Lige nu: Prisfest for flotte lærerprojekter

For 10. gang uddeles Lærerprofessionspriserne i eftermiddag til nydimmiterede lærere, der har bidraget med noget ekstraordinært, og for første gang får vinderne et fysisk trofæ med hjem.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Alle her i auditoriet ved, at lærergerningen, den er noget ganske særligt", sagde Stefan Hermann, rektor for Københavns Professionshøjskole, da han bød velkommen til 10. udgave af Lærerprofession.dk's prisfest i auditoriet på Campus Carlsberg i Valby.

På trods af corona og deraf følgende forholdsregler og afbud er der lige nu feststemning i auditoriet, hvor der skal uddeles priser til lærer- og diplomstuderende, der har lavet en særlig brugbar afsluttende projekt.

"En  stor del af tiden som lærer står man uden en kollega ved sin side" fortsatte rektoren. "Vi har ofte en romantisk forestilling om læreren, som alene påvirker, former, ja, danner sine elever. Men det er også vigtigt at vi står sammen som profession. Som vi gør i dag".

Herefter overtog Lærerprofession.dk's 'far' og nestor, Thorkild Thejsen scenen (efter coronakorrekt udskiftning af mikrofonen) for at fortælle om den lange vej til realisering og den succes, projektet har haft i de 10 år, der er gået.

"Jeg havde været censor i mange år, og det havde altid ærgret mig, at langt, langt de fleste projekter fra læreruddannelsen og fra lærernes efteruddannelse aldrig kom længere end til en privat harddisk", fortalte han.

Men det gør det nu, kunne han fortælle, for i skrivende stund ligger over 600 projekter offentligt tilgængelige på lærerprofession.dk.

Lidt til kaminhylden

Lidt til kaminhylden

Fra i år får prisvinderne også en statuette med, og helt i projektets ånd er den blevet designet af to lærerstuderende, nemlig Kirstine Lindhardtsen Brønd og Charlotte Jønholt fra læreruddannelsen i Skive.

"Deres forslag indfanger på én gang samspillet mellem elever og lærer og undervisningens afhængighed af elevernes aktive deltagelse. Symbolik er der bestemt, men på en glad, ligefrem måde", sagde Thorkild Thejsen, som var med til at vælge vindere i konkurrencen om at formgive statuetten.

Den forestiller en hånd med en finger i vejret, og på den måde er den en logisk afløser for den Mano-kande, tidligere års vindere har modtaget - mano er nemlig spansk for hånd.

Powered by Labrador CMS