Den nye aftale giver lærerne mulighed for at bruge de fire timers flekstid væk fra skolen, fx til at forberede sig hjemme.

Ny aftale i hårdt ramte Norddjurs sikrer lærere mulighed for at forberede sig hjemme

Djurs Lærerforening og Norddjurs Kommune har indgået en ny aftale, der giver kommunens lærere mulighed for at forberede sig op til fire timer ugentligt uden for skolen. Foreningens formand Lisbeth Bøwes er glad for aftalen, der sikrer nye rammer for læreres fleksibilitet i den hårdt prøvede kommune.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Efter et år hvor hver tiende lærer i kommunen er blevet fyret er der grund til lidt optimisme for lærerne i Norddjurs. Lærerforeningen har nemlig indgået en ny aftale med Norddjurs Kommune.

Der er ikke tale om en arbejdstidsaftale, men om en tilstedeværelsesaftale, der afløser Fix-Flex-aftalen, man havde frem til sommeren sidste år. Det nye er, at lærere kan vælge at lægge fire timers individuel forberedelsestid væk fra skolens rammer.

"I den tidligere Fix-Flex-aftale var det kun muligt at flekse i tid, men ikke i sted. Det havde der været polemik om i forbindelse med kommunalvalget i 2017, fordi nogle troede, at man kunne flekse i sted. Men i aftalen stod der, at det ikke var muligt. Det har vi ændret på nu i tilstedeværelsesaftalen", siger Lisbeth Bøwes og tilføjer om den nye aftale:

"Vi har ønsket at skabe lidt mere autonomi af egen tid. Det er ikke meningen, at det skal være en port ind til det grænseløse arbejde, og derfor har begge parter forpligtet sig til, at der er ordentlige rammer for fleksibiliteten".

Udover muligheden for at lægge sin forberedelsestid væk fra skolen, er flekstimetallet også hævet sammenlignet med den tidligere aftale, så det nu i gennemsnit er fire timer om ugen i stedet for tre.

Stadig flere kommuner indgår arbejdstidsaftaler for lærerne

Arbejdstidsaftale ikke aktuel

Allerede inden overenskomstforhandlingerne og Ny Start i 2018 var man i Norddjurs Kommune i gang med at sondere mulighederne for at forhandle en arbejdstidsaftale på plads. Den blev dog stoppet prompte, da man fandt ud af, at der manglede ca. 400 millioner i den kommunale kasse.

"Men i juni 2018 ryger bunden ud af kommunekassen. Dybest set er der på det tidspunkt ingen, der kender til rammerne for skolevæsenet i kommunen. En konsekvens blev taget tidligere i år, hvor godt 10 procent af lærerne blev afskediget. Siden da har det ikke været realistisk at lave en arbejdstidsaftale", siger Lisbeth Bøwes.

Før man kan tænke på at få indgået en bredere aftale om arbejdstid, kræver det, at man har fået stabiliseret økonomien i kommunen.

"Man skal aldrig opgive tanken om en arbejdstidsaftale, men lige nu går vi stadig på så usikker grund i forhold til, hvilket skolevæsen vi er overladt med i Norddjurs. Lige nu handler det om at forbedre selv de mindste ting, så arbejdet på skolerne bliver tåleligt, og derfor har vi løbende haft kontakt med Norddjurs Kommune"

Selvom kredsformanden i Djurs er godt tilfreds med den nye aftale, ville hun ønske, at det var sket tidligere på sommeren. Dermed kunne skolerne nå at indstille sig bedre:

"Jeg havde jo gerne set, at aftalen var faldet på plads i juni, så lærerne var bekendt med den til indgangen af det nye skoleår. Nu skal man jo overveje på skolerne, om fleksibiliteten er der for de enkelte medarbejdere - og hvis ikke det er tilfældet, må man finde ud af, hvordan det bliver muligt at skabe den fleksibilitet", siger hun. 

Tiltrængt aftale i barsk tid

Aftalen mellem kommunen og den lokale lærerforening er blevet indgået i en tid, hvor skolevæsenet har været tvunget til at vende hver en sten for at finde plads i budgettet.

Efter de massive besparelser, hvor en skole blev udtaget til lukning, valgte en del forældre til at flytte deres børn ud af kommunens skoletilbud, og da kommunen skal betale for deres skolegang i nabokommunen, betyder det, at skolevæsenet i Norddjurs nu står foran endnu en sparerunde.

Lisbeth Bøwes fortæller, at man er dybt bekymret ved tanken om de nye besparelser. Hun kan ikke selv se, hvor pengene fra skolevæsenet skal hentes:

"Det er virkelig bekymrende. Jeg kan ikke se, hvor der kan spares længere. De nye besparelser vil konsolidere den ikke særligt positive historie, der har været dominerende i det sidste skoleår. Derfor er det bekymrende, hvis den fortælling fortsætter. Der er ikke udsigt til, hvordan man kommer ud af den negative spiral. Folk løber virkelig stærkt derude", siger hun og tilføjer:

"Det eneste vi hører er, at man allerede er skåret ind til benet. Man har brug for ro, hvis man skal stabilisere situationen - og ud fra det må vi begynde at bygge op igen. Det er rigtig trist, at der er en del børn, der har valgt at søge skoletilbud i en anden kommune, og det påvirker også, hvad der er muligt for skolerne i Norddjurs Kommune".

Hun håber dog, at aftalen for tilstedeværelsestid kan sætte skub i andre aftaler mellem parterne:

"Efterhånden som vi har afdækket den nye skolevirkelighed i Norddjurs, så håber jeg, at samarbejdet, der omringer den her aftale, forhåbentligt kan manifestere sig i andre små aftaler".

Norddjurs Kommune fyrer en tiendedel af lærerne 

Læs mere

Aftalen om tilstedeværelsestid 

Powered by Labrador CMS