Lærerne i Storbritanien arbejdede i 2010 cirka 50 timer om ugen - nu er de oppe over 59 timer

Britiske lærere lægger 12 timers gratis overarbejde om ugen

Britiske grundskolelærere arbejder 59 timer og 20 minutter om ugen – 10 timer mere end i 2010, viser en officiel statistik. Samtidig viser nye tal, at lærere er den gruppe, der lægger mest gratis overarbejde – mere end bankdirektører og advokater.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Det er et sørgeligt faktum, at lærere konstant ligger i top på lister over ubetalt overarbejde. Derfor er det heller ikke overraskende, at to ud af fem lærere forlader professionen efter de første fem år i jobbet. Også mange erfarne ældre lærere forlader faget, og stemningen har aldrig været ringere", siger generalsekretær i den største britiske lærerorganisation NUT, Christine Blower.

Lærernes arbejdsuge er vokset markant, siden sidste gang det engelske undervisningsministerium opgjorde tallene - fra cirka 50 timer om ugen i primary school (for 5-11-årige) i 2010 til 59 timer og 20 minutter i den nye undersøgelse.

"Øjebliksbilledet af deres arbejdsbelastning er et grumt portræt af en profession plaget af lange arbejdsdage og 'unødvendige og bureaukratiske opgaver', viser undersøgelsen. Mange af de 1000 respondenter nævner forberedelser til Ofsted-inspektionsbesøg, udfyldelse af formularer og andet papirarbejde som årsager til en stor arbejdsbyrde uden for klasselokalet", skriver avisen The Guardian. Ofsted er den engelske skoleinspektionsmyndighed, som besøger skolerne og offentliggør inspektionsrapporter.

Mere gratis arbejde end bankdirektøren

Ministeriets egne tal bakkes op af en ny opgørelse fra den britiske fagbevægelse, som opgør, hvor mange overarbejdstimer, ansatte lægger uden at få ekstra betaling. Her topper lærerne med 12 timer om ugen foran bankdirektører med 11½ time om gen.

En talsmand for minsteriet, Department for Education, siger til The Guardian, at undersøgelsen viser, at flertallet af lærere og skoleledere er hårdarbejdende og dedikerede:

"Vi giver lærerne mere frihed end nogensinde og skærer ned i overflødigt bureaukrati og papirarbejde. Faktisk har undervisning aldrig været mere attraktivt , populært eller givende", siger talsmanden.

"Vi vil se på undersøgelsens resultater og på måder at reducere unødigt bureaukrati sammen med lærerorganisationerne som led i vores løbende samtaler". 

Læs undersøgelsen og artiklen fra The Guardians ved at følge links til højre for artiklen.

Læs mere

Undersøgelsen: Teachers' workload diary survey2013

The Guardian

NUT om ubetalt overarbejde