Fonde i skolen

”Som lærer kan jeg se, at legende læring har en effekt på eleverne. De er gladere, når vi arbejder med legende læring og bliver altid vildt begejstret, når jeg fortæller, at de i dag skal have undervisning i vores PlaySpace", fortæller lærer Julie Meier Sylvest.

Julie har været med i Lego-projekt siden studiet: 
"Jeg planlægger stort set altid min undervisning med legende læring for øje" 

Lego Fondens Playful Learning-program har fulgt Julie Meier Sylvest fra undervisningen på læreruddannelsen og ind i hendes første lærerjob. Hun er ikke i tvivl om, at legende læring er en gevinst for både hende og eleverne.

Publiceret Senest opdateret

”Der er virkelig meget pres på børn i dag. På mange parametre skal de hurtigt lykkes og være voksne. Med legende læring er det modsat. I legen er det nemlig helt okay at prøve tingene af og fejle”.

Sådan lyder det fra Julie Meier Sylvest, der er lærer på Lyngholmskolen i Farum. Det har hun været siden starten af året, hvor hun blev færdiguddannet som lærer fra Professionshøjskolen Absalon i Roskilde.

På hendes LinkedIn beskriver hun sig selv om en ”innovativ og empatisk lærer med teknologisk flair” med ”specialisering i Playful Learning”.

Både som studerende og nu i sit første lærerjob har hun deltaget i Lego Fondens kæmpestore Playful Learning-program, der blev søsat på læreruddannelsen i 2018. 

Her har fonden de sidste fem år brugt 340 millioner kroner på i samarbejde med undervisere, pædagoger, lærere og forskere at udvikle en legende tilgang til børns læring.

"Tingene skal hele tiden nytænkes"

Lyngholmskolen er en af 12 skoler, der deltager i Play@Heart-projektet, som er en del af det store Playful Learning-program. 

Her kombinerer skolerne teknologiforståelse og legende læring, og alle skoler har desuden fået etableret et  PlaySpace - et lokale dedikeret til legende læring. 

Julie Meier Sylvest fortæller, at det er et stort arbejde hele tiden at have en legende tilgang til sin undervisning. 

Det er en fed måde at undervise på. Det er en måde, hvor man som lærer stadig, er underviseren, men hvor eleverne i langt højere grad også selv bliver involveret i at skabe undervisningen.

Julie Meier Sylvest om playful learing

”Det kræver noget helt bestemt af læreren og fællesskabet at arbejde med legende læring. Selv synes jeg ikke altid, at det er nemt. Jeg kan for eksempel sjældent finde et færdigt forløb, som jeg kan bruge i undervisningen", siger Julie Meier Sylvest.

"Tingene skal hele tiden nytænkes og formes efter en mere legende tilgang”, siger hun. 

Hun understreger, at hun er enorm glad for at være en del af Playful Learning-programmet.

”Som lærer kan jeg se, at legende læring har en effekt på eleverne. De er gladere, når vi arbejder med legende læring og bliver altid vildt begejstret, når jeg fortæller, at de i dag skal have undervisning i vores PlaySpace”, fortæller Julie Meier Sylvest.

(Folkeskolen har lavet en kortlægning over de mange legeprojekter, Lego Fonden har sat i gang. Læs om de mange legeprojekter ved at klikke på dem - virker kun på computer)

Byggede klasselokale af lego

Det var en af underviserne på professionshøjskolen Absalon, der for første gang introducerede Julie Meie Sylvest for Playful Learning. 

En dag kom underviseren med en kasse legoklodser og bad Julie Meier Sylvest og hendes medstuderende om at bygge et klasselokale, husker hun.

Herefter skulle de studerende i grupper reflektere over, hvordan klasselokalet kunne indrettes anderledes til en elev med særlige behov. 

Det var en meget sjovere og mere håndgribelig måde at blive undervist på, synes Julie Meier Sylvest.

