
Hver fjerde lærer i Horsens er nyansat
I de seneste to år har der været stor udskiftning i lærerstaben på folkeskolerne i Horsens. Over en fjerdedel af kommunens 800 lærere er nyansatte. På Langmarkskolen er næsten halvdelen af lærerne nye.
Opgørelsen er foretaget på baggrund af en forespørgsel fra Horsens Folkeblad.
Formand for Horsens Lærerforening Claus Andersen peger også på manglende fleksibilitet og på geografien som årsagerne til, at en del lærere skifter til andre kommuner. Derudover skyldes nogle af udskiftningerne interne flytninger, og så er der en gruppe, der helt forlader folkeskolen.
»For den gruppe, der helt forlader faget, handler det for mange om de arbejdsforhold, man byder lærerne. Nogle føler, at det, de kan levere i klassen, ikke lever op til det, de gerne vil«.
Ifølge formanden dropper flere af lærerne folkeskolen til fordel for eksempelvis VUC, social- og sundheds- og privatskoler.