Debat

Fravalg af valgfag vil fjerne unødvendig stress og give mere tid til at præstere bedre i andre fag, skriver Nanna Lunde Rasch.

Elev: Vi bør kunne fravælge valgfag

Det burde være muligt at vælge valgfag fra, hvis man allerede har en klar ide om, at man ikke vil have en erhvervsuddannelse, lyder det fra elev Nanna Lunde Rasch.

Publiceret Senest opdateret

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Jeg mener, at man med en forældreunderskrift skal have mulighed for at droppe valgfag fra 7. klasse. 

Musik, billedkunst, madkundskab og håndværk og design er de valgfag, som alle skoler i landet har. Hvis man allerede fra 7. klasse har en klar ide om, at man ikke vil have en erhvervsuddannelse, skal man have mulighed for at vælge det helt fra og trække det ud af sin skoledag.

Det vil fjerne unødvendig stress og give mere tid til fordybelse og til at præstere bedre i andre fag, som man måske har svært ved.

Jeg ved, at nogle måske synes, det er tidligt at tage sådan en beslutning, men nogle elever har en klar retning for, hvilken vej deres uddannelse skal gå allerede fra en tidlig alder. Forældreunderskriften kunne være et krav, der skal opfyldes, så elever ikke bare dropper valgfaget for at få tidligt fri.

Mere tid til de elever, der brænder for faget

Når der forsvinder en gruppe elever, som har valgt valgfagene fra, bliver der automatisk mere tid til dem, som virkelig har interesse for fagene. De vil således få mere plads til at fordybe sig og være bedre klædt på til den erhvervsuddannelse, de måske vælger i fremtiden.

Det vil især være en fordel på de største skoler, hvor holdene er så store, at læreren på en hel skoletime ikke når hele vejen rundt i klassen. Det gør, at dem, der virkelig har brug for undervisningen, ikke får den på grund af andre elever, som måske i virkeligheden ikke engang brænder for faget.

Jeg tror, at denne ide vil få eleverne til at præstere bedre.

Derfor: Gør valgfagene frivillige - under forudsætning af samtykke fra forældrene.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk