Debat

Overskrift i Folkeskolen: Svage elever har øvet eksamen hver uge i et år

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Er det slet ikke muligt at finde andre ord end »svage elever«, »svage forældre«, »dårlige forældre« og mindst 50 andre nedsættende, nedgørende, nedværdigende, generaliserende betegnelser for alle dem, der ikke er ligesom alle de »normale«.

Det må, dag efter dag, være nedbrydende at være betegnet som værende svage forældre, som svag elev, som dårlige forældre ...

Det kan selvfølgelig være sådan, at hele gruppen af »svage« har hørt denne betegnelse så mange gange, at de ikke tænker over det mere.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Der er lavet forskning omkring denne måde at omtale alle dem på, som ikke er lige så dygtige som alle dem, der åbenbart mener, at læsesvage, sprogsvage, evnesvage, åndssvage, fysisk svage ... er lettest at håndtere, hvis de betegnes som svage (og hvad der er meget værre).

Det er tankevækkende læsning, men bestemt ikke noget, man bliver glad af at læse.

En anden problematik består i, at ordet »svag« og alle de andre uheldige betegnelser bliver brugt i flæng - og at de, som er flittige brugere af alle disse betegnelser, næppe kan udpege den del af befolkningen, som de omtaler.

Jeg kender mange voksne, som i deres skoleliv af forskellige årsager var placeret i puljer med »svag-betegnelsen«. Men efter endt skoletid har langt de fleste faktisk fået et arbejdsliv, et familieliv, et foreningsliv og et privatliv, hvor de bidrager til samfundet på deres vilkår. Vi taler om en ret stor befolkningsgruppe på mellem 500.000 og en million, som lander i kategorien »svag«.

Jeg mener, at der er alvorligt brug for at få en diskussion om, hvordan man får beskrevet mennesker, der er udfordret på forskellig vis, så denne del af befolkningen ikke hver dag skal se sig selv omtalt på en måde, som kan give en opfattelse af, at man er en belastning for det samfund, man er en del af.

Jeg synes, det er pinligt, at mit eget fagblad også falder for at bruge betegnelsen »svag«. Og nu også min morgenfavoritkanal, P4 Sjælland (så sent som i dag den 1. oktober 2018). Om man er den, der udtaler sig om »de svage« - eller man blot citerer - er man med til at bære den uheldige betegnelse videre.

PS. Jeg har ikke en patentløsning på, hvilke ord og vendinger man ellers skal/ bør bruge. Har du?

Powered by Labrador CMS