CFU’erne slipper ikke for at spænde livremmen ind

Selv om Christine Antorini (S) i marts lovede at rulle den forrige regerings kraftige besparelser på centrene for undervisningsmidler tilbage, er de ikke med på oplægget til en ny finanslov. CFU’erne hører ikke længere under undervisningsministeren.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den forrige regering besluttede at spare 80 millioner kroner på landets centre for undervisningsmidler, CFU i 2011. Det svarede til en tredjedel af det samlede budget. Den voldsomme nedskæring fik i marts Socialdemokraternes daværende uddannelsesordfører Christine Antorini til at sige i Folkeskolen:

"Det er en fuldstændig uforståelig besparelse. Centrene burde i stedet fastholde de midler, de har nu. I Socialdemokraternes uddannelsesplan ruller vi de bebudede besparelser tilbage, og det vil også gælde i forhold til CFU'erne. Om der skal tilføres yderligere midler, har vi endnu ikke taget stilling til, men det her er jo en rå nedskæring, og regeringen er i realiteten i gang med at nedlægge centrene".

CFU'ernes formand spejder forgæves

I mellem tiden er Christine Antorini blevet undervisningsminister. Alligevel spejder Lennart Svensson, der er formand for CFU'erne, forgæves efter CFU'erne i den nye regerings oplæg til en ny finanslov.

"Umiddelbart ser det ikke ud til, at besparelserne er rullet tilbage, så jeg tror ikke, det er sket. De var ellers et meget markant løfte fra Antorini", siger Lennart Svensson.

CFU'erne sorterer ikke længere under Undervisningsministeriet, men er flyttet over i Uddannelsesministeriet. Her regerer den radikale Morten Østergaard. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra uddannelsesministeren, men hans embedsmænd bekræfter, at CFU'erne ikke er tilgodeset i oplægget til en ny finanslov. Det bliver de kun, hvis nogle bringer dem ind i forhandlingerne, vurderer de.

Supplement til skolernes undervisning reduceres

Det er Lennart Svensson ked af at høre.

"Jeg er skuffet på centrenes vegne. 80 millioner kroner er et lille beløb i statssammenhæng, men det er stort for os. Vi løser en samfundsnyttig opgave ved at stille en lang række undervisningsmaterialer til rådighed for kommunerne, så skolerne ikke selv skal anskaffe dem. Vores supplement giver kvalitet i undervisningen, og det reduceres nu. Vi får også sværere ved at udfylde vores rolle som fødselshjælper til digitale lærermidler", siger Lennart Svensson.

Rent fysisk går nedskæringerne ud over antallet af centre, så mange lærere skal ud på en længere tur, når de skal besøge CFU.

""Vi må tilpasse os den økonomi, vi har til rådighed. I dag har de seks professionshøjskoler hver et CFU, som igen er fordelt på flere afdelinger. Men i Region Hovedstaden er man allerede gået fra tre til en afdeling, og i Region Sjælland lukker man afdelingerne i Roskilde og Slagelse og samler det hele i Vordingborg. Spørgsmålet er, hvad der skal ske i Jylland", siger Lennart Svensson.

Læs mere

Læs Folkeskolens artikel om den forrige regeringsbesparelser på CFU'erne