alligevel er kunst nødvendig. Ikke for at opnå gode testresultater, men for at åbne døre til unikke øvelsesbaner. Putin og Zelenskyj har begge en hjerne, og de har udviklet færdigheder, så forskellen mellem dem ligger ikke der. Deres begejstring for at være i verden har gjort dem forskellige. Det er ikke en luksus at inddrage kunst i undervisningen. Det er eksistentielt. Derfor har vi som lærere en opgave i at få kunst ind i undervisningen”.

Begynd med at forstå bogens budskab

Gert Biesta taler om undervisning, som ikke blot er en sag for hovedet, men også berører hånd og hjerte. Han giver dog ikke konkrete eksempler på, hvordan man som lærer i praksis inddrager kunst i sin undervisning. 

Så hvordan komme man i gang?

”Man begynder med at forstå budskabet i bogen om, hvad undervisning kan gøre for menneskets eksistens”, lød Gert Biestas anbefaling i et interview til Folkeskolen efter forelæsningen.

”Hvis man som lærer lader eleverne danse, vil de møde deres krop på en anden måde end i biologi. Det vil være en vigtig erfaring for dem at tage videre i mødet med verden og også med dem selv”, fortsatte han.

Kan en lærer arbejde med kunst i undervisningen på egen hånd, når skolen udsættes for test og kontrol af boglige resultater?

”Ja, det begynder et sted. Hvis læreren gerne vil, men lader være, fordi ingen andre gør det, bliver det aldrig bedre. Hvis man altid siger, at systemet ikke prioriterer det, lader vi systemet tage over. Vigtige ændringer sker, når folk stiller spørgsmål til den måde, samfundet er indrettet på”.

Kan en hel skole vælge at inddrage kunst i undervisningen?

”Det tror jeg, men det afhænger af den frihed, skolen har. I Holland har vi en stærk kontrol af skolerne, men kontrollanterne siger, at skolerne har lov til mere, end de tror”.

Måske kan kunst skabe flere håndværkere

I Danmark kæmper vi med at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Vil det hjælpe med en mere kunstnerisk tilgang i undervisningen?

”Det er et godt spørgsmål. I bogen fokuserer jeg på kunst, men håndværk har lignende kvaliteter. En af mine venner siger, at vi har brug for håndværk i skolen fremfor kunst. Håndværksfag har lav status i samfundet, så de skal tales op. I Holland prøver undervisningsministeren at ændre det ved at i stedet at tale om et spektrum af uddannelser. Han har været minister i næsten tre år, og det ser ud til at lykkes ham at ændre måden, vi taler om uddannelser og fag på. Det nytter, når en magtfuld person går foran”, siger Gert Biesta.