Bjarne Jappe kalder sig selv for metermanden. En afstand, han værner om, fortæller han.
Bjarne Jappe kalder sig selv for metermanden. En afstand, han værner om, fortæller han.

Spontane krammere i indskolingen

Et håndtryk markerer ugens afslutning i nogle klasser på Nivå Skole. Den elev, der ikke tager et kram selv, bliver også set. Fire lærere fortæller om forskellige holdninger til kram i skolen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Indskolingen er et krammeunivers, på mellemtrinnet tager det kraftigt af, og i udskolingen er kram oftest forbundet med glæde og lettelse efter en god afgangsprøve. Det fortæller fire lærere fra Nivå Skole i Nordsjælland. De oplever det at kramme forskelligt og har sagt ja til at fortælle Folkeskolen om deres tanker og oplevelser med knus, kram og berøring i skolen.

»Jeg er ny lærer i 3. klasse. Jeg har tidligere haft udskolingsklasser, og jeg oplever at blive bombarderet med kram, når jeg ankommer til min 3. klasse. De er meget spontane i den alder. Nogle krammer mig, som om jeg er deres mor. Det er da sødt og hyggeligt, men … også overvældende«, fortæller Anne Sofie Bay-Nielsen.

Derfor stillede hun sig op i døren fredag efter første skoleuge og gav hånd til alle elever.

»Jeg ville sige tak for ugen, der var gået, og jeg ville markere, at jeg havde set alle. Der er børn, der ikke kan finde ud af bare at kramme deres lærer, og de kan have meget brug for et kram. Det skal ikke kun være dem, der selv tager krammet, der får opmærksomhed. De andre skal også ses«, forklarer hun.

Så hver fredag vil hun stå i døren og give håndtryk til »god weekend og tak for ugen«.

»Det er min måde at tackle det på. Jeg skal vænne mig til den kropslighed, der er på de små klassetrin«.

Lærere er jo forskellige

De fire taler om at være autentiske lærere. At man er sig selv, og at børnene jo har helt styr på, at de fire har forskellige grænser og er forskellige mennesker.

Stine Lillegaard Andersen fortæller, at de i hendes klasse har en bamseven, de kan kramme. Den er et led i et forløb om mobning, men den bliver flittigt krammet i alle mulige andre sammenhænge også.

»Bamsen er god, hvis et barn har haft en øv-morgen eller har svært ved at sige farvel til far eller mor om morgenen. Den frigiver min tid«, siger hun.

»Det er interessant, at børnene ikke krammer hinanden. Det er voksenkram, de vil have. Der kommer tit en forbi for lige at få et kram. Det er et behov, de har, og det må jeg anerkende. Jeg stillede mig også op i fredags for at sige 'god weekend', og det blev en kombi af håndtryk og kram«, siger Stine Lillegaard Andersen.

Hun fortæller, at hun bruger massage i sine klasser. Det giver en berøring, som alle kan lide og acceptere.

»Det foregår ikke frontalt, men er skuldermassage, og det vil alle børnene meget gerne«.

Anne Sofie Bay-Nielsen bruger også massage i sine klasser i udskolingen. Det er meget populært.

Beskyldt for vold

De fire lærere kommer vidt omkring i snakken. De griner over 70'ernes gruppekram, taler om, at mennesker fra andre kulturer kan opleve danskere som temmelig afstandtagende og akavede, når de skal hilse, og de taler om, hvor længe et kram varer.

»Jeg kommer fra en familie, hvor man ikke krammer, så det har taget nogle år, inden jeg kunne give min mor et ordenligt kram. Jeg synes, det er vigtigt, og der er ikke nogen i min 3. klasse, der ikke tør give hinanden et kram«, fortæller Jan Jensen.

»Efter et år med skole-hjem-samtaler krammer jeg også forældrene«.

Han har én gang haft en problematisk oplevelse med berøring i skolen. Han bad nogle drenge om at forlade fodboldburet, tog en om skulderen for at flytte ham og tog deres bold, fordi det ikke var deres tur til at være der. Bagefter kom forældrene til tre af drengene og fortalte, at han havde skubbet, sparket og taget deres børn i kraven og holdt dem op ad muren.

»Det var deres historie, og en fjer blev hurtigt til ti høns. Vi holdt flere møder med afdelingsleder og forældre, indtil skolens leder fik lukket historien. Jeg fik at vide, at jeg skulle passe på med at røre eleverne. Jeg skulle passe på mig selv. Jeg passer naturligvis på mig selv, men jeg må også være autentisk og tro mod mig selv og give mine børn i klassen et kram, når der er brug for det«, fortæller Jan Jensen.

Bjarne Jappe fortæller, at han har talt med nogle forældre, hvis barn har haft Jan. Barnet var meget genert og introvert, men efter tillidsøvelser og dramaundervisning var barnet kommet helt anderledes ud over rampen, fortalte de tilfredse forældre.

»Det hører med til at være et helt menneske også at kunne give et kram«, mener Jan Jensen.

»Men det er et kontroversielt emne i skolen«, siger Bjarne Jappe.

»Jeg tror, mange mænd vælger et andet erhverv, fordi man som mand er i en risikogruppe, når det handler om berøring i skolen. Der er en angst for, hvilke historier der kan blive brygget sammen. Kvinderne har det væsentligt lettere på det område«.

Powered by Labrador CMS