En bowlingtur for klassen eller en sejltur på Odense Å? Hver eneste klasse i Odense får 500 kroner til et klassearrangement, når den slags bliver muligt igen.

Odense-klasser får penge til efter-coronahygge

Hver eneste folke- og specialskoleklasse i Odense får 500 kroner til et arrangement, der kan booste klassefællesskabet efter måneders social tørke.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vi er vist alle blevet opmærksomme på klassefællesskabets helt unikke værdi og betydning i vores samfund, nu hvor det har manglet. Og vores børn og unge savner det, imens de i den grad giver deres bidrag til at holde smittetrykket nede", siger børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen i en pressemeddelelse.

"De 500 kroner skal danne ramme om et socialt arrangement, der fremmer trivsel i hver klasse, når det igen er muligt at holde dem. Og det er selvfølgelig eleverne selv, der bestemmer, hvordan de skal bruges, fordi de ved lige præcis hvad, der er brug for i hver klasse. Det her er en velfortjent hjælpende hånd til børnenes fællesskaber og et anerkendende klap på skulderen til vores mange børn og unge, som lider under, at deres klassefællesskaber ikke har kunnet fungere fysisk".

Marie Holt Hermansen er formand for Odense Fælleselevråd:

"Det er en dejlig følelse at have noget at se frem til. Det er ikke så vigtigt om pengene bliver brugt på flødeboller, en tur i biografen eller noget helt tredje - det vigtige er, at tilskuddet betyder, at nu stopper vi lige op og sammen med vores lærer får taget en reel snak i klassen om, hvordan vi kan gøre vores dag bedre, siger hun.

Odense-ansatte får gavekort til at gå i byen efter corona 

I forvejen har skolerne fokus på klassetrivsel i form af arrangementer som "klassens time", fællesdans, fællessang og bingo online. I nogle klasser får eleverne opgaver som at gå en tur eller sende en besked til en klassekammerat, og der blev kælket en masse, da de yngste vendte tilbage i skole i starten af februar.

Der er i alt 823 kommunale skoleklasser i Odense, og de godt 400.000 kroner, fællesskabstilskuddet til dem vil koste, indgår i kommunens coronaudgiftsregnskab.

Powered by Labrador CMS