Prøvevejledningen er lige på trapperne, lød det fra læringskonsulent Rikke Hyldahl Homann.

Læringskonsulent: Flere elever kan arbejde med samme tema til h&d-afgangsprøven

Den nye afgangsprøve i håndværk og design er i høring. Den faglige forening er bekymret for at prøven bliver for snæver, hvis hver elev skal have sit eget fordybelsesområde. Men det er der ikke krav om, forklarer læringskonsulent Rikke Hyldahl Homann.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fra 2021 skal alle elever, der har haft håndværk og design som valgfag, op til en afgangsprøve i 8. klasse, som indgår i deres afsluttende eksamen. Prøven, som i øjeblikket er i høring, kommer på mange måder til at ligne den frivillige prøve, der har været hidtil, men på et par områder er den anderledes. Eleverne kan fremover vælge at gå op i grupper, og hver elev eller gruppe skal trække eget oplæg.

Den første ændring er håndværk og design-lærernes faglige forening fint tilfreds med, men den anden gjorde formand Irene Egeskov Andersen bekymret. Hun fandt det svært at gennemskue, om der skulle udarbejdes forskellige problemstillinger/fordybelsesområder til hver elev eller om problemstillingen kunne være ens for alle, mens der så blev lavet forskellige specifikke oplæg. Og grundlæggende har hun svært ved at se, hvorfor man overhovedet skulle lave det om, da det har fungeret fint hidtil.

H&D-formand: Ændringer i afgangsprøven kan give ekstra arbejde og dårligere prøver

"Hvis hver lærer skal udarbejde forskellige problemstillinger og oplæg til alle elever, risikerer vi, at hvert oplæg bliver for snævert og med for mange bindinger. Og det er skidt, for der skal jo være plads til idegenerering med kreative og innovative ideer", sagde hun i sidste uge til folkeskolen.dk/h&d

Antallet af temaer er op til læreren

Den samme skepsis gjorde sig gældende, da læringskonsulent i Børne og Undervisningsministeriet Rikke Hyldahl Homann i onsdags holdt oplæg om den nye prøve på en konference om valgfaget i håndværk og design på professionshøjskolen Absalon i Roskilde.

"Når de skal kunne trække hver sit oplæg, så kan man jo på et stort valghold risikere at skulle udarbejde og derefter stå med utroligt mange forskellige oplæg, som de skal arbejde på samtidigt. Det tager meget lang tid, og vil være helt uoverskueligt både for lærer og censor. Og de kan jo ikke rigtigt snakke sammen om opgaverne, som de har haft stor glæde af ved den gamle prøve, hvor der var et fælles oplæg for alle", sagde en lærer.

Tidligere læringskonsulent: Håndværk og designprøven kan blive svær med store valghold

Rikke Hyldahl Homann kunne starte med at berolige med, at de anbefaler, at man max har 16 elever oppe ad gangen, for at alle kan nå at få tid med lærer og censor. Oplæggene må gerne gå igen, der skal bare være noget at vælge imellem for alle elever, så der skal være nok til, at også den sidste har fire oplæg at vælge imellem, og eleverne må meget gerne snakke sammen under prøven.

Hun viste to eksempler på, hvordan prøveoplæg kan se ude - fx kunne det overordnede tema være 'Tidslommen' med en generel forklaring om, hvordan ting har set forskelligt ud i forskellige perioder, og så kunne selv opgaven være at fremstillet et produkt, som viser typiske tegn fra en tid. Et krav til produktet kunne være, at der skal indgå genbrugsmaterialer og produktet kan så laves i enten bløde eller hårde materialer eller i en kombination.

Som udgangspunkt ville Rikke Hyldahl Homann mene, at det var en god ide at lave forskellige temaer, men det er i virkeligheden op til den enkelte lærer.

"Der er ikke noget krav om, at man skal udarbejde forskellige overordnede temaer til alle oplæg. Argumentationen for at lave forskellige oplæg er, at det ikke må blive for snævert, så det kommer som en overraskelse, at nogle mener, at den her ændring vil gøre prøven snævrere. Det var bestemt ikke intentionen, tværtimod vil vi gerne sikre mangfoldighed og samskabelse i prøven", forklarer hun.

 

Prøvevejledningen er lige på trapperne

Andre lærere spurgte til, om de syv timers fælles arbejde med eleverne skal ligge i én klump. Det skal de ikke, fortæller Rikke Hyldahl Homann. Og så var der meget bekymring omkring, hvordan man rent praktisk skal få prøven afviklet fx i lokaler, der ligger i hver sin ende af skolen, eller i lokaler, der slet ikke er indrettet til håndværk og design. Findes der fx en liste over, hvilke redskaber der kan forventes at være i lokalet? Eller et minimumsbudget for materialer.

"Nej, det findes der ikke. Jeg er helt med på, at der er udfordringer, fordi forholdene er så forskellige, og lokaler nogle steder afspejler en anden tids fag. En af de løsninger, jeg har set virke som censor har været, at man har kørt et bord med symaskiner ind i de hårde materialers lokale. Det kan godt fungere, selv om det selvfølgelig ikke er optimalt. I forhold til materialer, så synes jeg, at det er et argument, man kan tage med sig, at vi har et helt kompetenceområde, der hedder materialer i det her fag, så der skal jo noget til", svarede Rikke Hyldahl Homann.

Hver fjerde elev har valgt håndværk og design

Det var kun en håndfuld af de 120 lærere på konferencen, der havde prøvet at have elever til prøve i faget, så mange ønskede sig mere udførlige beskrivelser til, hvordan prøven skal afvikles. Her kunne Rikke Hyldahl Homann love hurtig hjælp.

"Der kommer en prøvevejledning, og den er faktisk færdig, så den er lige på trapperne. Den giver mere detaljerede beskrivelser og flere eksempler, hvor vi har prøvet at stilladsere ud fra vores erfaringer i praksis. Der er også et lille skema, man kan bruge som lærer eller censor i forhold til karaktergivning. Men igen - nu kommer det ud og køre, så må vi se, hvordan det går. Og vi glæder os rigtigt meget til at få feedback fra jer".

Læs mere

Bekendtgørelse i høring