Samfundet bliver i stigende grad digitaliseret, hvor flere aspekter af blandt andet det sociale, professionelle liv og livet som forbrugere foregår online. 

Udviklingen går så stærkt, at lærere, forældre og elever, har svært ved at følge med, skriver Martin Kasper Pedersen i sit professionsbachelorprojekt fra Københavns Professionsskole. 

Den teknologiske udvikling stiller store krav til folkeskolen i forhold til at forberede eleverne på fremtidens samfund, mener han, og derfor har han undersøgt de problemer, ”som digitaliseringen medfører for demokrati og magtforhold i samfundet”, og om lærere føler sig klædt på til opgaven.

”Hvilke muligheder og begrænsninger har vi, som folkeskolelærere, i samfundsfagsundervisningen for at fremme elevernes kritiske tænkning og digitale myndiggørelse, set i lyset af den øgede digitalisering af demokratiske og politiske processer”, spørger han i problemformuleringen.

Politiske nyheder fra sociale medier

Martin Pedersen har som en del af undersøgelsen gennemført en spørgeskemaundersøgelse med elever i 8. klasse. 

Et af spørgsmålene gik på, i hvilken grad, de mente, at undervisningen i samfundsfag havde gjort dem bedre til at navigere i sande og falske historier på nettet.  Her svarerede 15 procent i ”høj grad”, og 45 procent i ”nogen grad”. 

Et andet spørgsmål handlede om, hvor de primært får deres nyheder fra. Her svarede 32 procent på ’sociale medier’, hvilket Martin Pedersen finder foruroligende, særligt da 38 procent af eleverne samtidigt tilkendegav, ”at de selv ved mest om hvilke slags informationer, der findes på internettet”.  

Han beskriver et problem med nyheder på nettet, som man kalder ”opmærksomhedshøst”. Det er et udtryk, som digital ekspert Camilla Mehlsen og professor i filosofi Victor Hendricks bruger til at beskrive en af de ”børnesygdomme”, der er fulgt med den teknologiske udvikling. 

En samfundsfagslærer, Martin Pedersen har interviewet, beskriver, hvordan hans elever ”var de første til at ’opdage’ Rasmus Paludan før Folketingsvalget 2019, hvor han ikke selv havde hørt om ham før”. Videoerne af koranafbrændinger blev liket og delt, og læreren fortæller, at eleverne gjorde det, fordi ”det var ’sjovt’ eller ’skørt’”. 

En anden lærer fortæller, hvordan flere af hans elever fortalte ham, at de ville stemme på Liberal Alliances Alex Vanopslagh, hvis de kunne. Derfor inddrog han det i undervisningen og fandt så ud af, at eleverne ikke kunne forklare, hvad han stod for politisk, og hvorfor de ville stemme på ham, men at de blot fandt ham sympatisk på partiets videoer på sociale medier.

Forhastede konklusioner

Kritisk tænkning er en væsentlig del af digital dannelse, skriver Martin Pedersen og refererer til filosof og forfatter Christoffer Boserup Skov, der mener, at kritisk tænkning ”kan hjælpe os til at blive reflekterede medborgere og kritiske agenter med en sund dømmekraft i et accelererende informationssamfund”.

”Eleverne skal have en forståelse for, hvor al den information, som de får i løbet af en dag, kommer fra, samt deres brug af denne information på en reflekterende og kritisk måde”. 

Selvom den pågældende lærer havde undervist i kildekritik, viser eksemplet med eleverne, der vil stemme på Vanopslagh, blot fordi de synes, han er ”sympatisk”, ”flere tegn på manglende kritisk tænkning” ud fra Skovs karakteristika. De drager ”forhastede konklusioner”, ”undlader at opsøge yderligere informationer” og ”udelader væsentlige argumenter eller perspektiver”.

Samfundsfaglige problemstillinger

Martin Pedersen mener, at der er rig mulighed for at inddrage det digitale element i samfundsfag og henviser til en model for ”kategorial samfundsfaglig dannelse”, der er udviklet af ph.d. og underviser på læreruddannelsen Anders Stig Christensen. 

Et af elementerne i modellen tager udgangspunkt i samfundsfaglige problemstillinger, der har udspring af den tyske didaktiker Wolfgang Klafkis teori om ”epokale nøgleproblemer”, som blandt andet kan være et problem som ”farer ved og muligheder med de nye tekniske styrings-, informations- og kommunikationsmedier”. 

I sin planlægning kan læreren identificere problemstillinger, der vedrører nutiden og har fokus på et digitalt element. Blandt andet fortæller en af lærerne, at han har undervist i den såkaldte ”Umbrellasag”, som handlede om digitale krænkelser med ulovlig deling af billeder. 

En anden nutidig problemstilling, som vil være oplagt inddrage i undervisningen er selskabers dataindsamling, som ”man må argumentere for er et af vores tids epokale nøgleproblemer”, skriver Martin Pedersen.

Inddrag brugen af sociale medier

Et andet element i Christensens model for kategorial samfundsfaglig dannelse er ”samfundsfag som metode”. Her er det oplagt at arbejde med kildekritik, som de interviewede lærere da også nævner, da de bliver bedt om at definere digital dannelse. 

En af dem fortæller: ”Helt basic: hvordan benytter du Googles redskaber? Og hvordan laver du en ordentlig research? Kildekritisk forståelse, hvordan analyserer du en hjemmeside til at se, at den er valid og så videre, ikke?”

En anden lærer beskriver digital dannelse som at ”lære at bruge de digitale medier på de rigtige tidspunkter. Og så handler det om at være kritisk. Hvor kan man søge henne? Og så synes jeg faktisk også, at det handler rigtig meget om at lære dem noget om privatindstillinger...”

Martin Kasper Pedersen konkluderer, at særligt den sidste lærer også har fokus på elevernes personlige brug af sociale medier, og at dette er relevant at inddrage i undervisningen.