Thomas Gyldal: Stop snakken om de lange skoledage

Efter justeringen af folkeskolereformen skal vi nu fokusere på indhold og kvalitet i skoledagen frem for længden, lyder opfordringen fra KL's Thomas Gyldal Petersen. Men ikke alle vil stoppe snakken om skoledagens længde.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det skal være slut med at lade de lange skoledage være det centrale og altoverskyggende punkt i diskussionen, hver gang den danske folkeskole er til debat blandt politikerne.

Sådan lyder det klare budskab fra formanden for børne- og undervisningsudvalget i Kommunernes Landsforening (KL), Herlev-borgmester Thomas Gyldal Petersen (S), der nu utvetydigt opfordrer ikke mindst de politiske partier på Christiansborg til at stoppe snakken om de lange skoledage for i stedet at flytte sigtekornet over på indholdet og kvaliteten i undervisningen.

Skoledagen er blevet kortere for de yngste

"Hvor har det dog været defensivt at have en diskussion, hvor det væsentligste var, at det handlede om at få børnene til at gå kortere tid i skole. Vi skal til at diskutere indhold og kvalitet i stedet for at blive ved med at slås om enkelte ting som for eksempel skoledagens længde. Til gengæld vil jeg glæde mig til at være med til at diskutere, hvordan vi så skaber kvalitet i den undervisning og i de timer, hvor vores børn er i skole", siger Thomas Gyldal til folkeskolen.dk

Han henviser til, at justeringen af folkeskolereformen før sommerferien blandt andet indebar en afkortning af skoledagene for de yngste elever. Hertil kommer, at han har noteret sig, at partifællen, børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil over for folkeskolen.dk ligeledes har slået fast, at hun ikke har yderligere intentioner om at ændre på skoledagens længde.

Minister: Vi er kun halvvejs med skolereformen

"Vi har en folkeskole i Danmark, som stadig ikke løfter alle børn nok. Og mange af de børn, som går hjem til en familie, hvor opbakningen til skoledagen ikke er så stærk som i de fleste familier, har jo brug for en skoledag, som de får et optimalt udbytte af.  Det er klart, at hvis præmissen er, at kvaliteten af skoledagen bliver ringere og ringere, jo flere timer der er, så har vi et problem. Men netop derfor er det så afgørende, at vi ude på den enkelte skole, i den enkelte kommune og på Christiansborg på tværs får talt med hinanden om, hvordan vi kan hjælpe hinanden med at understøtte, at den undervisning og de intentioner, der ligger i reformen med åben skole, bevægelse og understøttende undervisning bliver sat i spil, så eleverne faktisk har en oplevelse af, at deres skoledag er varieret og motiverende", siger Thomas Gyldal.

"Christiansborg må give folkeskolen arbejdsro"

Han understreger, at det ikke er antallet af timer og minutter, der afgør, hvor lang skoledagen føles.

"Det er det, der foregår, der afgør det. Så hvis Christiansborg kan give folkeskolen arbejdsro og lade være med at komme med nye justeringer og nye justeringer og nye justeringer, så kan det give plads til, at vi kan diskutere det vigtige, nemlig hvad det er, børnene møder i skolen", siger KL-udvalgsformanden.

Konservative vil ikke lytte til opfordring

De Konservatives undervisningsordfører, Mai Mercado, har dog ingen planer om at lytte til opfordringen fra Thomas Gyldal.

"Meldingen kommer ikke som den store overraskelse, for vi har jo at gøre med et parti, som elsker enhedsskolen, og som fandt på at gøre skoledagen så lang - og så er det jo ikke så mærkeligt, at en S-borgmester har præcis den samme holdning. Men jeg synes, det er lidt virkelighedsfjernt. Det er rigtigt, at vi har fået nogle justeringer, men det var kun for de mindste. Der er stadig en lang skoledag, og vi synes også, at man skal justere skoledagens længde på mellemtrinnet og for de ældste elever", siger Mai Mercado.

Hun påpeger, at hun stadig jævnligt hører, at skoledagen er for lang.

"Jeg hører det hele vejen rundt. Fra både elever og lærere og især forældre, så jeg synes bestemt stadig, at det er en vigtig debat, og jeg har altså ikke tænkt mig at adlyde Socialdemokraterne", siger Mai Mercado.

Lange skoledage tærer på resurserne

Formand for Danmarks Lærerforenings undervisningsudvalg Jeanette Sjøberg vil meget gerne tale om indhold og kvalitet i undervisningen, men man skal også fortsat snakke om de lange skoledage. 

"Når der ikke er resurser nok derude på skolerne, og kommunerne er så pressede, så er det jo kravet om den lange skoledag, der er med til at presse resurserne og gøre det svært at få enderne til at nå sammen og opnå den kvalitet i undervisningen, som vi gerne vil have. Så nej, jeg forstår faktisk ikke Thomas Gyldal. Den lange skoledag har været med til at presse kommunernes økonomi, lige fra den blev indført - og selv om der kom en skoleaftale tidligere i år, hvor man nedsatte skoledagens længde for de mindste, så er der stadig mange timer, og vi har stadig en dansk folkeskole, hvor eleverne går mere i skole end så mange andre gør", siger Jeanette Sjøberg.

Hun påpeger, at der er tre håndtag at dreje på i forhold til kommunernes pressede økonomi og nuværende budget-situation: Enten skal der flere resurser til eller færre opgaver - eller bedre prioriteringer.

"Og med bedre prioriteringer, tænker jeg på de lange skoledage. Hvis man forkorter de lange skoledage, så kunne man bruge de resurser til at skabe bedre rammer. Og så har jeg slet ikke talt om elevperspektivet og om kvaliteten af undervisningen i de lange skoledage. Her er jeg ret sikker på, at jeg godt kan forstå, hvad Mai Mercado siger", lyder det fra Jeanette Sjøberg.

 

 

Powered by Labrador CMS