Støt nyuddannede og ildsjæle

Følordninger til nye lærere og hjælp til at sætte grænser for ildsjælene, lyder rådene fra psykolog-korps

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

To grupper af lærere er i særlig risiko for at gå ned på grund af stress de unge nyuddannede lærere, der får for dårligt et skema, og så ildsjælene, der har brændt for arbejdet i mange år og nu nærmer sig pensionsalderen.

Så klart ser billedet ud, når man spørger det korps på omkring 40 psykologer, som DLF benytter i Rådgivningen for lærere med psykiske arbejdsmiljøproblemer. Derfor skal DLF sætte indsatsen ind over for disse to grupper, fortalte psykologerne, da de for nylig holdt årsmøde i Middelfart. Psykologerne er privatpraktiserende bosat over hele landet, men bruges af DLF, når et medlem tilbydes psykologbehandling.

»De unge bør have en mentorordning. DLF bør sørge for, at de får hjælp fra de ældre kolleger. Vi ser en del ensomme nye lærere«, sagde en psykolog, da arbejdsgrupperne skulle formulere punkter, som DLF kan arbejde videre med.

»Vi får ildsjælene til behandling. De har ofte svært ved at sætte deres personlige grænser. Dem kunne man hjælpe ved at flytte noget af grænsesætningen over til skolen, hvor man sammen udvikler fælles holdninger og krav til elever og forældre«, sagde en anden.

Også udvikling af fælles krav kollegerne imellem talte psykologerne om. Sådan at det bliver muligt for en lærer åbent at fortælle, at hun er stresset, eller at hun lige nu ikke magter en bestemt gruppe af elever. Og så skal kollegerne i teamet ikke reagere ved at sige, at de da aldrig har problemer med den gruppe elever. Det skal være en kvalitet at kunne tale højt om problemerne og få hjælp i sit team.

Det stiller også krav til lederne. En psykolog fortalte, at hun ofte oplever, at en lærer slet ikke har talt med sin skoleleder om problemerne. Leder og lærer får først kontakt med hinanden, når psykologbehandlingen er i gang, eller man skal finde ud af at etablere et deltidsjob, så læreren kan vende tilbage til skolen efter længere sygemelding.

Der skal etableres en ledelseskultur, der skaber tryghed, mente psykologerne. De talte også om bedre lederuddannelse.

Teamarbejde skal læres

Et andet gennemgående tema for psykologerne var problemer i teamsamarbejdet.

»Teamsamarbejdet skal defineres først. Hvad skal det handle om, og hvor længe skal det vare«, skrev psykologerne på listen over, hvor DLF skal sætte ind.

Flere spurgte, om det ikke var almindeligt, at lærerne lærte noget om teamsamarbejde, inden de blev kastet ud i det. For man kan jo ikke bare gå i gang, mente de. Det kræver teambuilding og læring på området.

»Man stiller i folkeskolen i dag krav om en rummelighed og et samarbejde, der ikke har eksisteret før. Det er et pres udefra, og der er ikke fulgt uddannelse med til lærerne«, sagde en.

Mange af de lærere, der går ned med stress og kommer i psykologbehandling, taler om teamsamarbejdet som et problem. Som noget, der flyder, tager meget tid og er meget ukonkret.

»Ledelsen har ladet teamet være for selvkørende, og det stresser, når man ikke synes, man slår til. Desuden har mange svært ved at bede om hjælp«, som en opsummerede.

Generelt går lærerne for længe alene med deres problemer, inden de søger hjælp. Men det blev også fremhævet, at lærerne via deres kultur og samarbejde har nogle muligheder for at hjælpe hinanden og bruge hinanden.

»Vi vil fortsat se stress, for nu skal alle i teamsamarbejde, og dér vil lærerne møde sig selv på en ny og anden måde. Så måske skal vi tænke mere i gruppebehandling fremover end i individuel behandling«, mente en.

Flere fortalte, at ny forskning tyder på, at hjernen forandrer sig fysisk, når mennesker er stressede. Og man ved, at stress påvirker immunforsvaret, at stressede personer danner et hormon, der kan give forhøjet blodtryk og blodpropper. Stress kan udløse fysiske smerter, sukkersyge og kredsløbssygdomme. Så stress bør absolut undgås.

Et middel, som alle psykologerne anbefaler til deres stressede klienter, er motion. At gå en tur, løbe, svømme alt efter hvad den enkelte bedst kan lide at gøre og det er vigtigt, at det er noget, den enkelte kan lide. For motion og bevægelse virker på psyken. Bevægelse fremmer udviklingen af endorfiner, der virker positivt på psyken.

hlauritsen@dlf.org

Psykisk rådgivning i 2003

Antal henvendelser: 1.042 (977 personer)

Henvist til psykolog: 660

Hyppigste årsager

Arbejdspres 265

Problemer ledelse 127

Problemer kolleger 124

Problemer forældre 65

Problemer elever 139

Afsked 40

Private problemer 195

Andet (forflyttelse, udbrændthed) 22