Eleverne hjalp hinanden med at koncentrere sig. De udviste empati, siger lærer Tanja Thybo
Eleverne hjalp hinanden med at koncentrere sig. De udviste empati, siger lærer Tanja Thybo

Vikar i GBL-klassen

GBL-klassen på Columbusskolen har sit eget sprog og sin egen måde at gøre tingene på, så lærer Tanja Thybo nåede lige at tænke ”uha”, da hun fik at vide, at hun skulle have klassen en hel dag, hvor deres lærere Stine og Tore var væk.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Men klassen hjalp hinanden, og de hjalp den anden vikar og mig. De arbejdede med tre-fire sider matematik, de fik achievements, og vi satte papirer i deres mapper", fortæller Tanja Thybo.

For eleverne er det vigtigt, at dagens program bliver som de kender det, og som det er planlagt på forhånd, men en hurtig gennemgang af dagens program var nok.

Hun kender et par af eleverne men har kun 'halve relationer' til resten. Hun har været i praktik på skolen, har specialpædagogik som linjefag og har skrevet bachelor om Columbusskolen.

 Hjalp hinanden med koncentration

 Hjalp hinanden med koncentration

"Det var fedt at opleve, at de var som et hold. Det kan være helt uoverskueligt for eleverne her, hvis de oplever at mangle papirer eller opgaver, men de hjalp hinanden. 'Kom nu, du kan godt', lød det fra en elev til en anden. Det har jeg aldrig tidligere oplevet på samme måde hverken i specialområdet eller i en normalklasse. For at blive færdige samtidig, så de kunne spille sammen, hjalp eleverne hinanden. Der er tale om empati og social træning", siger Tanja Thybo.

"De viste tålmodighed, mod, arbejdsro, tillid, respekt og nærvær. Det er en oplevelse, jeg kan leve længe på som lærer på en specialskole".

Hun forklarer, at de også hjalp hinanden med at koncentrere sig, og de tog ansvar. To af eleverne gik fra på et tidspunkt, men om det var, fordi de havde vikarer eller det ville være sket alligevel, er svært at sige.

Tanja Thybo har kendskab til mange af computerspillene, men spiller ikke på højt niveau.

"Jeg kom til at skyde en af elevernes spillere", fortæller hun smilende. Og det gik også.

Tanja Thybo skal overtage klassen i syv uger, mens Stine Melgaard er på kursus.

Powered by Labrador CMS