Lærer Kristian Sand og Allan Severin er mødt op foran Forligsinstitutionen for at bakke forhandlerne op.

Lærere støtter forhandlerne dag og nat

Der er vagtplan for, hvem der skal holde Københavns Lærerforenings fane foran Forligsen. Og mange lærere kommer i løbet af dagen og aftenen forbi for at støtte forhandlerne inde i den store bygning. "Det har stor betydning", siger DLF-formand Anders Bondo.

Publiceret
Malene Kræsind er klar til at strejke, hvis lærerne ikke får aftalte rammer for arbejdstiden.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Egentlig skulle lærer på Langelinieskolen på Østerbro Kristian Sand ikke have stået foran Forligsinstitutionen i dag, for hans søn fylder 13 år. Men efter morgenmaden blev familien enige om, at han godt kunne tage et par timer på pladsen midt i København. Så med et godt tag i Københavns Lærerforenings røde fane står han nu foran Forligsinstitutionens tunge trædør.

"Jeg vil gerne bakke op. Der har været en vagtplan for fanen, men jeg har ikke meldt mig til i dag, fordi min søn har fødselsdag. Da jeg kom ind, manglede der en til at holde fanen, så jeg er her i bogstaveligste forstand for at holde fanen højt", siger han.

Bondo går efter en fælles løsning for stat, regioner og kommuner

Stemningen er høj. Musikken brager ud af højttalernee. Ind i mellem dirigeres alle gennem et råbekor, der munder ud i budskabet: 'Nok er nok!'. BUPL's lyserøde kaffevogn langer kaffe og te over disken i et tempo, de spruttende kaffemaskiner har svært ved at følge. HK serverer muffins. Kristian Sand tror, det gør en forskel, at så mange dag efter dag møder op.

"Vi viser, vi er her og bakker op om dem, der er derinde", siger han.

Fællesskab foran Forligsen skaber forståelse

Allan Severin er lærer og tillidsrepræsentant på Sankt Annæ Gymnasiums folkeskoleafdeling. Han synes, at han får bedre forståelse for andre grupper, når han møder dem foran Forligsinstitutionen.

"Jeg møder jordemødre, sygeplejersker, pædagoger, bibliotekarer og stilladsarbejdere. Vi kan snakke sammen og finde ud af, at vi har nogle af de samme problemer".

Malene Kræsind er lærer på Sengeløse Skole, men er også taget til København i dag. Det er første dag, hun viser sin opbakning.

"Jeg er her for at bakke op om forhandlingerne. Og bakke op om, at vi tager en konflikt, hvis det bliver nødvendigt", siger hun.

Og hun føler, der er helt nødvendigt, at lærerne får en arbejdstidsaftale. I en periode følte hun, at hun ikke havde tid til at forberede undervisningen, og derfor begyndte hun at skrive op, hvor mange timer hun arbejdede. Hun er på nedsat tid, men optællingen viste, at hun bruger flere timer på arbejde, end hun får løn for.

Fakkeloptog foran Forligsen: "Det her er den helt vanvittige kulmination"

"Nogle uger var jeg på 42 timer, men flere uger var jeg oppe på 45- 47 timer om ugen", siger hun. Og hun er klar til at gå langt for at få bedre rammer for sin arbejdstid.

"Vi skal have en aftale, som alle andre, ellers skal vi strejke, så hele Danmark opdager, hvad en offentlig sektor betyder".

Malene Kræsind nyder også, at der er så mange forskellige grupper samlet foran Forligsinstitutionen.

"Det er dejligt at se, at der er så mange grupper, og at musketer-eden holder. Vi går rundt og samler badges fra alle grupper for at vise, at også støtter dem".

Forhandlingerne genoptages: Forhandlere modtages som rockstjerner

Bondo: Støtten betyder meget

Ind i mellem kommer lærernes formand Anders Bondo ned for at suge stemningen til sig.

"Opbakningen betyder utroligt meget. Jeg har også råbt det ud. Vi er jo slidte, som jeg siger, det er helt ind i knoglemarven. Når vi begynder at mærke trætheden, så giver det altså kolossal energi at komme her. Og tænk det har været dag efter dag efter dag, at der har været faneborg. Det betyder fantastisk meget".  

Blog: Kan I høre os?