Endelig ro om den betalte frokostpause for statsansatte

For enkelte institutioner, blandt andet professionshøjskolen UCL, bliver det først fra august 2020. Men nu har parterne endegyldigt slået fast, at de ansatte på de statslige arbejdspladser har betalt frokostpause.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den betalte spisepause var én af tre store knaster ved overenskomstforhandlingerne sidste år, der som bekendt endte med en aftalt præcisering af, hvem der havde ret til betalt frokostpause. Men i efteråret opstod der alligevel tvivl på en række statslige uddannelsesinstitutioner.

De ansattes organisationer har drøftet uenigheden med Medarbejder- og Kompetencestyrelsen under skatteminister Morten Bødskov og er nu nået frem til en endelig klarhed over reglerne om retten til betalt spisepause. Retten gælder alle statsansatte undtagen en lille gruppe, hvor det udtrykkeligt fremgår af overenskomsten, at der ikke gælder en ret til betalt spisepause.

Den nye enighed får betydning for blandt andet de ansatte på professionshøjskolen UCL, som hidtil har tilrettelagt arbejdet uden betalt spisepause. De vil fra den 1. august 2020 også få ret til en betalt spisepause som en overenskomstsikret ret.

"Vi er tilfredse med, at vi oplever en minister og en ny styrelse, som oprigtigt ønsker en ny start. Dette er langt mere end pæne ord. Det viser i handling over for vores medlemmer og organisationer, at man ønsker dialogen og samarbejdet", siger Flemming Vinther, formand for de statsansattes forhandlingsorganisation CFU, i en pressemeddelelse. 

Ny OK18-udvikling: Alle statsansatte er alligevel ikke sikret betalt spisepause

 

Powered by Labrador CMS