Debat

Det ender galt

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Sammenbrud i trepartsforhandlingerne, indgåelse af økonomiaftale, silende regn og BUPL som pjeceudgiver. Ja, havde det ikke lige været for fodboldlandsholdet, så var weekenden da gået helt i vasken.

Der ligger et stort potentiale i at øge kvaliteten i undervisningen, så færre elever forlader skolen med utilstrækkelige kundskaber. Vi vil gerne være med til at realisere potentialet i et samarbejde med vore arbejdsgivere. Men stirrer man sig blind på flosklen om et øget arbejdsudbud i en tid med overkapacitet, er der en overvejende risiko for, at vi ikke bruger den nuværende krise til at tænke afgørende nyt.

Alt fokuseres på mere arbejde, arbejdsudbuddet skal øges. Det kan undre, at der ikke i langt højere grad fokuseres på kvaliteten i de arbejdstimer, der allerede leveres.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Flere arbejdstimer til den enkelte i den offentlige sektor betyder færre ansatte og dermed flere i arbejdsløshedskøen, og intet tyder på, at overskuddet kan opsuges i det private, her har afskedigelserne været værre.

Ved Overenskomst 11 viste vi tilbageholdenhed, men vores samfundsøkonomiske ansvar består ikke i på en og samme tid at sende flere i ledighed for derefter at trykke lønnen for dem, der bliver tilbage på arbejdsmarkedet.

Nedbrud i trepartsforhandlingerne var en logisk konsekvens af regeringens manglende samarbejdsvillighed, men vi bliver ved med at strække hånden frem, for det er gennem samarbejde, udfordringerne i folkeskolen løses.

Tre forfærdelige år er gjort op. 6.000 kroner mindre per barn, 4.000 færre stillinger, et fortsat skrantende arbejdsmiljø. Det er ikke det, der giver kvalitetsforbedringer.

Den motivationsfaktor, der betyder mest, og som ansatte også sætter højest af alle, er muligheden for at udføre et arbejde af høj kvalitet. Medarbejdere er engagerede i deres arbejde. Alle ønsker at gøre det så godt som muligt. Lad os sammen udnytte det. Læg regnemaskinerne væk og tag mod den fremstrakte hånd. Det vil der være perspektiv i. Der er intet perspektiv i at øge arbejdspresset, samtidig med at flere uforskyldt bliver arbejdsløse og overgår til offentlig forsørgelse.

Samarbejde og sammenhold bør bringe os videre. Så i den forbindelse hjælper det ikke, at BUPL i sin nye pjece »Vision for fremtidens skole« i overdreven floskelform og med kreativitet som trylleord forsøger at skaffe medvind på cykelstien. Høj faglighed er grundlaget for at tænke kreativt.

Og kreativitet skal der til.