Aarhus: 10 ekstra specialklasser presser økonomien

Der er oprettet 148 specialklasser på de aarhusianske folkeskoler i år mod 138 sidste år, og andelen af elever, der går i et specialtilbud stiger. Kommunen har nu kig på de såkaldte mellemformer mellem specialundervisning og almindelige klasser.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Aarhus er langt fra alene med udfordringen, og der findes ingen enkle forklaringer på, at flere børn ikke trives inden for rammerne af de nuværende skoletilbud. Til gengæld er det enkelt, at udviklingen fortsat lægger et massivt pres på skolernes økonomi, da de dyrere specialpladser udhuler økonomien i den almene undervisning", siger rådmand for Børn og Unge i Aarhus Thomas Medom i en pressemeddelelse.

Sidste år blev der afsat ekstra penge til specialundervisningen i Aarhus, men alligevel er der p.t. udsigt til et underskud på ca. 40 millioner kroner på de specialpædagogiske tilbud, som skal dækkes ind af penge fra almenundervisningen. 

"Vi ser blandt andet på, hvordan flere børn kan gå sammen i samme tilbud, hvor vi lokalt lykkes med at fastholde børn i fællesskaber trods vanskeligheder, og hvilke specialpædagogiske greb, der måske kan gavne endnu flere. Men vi kommer ikke uden om, at udviklingen lægger et hårdt pres på økonomien og dermed skolernes hverdag", siger Thomas Medom. 

Han har iværksat et arbejde med de såkaldte mellemformer, som netop ser på erfaringer med og udvikling af nye undervisningstilbud, som tilpasser sig elevernes forskellighed. 

"Vi er nødt til at tage denne udvikling alvorligt, så den ikke underminerer økonomien under den almene undervisning endnu mere", siger Thomas Medom.

Powered by Labrador CMS