”Hos mange af de andre undervisere foregik det meste af tiden med, at vi kiggede på en powerpoint. Den slags undervisning synes jeg kunne være hård. Det var ofte også sværere at finde ud af, hvordan man skulle bruge teorierne, når vi bare lyttede”, siger hun.

Derfor endte hun også med at vælge Playful Learning som specialiseringsmodul i løbet af sit studie. 

Her fik Julie Meier Sylvest den samme underviser, der i første omgang havde introduceret hende til legende læring. Underviseren var én ud af seks Playful Learning-ambassadører på professionshøjskolen.

”Vi fik at vide, at det var helt nyt fag, og at vi skulle eksperimentere en hel del”, husker hun.

Professionshøjskolen havde et samarbejde med en af naboskolerne i Roskilde. Her fik Julie Meier Sylvest og de andre studerende flere gange lov til at prøve deres forløb i legende læring af på skolens elever. 

”Vi havde på et tidspunkt lavet et undervisningsforløb om ordsprog, hvor eleverne skulle slå med en stor skumterning. På siderne var der klistret forskellige ordsprog på. Når eleverne havde slået med terningen, skulle de enten mime, tegne eller forklare ordsproget. De var vildt begejstret og lærte en masse om ordsprog”, fortæller hun. 

Studiejob med masser af leg

Nogenlunde samtidig med specialiseringsmodulet fik Julie Meier Sylvest også et studiejob som Playguide på professionshøjskolen.

Her skulle hun blandt andet være med til at organisere og vedligeholde skolens PlayLab, som er et lokale med tuscher, legeredskaber og legoklodser, hvor undervisere og studerende kan arbejde med legende læring. 

Det var også Julie Meier Sylvests opgave at lave et bookingsystem til rummet og være med til at introducere underviserne på lærer- og pædagoguddannelsen for mulighederne i PlayLab-lokalet.

Sammen med to undervisere, der også var Playful Learning-ambassadører, lavede hun et arrangement for alle undervisere på læreruddannelsen. Her skulle underviserne blandt andet i grupper gå ned i kælderen og finde nogle bestemte genstande.

”De skulle blandt andet finde en højtaler, kostumer, aktivitetskasser og hånddukker”, fortæller Julie Meier Sylvest. 

”Undervejs snakkede vi om, hvordan man kunne bruge de forskellige genstande, når man arbejdede med legende læring”. 

Leg er blevet en del af skolens identitet

Da hun søgte stillingen på Lyngholmskolen, vidste hun ikke, at skolen også var med i Playful Learning programmet. Men da hun fandt ud af det, gjorde det stillingen meget mere attraktiv, fortæller Julie Meier Sylvest. 

Hun tror desuden, at hun endte med at få stillingen på grund af erfaringen fra læreruddannelsen med legende læring og teknologiforståelse.

”Play@Heart fylder meget. Det er en del af skolens identitet”, siger hun. 

Hver onsdag er sat af til, at skolen laver Play@Heart projekter - det kan for eksempel være at tage en årgang med ud på tur og lave legende læring andre steder end på skolen.

På Lyngholmskolen er der blevet indrettet et PlaySpace, som lærere og elever kan bruge, når de skal arbejde med legende læring og teknologiforståelse.

Lyngholmskolens lærere er også flere gange blevet tilbudt kurser i nye teknologier og værktøjer som en del af Play@Heart projektet. Blandt andet har Julie Meier Sylvest for nyligt været på kursus i 'Novel Engineering' i dansk.

”Når jeg planlægger min undervisning i dag, er det stort set altid med Playful Learning for øje. I historie har jeg lavet rollespil med kostumer og våben, så eleverne gennem leg kunne erfare, hvad det vil sige at være kriger i middelalderen”, siger hun.

”Det er en fed måde at undervise på. Det er en måde, hvor man som lærer stadig er underviseren, men hvor eleverne i langt højere grad også selv bliver involveret i at skabe undervisningen”.