Debat

DLF Mener: Fremtidens undervisning

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De elever, der er begyndt i børnehaveklassen i år, kommer ud til et samfund, der helt sikkert vil være ændret og med andre behov end dem, der er i dagens samfund. Vi kan ikke vise det samfund og sige, at det præcis er det og det indhold, undervisningen skal have, for at eleverne kan mestre deres eget liv - i både familie-, fritids- og arbejdsmæssige forhold. Men kan vi pege på et essentielt grundlæggende indhold, som skolen skal kunne give eleverne med, for at de kan blive gode demokratiske borgere i et samfund under konstant forandring?

Det er et spørgsmål, som man i mange lande drøfter, nedsætter udvalg og kommissioner for at svare på. På et seminar i Oslo for alle nordiske lærerorganisationer fik vi præsenteret et norsk bud på svaret fra »Ludvigsen-udvalget«, som det hedder der. Det handler om at give både kognitive og praktiske færdigheder, men i lige så høj grad sociale og emotionelle færdigheder.

I de efterfølgende diskussioner ved bordene blandt de 90 deltagere kunne man høre, at flere lande havde gang i tanker om ændringer på uddannelsesområdet for at finde frem til netop de løsninger, der kunne give deres elever de nødvendige kompetencer, der skal bruges i et foranderligt samfund.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

I OECD arbejdes der også på en plan for »Education 2030«. Den skal bruges som inspirationskatalog for landes arbejde med egen udvikling på uddannelsesområdet. Som Jørn Skovsgaard, der arbejder med projektet for OECD, sagde til DLF's forskningskonference i maj, så vil mange job i fremtiden »kræve kreativitet og evnen til at agere i komplekse sammenhænge«.

Ligesom de øvrige lande ikke har svaret, så har vi det heller ikke - men vi vil rigtig gerne diskutere og søge det. Det gør vi blandt andet ved på kongressen i oktober at tage fat på en diskussion af, hvilke elementer et folkeskoleideal skal indeholde, hvis kongressen beslutter at fortsætte med arbejdet frem mod et ideal.

Vi ser ni centrale områder, der rummer de væsentlige elementer, en skole til enhver tid bør rumme. Vigtigt at sige, at områderne ikke er idealet, men input til at give retning og kvalificere formuleringen af et kommende folkeskoleideal, hvor man kan se vores ideer om, hvad der er væsentlig viden og færdigheder i fremtiden, og ikke mindst hvilke værdier vi ser som grundlaget for den fremtid.