Thorkild Thejsen takker af fra Lærerprofession.dk

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forhenværende redaktør for Folkeskolen havde forberedt sit otium godt. Da undertegnede i februar 2011 startede som ny chefredaktør, fordi Thorkild Thejsen havde sagt op, lå der efter ganske få dage et projektforslag på skrivebordet. Det handlede om, at der skrives så mange gode og indsigtsfulde professionsbachelorprojekter på læreruddannelserne med masser af gode ideer fra den nyeste forskning og med erfaringer fra at forsøge at omsætte dem til praksis på skolerne. Hvorfor skulle de bare ligge og samle støv?
Hvorfor ikke hædre nogle gode projekter i stedet for altid at skælde ud på læreruddannelsen? lød de gode spørgsmål fra den afgåede chefredaktør.
Det var som altid svært at argumentere imod Thorkild Thejsens gode ideer. Især da han lovede at sørge for, at der skete noget - mod et meget beskedent honorar.
Det blev begyndelsen til projektet Lærerprofession.dk, som hvert år indstiller og hædrer de bedste professionsbachelorprojekter fra læreruddannelserne og de bedste pædagogiske diplomprojekter fra videreuddannelsen. Derfor ligger der i dag 560 projekter og endnu flere artikler om de nominerede og prisvindende projekter på Lærerprofession.dk. De har ikke alle fået karakteren 12. Men de har alle en solid kobling mellem ny forskning og en solid faglighed i klasseværelset.
Thorkild Thejsen har skaffet en imponerende række af dommere, opbakning fra alle læreruddannelserne, indsamlet projekter og selv rejst rundt i landet for selv at være censor og for at deltage i dommermøder. Han har også stået for at indstifte en højtidelig og glædelig årlig fejring af opgaverne og de glade vindere - og deres skoleledere, familier og kærester.
Nu synes han, at andre må tage over - og vi skal nok gøre vores bedste for at bære faklen videre. Tak til Thorkild Thejsen, og held og lykke til hans efterfølger på posten, Solveig Troelsen, som er lektor ved læreruddannelsen i Aarhus, ph.d. i uddannelsesvidenskab og tidligere blandt andet formand for opgavekommissionen for læreruddannelsens to danskfag.

Powered by Labrador CMS