Skoleleder siger op efter massiv forældrekritik af fyringssag

Massive protester fra forældre og elever efter fyringen af en lærer på Risskov Skole fik i går skoleleder Christina Hostrup til at sige sit job op. Hun har ellers fået ros fra forvaltningen for at have håndteret sagen korrekt, efter at læreren havde slået en elev på skulderen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kredsformand: Pressede lærere skal sige fra

Christina Hostrups opsigelse kommer efter en periode, hvor Risskov Skole har været præget af store interne forandringer og senest forældreprotester i forbindelse med personalesagen, som hun efter de interne regler i Aarhus Kommune overdrog til forvaltningen.

Forældrene ønskede en mildere sanktion

Læreren slog for omkring tre uger siden en elev i en tilspidset situation under klubaktiviteter efter skoletid. Han fortalte selv skolens ledelse om episoden og blev bortvist. Forældrene har kritiseret skoleledelsen for ikke at have gjort et forsøg på at lande sagen med mægling ledsaget af en mildere sanktion i form af en skriftlig advarsel.

"Jeg kan konstatere, at min person ser ud til at stå i vejen for den fortsatte udvikling af Risskov Skole, og min vurdering er, at det ikke er muligt at udvikle samarbejdet under min ledelse. Derfor har jeg i dag valgt at indgive min opsigelse", siger Christina Hostrup i en pressemeddelelse.

Hun har været skoleleder på Risskov Skole siden 2009.

"Det er ikke uden vemod, at jeg nu forlader Risskov Skole, men sådan må det være, og jeg ønsker skolen og dens elever, forældre og medarbejdere al mulig held og lykke fremover," siger Christina Hostrup.

Kommunen beklager skolelederens opsigelse

Børn- og ungechef Ole Kiil Jacobsen tager opsigelsen til efterretning og tilføjer:

"Der er ikke uden beklagelse, at jeg har modtaget Christina Hostrups opsigelse. Den kommer midt i et stormvejr, hvor hun har ageret, som man kan forvente af en leder i Børn og Unge, og jeg håber, at hun fortsat har mod på ledergerningen et andet sted i Aarhus Kommune," siger Ole Kiil Jacobsen.

Ifølge Ole Kiil Jacobsen har Christina Hostrup ikke lyst til at udtale sig yderligere, så han uddyber selv hendes opsigelse.

"Man kan roligt sige, at hun ikke har fået megen ros af forældrene for sin håndtering af personalesagen. Tværtimod har hun mødt en massiv kritik, ikke mindst fra de forældre, hvis børn havde den pågældende lærer. Kritikken af hendes person har været så stærk, at hun har taget konsekvensen og sagt sit job op", siger Ole Kiil Jacobsen.

Heller ikke eleverne har været tilfredse. I går morges demonstrerede de foran rådhuset i Aarhus, og rådhusbetjente fik ifølge JP Aarhus overrakt en mistillidserklæring underskrevet af 45 af 48 forældrepar til børn i 6.a og 6.b på Risskov Skole.

Trist at det er kommet så vidt

Det er trist, at det er kommet så vidt, at skolens leder har følt sig nødsaget til at sige op, mener børn- og ungechefen.

"Vi fik lavet en arbejdspladsvurdering i efteråret, som viste dårlig trivsel på skolen, så Christina Hostrup var i gang med et langt sejt træk med at rette på det. Så kommer denne sag og skaber voldsom uro blandt forældre og elever. Det sidste har så fået hende til at sige, at hun ikke er den rette til at drive skolen. Det er trist, når en medarbejder må komme til den konklusion", siger Ole Kiil Jacobsen.

Christina Hostrup har ønsket at stoppe som skoleleder omgående. Den endelige aftale omkring hendes opsigelse er ved at blive forhandlet på plads, så Ole Kiil Jacobsen kan endnu ikke sige, om det lykkes for forvaltningen at beholde hende i kommunen.

Indtil videre har områdelederen overtaget det ledelsesmæssige ansvar for Risskov Skole.