Hvis man skal forudsige, hvilke børn og unge der vil lykkes med et få et godt liv, skal man kigge på, hvem der er vedholdende, viser forskningen. Hvis man vil hjælpe børn og unge til at få godt liv, er det derfor helt oplagt at træne deres vedholdenhed. 

Og skolen er et fremragende sted at gøre netop det. Det er udgangspunktet for Søren Peter Dalby Andersens arbejde.

Han er uddannet lærer, men arbejder i dag som projektleder i ScienceTalenter og underviser og direktør i firmaet KlimaZirkus, som han er medejer af. Og så er han forfatter til bogen ’Vedholdenhed – Teoretisk og praktisk guide til din læringskultur’, som han netop har udgivet. 

”Jeg vil gerne udfordre den gængse forståelse af begrebet ’vedholdenhed’, som noget man enten har eller ikke har”, siger han til Folkeskolen.

”Det kan tværtimod trænes, og det kan trænes i alle sociale situationer. Skolen er bare et godt sted at gøre det, fordi man der kan arbejde systematisk med træningen", siger Søren Peter Dalby Andersen.

Ifølge ham er der rigtigt meget at hente ved at træne elevernes vedholdenhed.  

"Vedholdenhed betyder mere end talent eller intelligens i forhold til at få succes i livet. Her tænker jeg ikke bare på den akademiske eller sportslige verden, men på om man kan skabe sig en tilværelse, man er tilfreds med, og føler man har indflydelse på”, fortæller han. 

Om bogen

Vedholdenhed - teoretisk og praktisk guide til din læringskultur af Søren Peter Dalby Andersen udkom 1. april på forlaget KlimaZirkus. Den er 112 sider lang og har en vejledende pris på 240 kroner.

Forsøger at gøre luftige begreber håndgribelige

Søren Peter Dalby Andersen mener, at bogen er relevant, fordi han oplever, at det kan være rigtigt svært at omsætte højtflyvende pædagogiske tanker som ’myndighed’ og ’dannelse’ til en praksis, læreren reelt kan bruge. 

”Det er uden tvivl vigtige overvejelser at gøre sig som underviser, men der er noget luftigt over dem. Jeg har i min bog prøvet at gøre det mere håndgribeligt". 

Han arbejder med, at eleverne træner fire vaner med hver tre ’undervaner’. De fire vaner er ’tro på egne evner’, ’styrer’, ’engagerer’ og ’netværker’. De tre undervaner til ’tro på egne evner’ er ’lærer af fejl’, ’selvevaluerende’ og ’søger udfordringer’.

Et større fokus i skolen på vedholdenhed og tro på egne evner var også blandt de anbefalinger, Trivselskommissionen kom med i februar. Sammen med ’selvregulering’ og ’ansvarsfølelse’ var det de karakteregenskaber, kommissionen mente var ”forudsætningen for, at et barn kan være i trivsel og tilegne sig viden”, som kommissionens formand, Rasmus Meyer, dengang sagde til Folkeskolen.

Øvelser til at træne elevernes tro på egne evner

Men at få børn og unge til at udvikle vedholdenhed eller opøve vanen ’tro på egne evner’, kan være en luftig affære.

Derfor har Søren Peter Dalby Andersen fyldt sin bog med konkrete øvelser, som læreren kan blive i sin klasse. Det er til alle klassetrin i skolen, og øvelserne er ikke bundet til bestemte fag. 

"For jeg håber, at det er noget, man vil kunne arbejde med igennem hele skolen og på tværs af fag", siger han. 

For eksempel er en øvelse til de mindste elever at kortlægge klassens fælles hjerne. Alle elever får udleveret et ark papir med en tom hjerne. Så skal de udfylde deres ark ved at skrive eller tegne det, de ved noget om. 

De udfyldte ark hænges op i klasse, så alle kan se, hvem de kan spørge om hjælp, når der skal arbejdes med forskellige emner.

Eleverne mangler et sprog for det 

Det er en øvelse, der træner vanen ’tro på egne evner’ og undervanen ’selvevaluering’. 

”Det gælder om at sætte eleverne til at lave opgaver, hvor det er metoden og vejen til resultatet, der er det vigtige, ikke det produkt, der kommer ud af processen”, fortæller Søren Peter Dalby Andersen og uddyber videre:

”Der skal være opmærksomhed på, at eleverne som oftest ikke har et sprog for at fortælle om deres proces, så det skal du som lærer give dem. Hvis man for eksempel spørger dem, hvordan samarbejdet i gruppen fungerede, så vil de ni ud af ti gange sige ’fint’ eller ’vi skændtes ikke’ eller ’vi blev hurtigt enige’. Fordi de tror, at det er det, læreren gerne vil høre, og fordi de ikke har et sprog til at beskrive arbejdet i processer”.